|
|
|
TYPISKE SPØRGSMÅL OM BAKKER OG DETTE SITE Er det istidens gletsjere, der har gjort, at der er så fladt i Danmark? Nu synes jeg jo for det første ikke, at der er exceptionelt fladt i Danmark. Der er mange andre steder i Europa, hvor landskabet også er relativt lavt beliggende. Det er dog rigtigt, at Danmark er uden høje bjerge af den type, som man finder i f.eks. Nordskandinavien og Mellemeuropa. Det skyldes først og fremmest, at grundfjeldet disse steder rager et godt stykke op over havniveauet, mens det i Danmark ligger mange hundrede meter nede. Oven over grundfjeldet er der forskellige mere eller mindre løse materialer, som er blevet skubbet godt og grundigt rundt af istidens gletsjere. Det er i meget høj grad gletsjerne, vi kan takke for de bakkelandskaber, vi har i Danmark i dag. Derimod er det en misforståelse at tro, at landet ville have været fuldt af høje bjerge, hvis gletsjerne var blevet væk. Læs meget mere om istiden her (eller på de sider, der linkes til nederst på samme side). Hvordan finder jeg frem til gode stigninger dér hvor jeg bor eller holder ferie? Du kan selvfølgelig søge lidt på nettet. Prøv f.eks. Danskebjerge.dk's søgeside, hvor du kan lave Google-søgninger på relevante bakke-sites. Men ellers kan du tage fat i et ganske almindeligt landkort eller dit eget kendskab til geografien omkring dig. Findes der et vandløb i nærheden - en å eller (hvis du er i udlandet) en flod? Disse løber altid i fordybninger i terrænet, og dermed er der også gode chancer for at finde skråninger i nærheden. Tilsvarende kan strandveje og veje langs søer være relevante at kigge nærmere på - de har nemlig ofte sideveje, der fører ind i landet og dermed ofte opad.
Må jeg frit bruge et billede på Danskebjerge.dk til f.eks. en artikel? Nej. Billederne er ophavsretsligt beskyttet. Men skriv gerne til Danskebjerge.dk for at høre nærmere om betingelser for brug af billeder. Se mere om ophav her.
Er designet på Danskebjerge.dk responsivt? Da Danskebjerge.dk startede, var der knap nok noget, der hed smartphones. Sitet er derfor opbygget ud fra, at brugeren sad ved en computer. I de senere år er artiklerne blevet udformet på en måde, der gør dem mere læsbare på smartphones end tidligere, men et helt nyt design, hvor alle artikler konverteres og gøres responsive, er ikke på trapperne. Først og fremmest fordi det vil være for tidskrævende - der ligger flere hundrede artikler på Danskebjerge.dk, skrevet og kodet på den gamle måde. Til gengæld kan man på Danskebjerge.dk's lillesøster, Danskebjerge.nu, finde en komprimeret udgave af Danskebjerge.dk, og her er designet tilpasset alle platforme. Husk også, at Danskebjerge.dk findes på blog og på Facebook. Se links på forsiden af Danskebjerge.dk.
Kan man overhovedet tale om "bjerge" i Danmark? Det kommer an på definitionen. I f.eks. Politikens Nudansk Ordbog defineres et bjerg som "et landområde der hæver sig mindst 200 m op over det omkringliggende landskab". Av, det var umiddelbart ikke så godt. Det højeste naturlige punkt i Danmark, Møllehøj, ligger nemlig kun 171 meter over havet. Og dem, der har besøgt området ved Møllehøj, vil vide, at højen ikke hæver sig synderligt "op over det omkringliggende landskab". Så på den måde er der et godt stykke vej til et bjerg. Men! Den nævnte ordbog anfører også en anden bjergdefinition: "en stor bunke el. dynge af noget". Og det er her, at Danmark træder i karakter. For findes der ikke en hel del store bunker jord rundt omkring i det danske landskab? 
