Danskebjerge.dk undrer sig:
BEHØVEDE MAN AT SLAGTE GISHALE ÅS ?

Ødelæggelser af det danske istidslandskab hører ikke kun fortiden til. For nylig er en stor sydsjællandsk åsbakke blevet forvandlet til grusgrav.

Den op til 18 meter høje åsbakke ligger helt ud til vejen og var meget iøjnefaldende - men nu er den skåret op på langs og forvandlet til grusgrav. (Foto: Danskebjerge.dk)
Da jeg forleden var ude for at kigge nærmere på Gishale Ås, fik jeg mig lidt af et chok.

På det sted, hvor Hovedvejen krydser åsen sydøst for Bårse, er der gjort et gigantisk indhug i grusbakken. Man har simpelthen lavet et snit på langs af bakken, så der nu kun er siderne af den tilbage. Inde i midten æder gravemaskinerne løs af det materiale, der har ligget her siden istiden. Slutresultatet: en sørgelig landskabsruin.

Vi danskere driller tit os selv med, at vi bor i et land uden bjerge. Men jeg må så konstatere, at der heller ikke gøres meget for at bevare de forhøjninger, vi trods alt har tilbage. Jeg anerkender, at der er brug for sand og grus, når der skal bygges nyt, men behøver det gå ud over de unikke terrænformer, der er med til at give vores landskab karakter?

Træk i skillelinjen for at se forskellen på Gishale Ås i 2018 og 2019.
Gishale Ås er en del af den formation af lange, smalle åsbakker, der strækker sig fra Præstø i retning mod Næstved. Man ser dem som "slanger" i landskabet - ofte med særdeles stejle sider.

Den karakteristiske form skyldes, at åsene er en slags aftryk af de smeltevandsfloder, der løb inde under istidens gletsjere. Smeltevandet førte sand og grus med sig, og sandet og gruset blev aflejret som aflange bakker, da isen smeltede bort for ca. 12.000 år siden. (Mere om åse her.)

Det er jo fantastisk, at vores omgivelser stadig byder på så markante spor fra dengang, hvor det nuværende Danmark blev skabt. Et enestående stykke landskabshistorie, der samtidig er smukt at beskue.

Et topografisk kort, der viser tunneldalen og åsbakkerne mellem Præstø og Næstved, inklusive Gishale Ås.
Og så er åsene velegnede til at løbe, cykle og gå ture på. Bare tag Fladså Banker, Fruens Plantage og Vandtårnsbakken inde i Næstved. Kendte åspartier, som kommer samfundet til gavn i kraft af deres naturmæssige og rekreaktive kvaliteter.

Men Gishale Ås har altså fået kniven. Den op til 18 meter høje bakke øst for Hovedvejen er i løbet af få måneder blevet sprættet op og forvandlet til grusgrav, uden at der mig bekendt har været nogen nævneværdig debat om det.

Jeg troede egentlig, at vi i de seneste årtier var begyndt at passe mere på de terrænformer, der omgiver os. Men det er åbenbart stadig sådan, at når først jagten på byggematerialer for alvor går ind, så må istidslandskabet vige. Gad vide, hvilken bakke der bliver næste offer?

Den op til 18 meter høje åsbakke ligger helt ud til vejen og var meget iøjnefaldende - men nu er den skåret op på langs og forvandlet til grusgrav. (Foto: Danskebjerge.dk)



Flere indspark fra Danskebjerge.dk:   Danskebjerge.dk mener   |   Manifest   |   De tre B'er   |   Kritik af Giro'en   |   Gode eksempler   |   Værd at bevare   |   Ny cykellov   |   Er løb bedre end cykling?   |   Anmeldelse: Nyt kort   |   Mere ås, tak!   |   Anmeldelse: Forbedret kort   |   Endnu en ås ødelagt