Jo, der gør, og der er mange af dem. Tag bare Urnebjerg ved Dannemare på Lolland. Stedet har haft navnet fra Arilds tid, og årsagen er klar: Urnebjerg troner stolt 5 meter over havet og hæver sig hele 2 meter over det omkringliggende landskab - en højdeforskel, der givetvis er nem at se for det øvede lokale øje. Og der findes hundreder - hvis ikke tusinder - af andre steder i landet, som vores forfædre uden tøven har givet tilnavnet "bjerg". Så kom ikke her: Der er bjerge i Danmark.
Men hvad er så en "bakke"!? Ja, okay, det er så den almindelige betegnelse for forhøjninger i det danske terræn. Men i gamle dage, da man navngav steder, skelnede man åbenbart ikke så nøje mellem "bakker" og "bjerge". Så hvorfor gøre det i dag? - Danskebjerge.dk's (mere tekniske) definition af en "bakke" kan du i øvrigt se under Bakkelogi. Man siger jo ellers, at Danmark er flad som en pandekage? Alt er relativt. Sammenlignet med lande som Norge og Schweiz er højdeforskellene her til lands moderate - bestemt. 
Men der er også lande med meget store flade områder - Holland, Belgien, Tyskland, Frankrig, ja, USA for den sags skyld. Det danske landskab er faktisk ret varieret. For godt nok findes der pandekageflade egne i Danmark - især i Vestjylland og på Lolland-Falster -, men der er sjældent langt til mere kuperede områder. Og mon ikke mange udlændinge vil blive overrasket over, hvor stejle gaderne er i f.eks. Vejle?
Men det er da hårdere at bestige Mont Ventoux end Munkebjerg?
Ja, der er i al fald flere højdemeter i førstnævnte end i sidstnævnte. Til gengæld er det nemmere at komme ned fra Munkebjerg igen. Det vil sige, at man kan ret enkelt klatre op ad Munkebjerg flere gange på samme tur. Stigningsprocenten er stort set den samme som på franske Mont Ventoux. Pointen er: Selvom de danske stigninger hver for sig har færre højdemeter end mange af de udlandske, så kan det samlede antal højdemeter på en given rute godt måle sig med en tur i et rigtigt bjergterræn, fordi det på en mindre stigning som regel er nemmere at komme ned igen og frem mod næste stigning. Derfor skal man være varsom med at undervurdere udfordringerne på de danske højdedrag.
Hvorfor er det egentlig god motion at bevæge sig op ad en bakke? Først og fremmest giver bakketræning variation. Man løber/cykler på en anden måde, end man gør på flad vej. For løberen ændres vinklen mellem krop og underlag, og man tvinges til at løfte benene mere opad end normalt. Derved kommer man til at bruge andre muskelgrupper. For cykelrytteren gør stigningerne, at det bliver tungere at bevæge sig fremad, således at man tvinges ud af den rytme, man normalt bruger i jævnt terræn. Hvis man bliver siddende i sadlen, øges presset på benmusklerne - hvis man rejser sig, stiger kroppens samlede energiforbrug. For både cyklister og løbere gælder, at bakketræning er hårdere end almindelig træning. 
Men egentlig er det underligt. For selvom vi bruger nogle lidt andre muskelgrupper, når vi bevæger os op ad en bakke, så giver det ikke hele forklaringen på, hvorfor pulsen stiger mere. Man kan jo i princippet bare sætte farten tilsvarende ned. Så skulle den øgede modstand fra stigningen vel kunne udlignes af nedsat aktivitet - kunne man mene. Og ja, sådan må det også være - i teorien.
Virkeligheden er en anden. Når vi går op, går pulsen op. Hvor tit sker det for dig, at du går op ad en trappe og bliver mindre forpustet, end du var i forvejen? Formentlig aldrig. Der må være noget inde i vores hoveder, der gør, at når terrænet stiger, så vælger vi et tempo, der er relativt mere krævende. Måske bliver vi i virkeligheden "snydt": Vi bruger automatisk samme bevægelseslogik, som når vi bevæger os i fladt terræn, og opdager ikke, hvor krævende det faktisk er at løfte sig selv opad. For sportsfolk kan der også gælde en anden forklaring: Set over en vis distance kan det være, at vi/vores krop "regner ud", at det kan betale sig at give den en ekstra skalle på stigningerne - for så at slappe mere af på de flade stykker. Det er i hvert fald den strategi, man ser i langt de fleste prof- og motionsløb - hvad enten det er cykling, løb eller anden idræt. Se mere under Bjergløb. Man skal måske også tilføje, at der jo findes stigninger, hvis stejlhed gør, at de ganske enkelt forudsætter højere intensitet, hvis man skal komme opad. Der er sagen klar nok. Endelig er der stigninger, der er så stejle, at de besværliggør høj intensitet: løberen må gå eller kravle, cykelrytteren må trække. Men så er vi også ovre i en kategori af stigninger, som dårligt kan kaldes bakker...
Hvad er hårdest - en stejl stigning eller en lang stigning? Hvis der fandtes en større kreds af bakke-entusiaster (og det gør der ikke), kunne dette spørgsmål sætte gang i mange lange debatter. Man skal forestille sig en bakke, der er x antal meter høj, og som har en jævn, lang opstigning fra den ene side og en stejl, kort opstigning fra den anden side. Hvilken vej ville du vælge, hvis du skulle bruge færrest kræfter? Der er to forhold i spil, som er vanskelige at veje op mod hinanden. Den stejle stigning er hård, fordi man får en hel del tyngdekraft at kæmpe med. Den lange stigning er hård, fordi der ganske enkelt skal arbejdes længe, før man er over den. Der kan opstilles alle mulige betingelser, der taler for det ene og det andet valg. Eksempelvis vil kropsvægten hos personen spille en rolle. Men alt andet lige virker det plausibelt, at meget stejle stigninger kræver mest energi. Specielt for cykelryttere må der ved høje hældningsgrader opstå en situation, hvor bevægelsen opad stjæler så meget kraft fra bevægelsen fremad, at arbejdet bliver "uøkonomisk". Denne antagelse er indarbejdet i Danskebjerge.dk's rating-system, hvor der i udmålingen af sværhedsgrad indgår en faktor, der stiger eksponentielt med stigningsprocenten. Der er ingen videnskabelige fakta at basere dette system på - det er skabt ud fra diverse egne erfaringer og ræsonnementer. Hvis du kender til undersøgelser om hele dette interessante spørgsmål, er Danskebjerge.dk interesseret i at høre om det.
Hvor ligger Danmarks hårdeste ruter? Man kan stykke motionsruter sammen på utallige måder. Men at finde de hårdeste ruter - altså i denne sammenhæng de ruter, der totalt set har de største højdeforskelle - er faktisk ikke så vanskeligt. Man skal bare lokalisere de strækninger, der har flest højdemeter, og så lade ruten gå frem og tilbage langs denne strækning. Danmarks hårdeste sti er stien fra Julsø op til Himmelbjerget - her er der 126 højdemeter. Så hvis man arrangerer et løb, hvor ruten går op og ned ad denne sti, kan man formentlig prale med at have Danmarks hårdeste løberute. Men er det ikke en lidt kedelig rute? Jo, og derfor er diskussionen ikke så interessant. Interessant bliver det, hvis man kan lave en rute, der ikke bare er hård, men som også er indbydende og varieret - og derfor tiltrækker mange løbere. Dette er også grunden til, at Danskebjerge.dk ved kåringen af Danmarks hårdeste motionsløb kun har nomineret de løb, der har eksisteret i nogle år og har mange deltagere (vi har valgt 100 deltagere som grænsen).
Skal en strækning stige hele vejen for at være en "rigtig" bakke på Danskebjerge.dk? Nej, det behøver den ikke. Danskebjerge.dk går nemlig primært ud fra en stræknings startpunkt og slutpunkt. Godt nok har vi sat en begrænsning på, hvor langt et ikke-stigende stykke må være set i forhold til den samlede strækning. Men det er sjældent, at det kriterie er i brug. 
Mange udmærkede bakker har varierende stigningsprocenter - nogle af dem har flade stykker, andre har ligefrem fald undervejs. En bakke, der har fald, kan være nok så slem. Den byder jo faktisk på flere højdemeter, end hvis den var jævnt stigende, fordi de højdemeter, der "går tabt" på faldene, så at sige skal indhentes inden toppen af bakken. Også her er der basis for diskussion. For hvad er hårdest: den konstant stigende bakke eller den med fald? En konstant stigning sætter udøveren under stadigt pres, men giver på den anden side også mulighed for at finde en rytme. En bakke med fald har som sagt flere højdemeter og kan ødelægge rytmen - men til gengæld giver den udøveren en måske tiltrængt hvilepause, når det for en stund går nedad. Tja, man kan tale både for og imod det ene og det andet. Uanset hvad så afhænger oplevelsen af "hårdhed" nok meget af, hvordan man klatrer op ad bakken.
Er det ikke lidt uoverskueligt at give sig i kast med hver en lille stigning i landskabet? Jo, det er et kæmpe arbejde, og det bliver også nemt uoverskueligt for den, der søger information. Det er derfor, Danskebjerge.dk har indført nogle kriterier for, hvordan bakkerne prioriteres. For det første gives højest prioritet til de bakker, der ligger i et større kuperet område (det jeg kalder et "højdedrag", jf. definitionen). Det gør vi ud fra den filosofi, at hvis man vil lave bakketræning eller bare gå på opdagelser i bakker, vil man som regel gå efter et sammenhængende bakkelandskab snarere end den enkelte bakke. Desuden er det med geologiske briller mere interessant at tale om bestemte landskaber end om én bestemt (måske mere eller mindre tilfældigt skabt) forhøjning i terrænet. Det er dog ikke udelukket, at Danskebjerge.dk engang vil have registereret og opmålt samtlige stigninger, altså også de "ensomme" - dog ud fra nogle kriterier, der sorterer en del stigninger fra. Læs mere om sitets intentioner her.
Hvordan måler man selv stigninger? Bakke-måling kan foretages med visse GPS-apparater. Men det vil naturligvis kræve, at du selv tager ud til stigningen og går/løber/cykler/kører op ad den. En del tyder i øvrigt på, at de GPS'er, man kan købe i "håndkøb", ikke er specielt præcise, hvad angår højdemeter. 
Den mest håndgribelige måde at måle på er ved at tage en tommestok og et vatterpas under armen og gå ud til den pågældende strækning. Så kan du finde frem til den maksimale stigningsprocent.Hvis du skal måle en længere strækning, er det dog nemmest at gå ind på f.eks. Miljø- og Fødevareministeriets 'MiljøGIS'. Her klikker du dig frem på Danmarkskortet eller søger vha. vejnavne. På de topografiske kort kan du se højdekurver, som du bruger til at bestemme højdeforskelle. En anden og endnu mere præcis metode er at vælge højdedata om specifikke lokalitetspunkter. Når du har styr på højdedata for stigningens bund og top, bruger du kortet målefunktion til at finde vejstrækningens længde med. Nu har du de data, der skal til for at udregne den gennemsnitlige stigningsprocent. Læs mere herom under Bakkelogi. Hvis man gerne vil prøve et rigtigt udfordrende bjerg, skal man så ikke rejse langt? Tja, Alperne ligger godt ti timers kørsel fra Danmark, men der er også andre muligheder. Nordjyderne har kun tre-fire timers rejse til de høje norske fjelde, østdanskerne har lidt længere derop, men kan eksempelvis tage natfærgen til Oslo og køre videre derfra. Det nærmeste store norske bjerg er Gaustatoppen ved Rjukan - her møder man en stigning, der sagtens kan måle sig med de hårdeste alpetoppe. Bjerge i mere moderat størrelse finder man i tyske Harzen og i Ardennerne i Benelux - det er heller ikke så gevaldig langt væk. Helt tæt på den danske rigsgrænse er de store åse i det sydvestlige Sverige. Stigningerne her er selvfølgelig ikke nær så barske som de førnævnte, men de er en tand hårdere, end hvad man finder i Danmark. Læs mere om bjerge i nabolandene under Gebirge. Lige til sidst: Er det ikke ret nørdet at lave en hjemmeside om danske bjerge? Jo. |
