SKABELSEN / ISTIDEN SET FRA OVEN

5. ISTIDEN SET FRA OVEN

Normalt forbinder vi kulde og is med egne nær jordklodens poler. Og det var da også fra nord, at gletsjerne bredte sig ned over Europa under Weichsel-istiden. Men lokalt kan gletsjermassers bevægelser være ret uregelmæssige, fordi de påvirkes af temperaturændringer, landskabets udformning mv.

I Danmark kom isen hovedsageligt fra nordøst. Det ved man, fordi man har fundet såkaldte ledeblokke rundt omkring i Danmark. Ledeblokke er klippestykker, der er blevet trukket med af gletsjere, men hvis hjemsted stadig kan identificeres. Mange ledeblokke har vist sig at stamme fra områder i Sverige. Dertil kommer, at geologerne har analyseret skurestriber. Det er striber på sten, som andre sten, der har siddet indefrosset i gletsjerne, er gledet henover i forbifarten.

Når man sammenholder disse iagttagelser med tolkninger af det nuværende landskabs udformning, kan man langt hen ad vejen kortlægge isens færden i Danmark. Lad os illustrere det med et kort over Sjælland og øerne syd for.

Som det fremgår, har gletsjerne haft mange retninger. En del er kommet fra nordøst, øst og sydøst. Men eksempelvis er Vårby Bakke ved Slagelse skabt af et gletsjerfremstød fra sydvest. Man kan også se, at der er flere næsten parallelle israndslinjer. Det viser, at gletsjerne har været på besøg ad flere omgange.

Ved israndslinjerne vil der typisk være efterladt bakker (jf. Afsnit 2), men de varierer en del i størrelse. Vejrhøj-buen i Nordvestsjælland stiger stejlt til over 100 meter over havet og kan ses milevidt omkring. Derimod er den lange linje ned over Falster næsten ikke til at få øje på, når man befinder sig der eller kigger på et topografisk kort. Der gælder den tommelfingerregel, at jo større bakkerne er, desto mere gletsjeraktivitet har der været (fremstød, afsmeltning, nye fremstød osv.).

Ligesom israndslinjerne har smeltevandet haft sine ruter hen over Sjælland. Sporene fra smeltevandet - i form af tunneldale og åse - ligger ofte nærmest vinkelret på israndslinjerne, hvilket skyldes, at vandet har søgt enten fremad eller bagud i forhold til gletsjerens bevægelsesretning. De to mest markante tunneldalsløb strækker sig fra hhv. Præstø- og Køgeegnen i Sydøstsjælland og frem til Åmosen i Nordvestsjælland. Åmosen har fungeret som en slags samlebrønd for de sjællandske gletsjeres smeltevand. Herfra er vandet løbet roligt videre vestpå mod Saltbæk Vig. Dette forløb dannede den store smeltevandsslette, som også ses på kortet.

Intet areal på Sjælland er uberørt af Weichsel-istiden. Der er godt nok områder, hvor terrænets overflade afviger fra klassisk moræne, f.eks. de ældgamle kridtformationer på Stevns og Møn. Men selv disse er skubbet op af Weichsel-istidens gletsjere.

Lidt anderledes er det i Jylland. Her er der nemlig store områder, der undgik gletsjerne. Hovedtrækkene i Jyllands istidslandskab er vist på kortet nedenfor.

Det grønne område viser den del af den jyske halvø, som blev dækket af Weichsel-gletsjere. Som det ses, trængte de frem fra nord og øst, inden de gik i stå. Opbremsningen skete ved den israndslinje, man betegner som hovedopholdslinjen eller "Ussings linje". Sydvestjylland forblev dermed isfrit. Upåvirket var området dog ikke. Da gletsjerne smeltede, strømmede der nemlig store mængder smeltevand ud mod Vesterhavet. På de flader, der blev oversvømmet, skabtes smeltevandssletter (de gule områder på kortet). Men steder, der lå højere, gik fri. Disse områder kalder man for bakkeøer (de mørkegrå områder). De er de ældste synlige landskabsformer i Vestdanmark - dannet under den næstsidste istid, Saale-istiden, for næsten 100.000 år siden. Specielt kuperet er landskabet ikke. Det skyldes netop dets alder. Erosionen har jo haft ekstra mange årtusinder til at nedbryde ujævnheder i terrænet. Der findes dog også højtliggende bakkeøer. Den største hedder Skovbjerg bakkeø. Her når toppe som Tihøje og Trehøje mere end 100 meter over havet.

Ser man på det øvrige Jylland, er navnlig området mellem Mariager og Vejle Fjorde interessant. Området kan beskrives som en mosaik, bestående af høje plateauer, store tunneldale og ikke mindst dybe tværgående slugter. Slugterne blev skabt af smeltevand fra vigende gletsjere. Fænomenet svarer til det, man kan se ved en jordskråning ved kraftigt regnvejr: på sin vej ned ad skråningen samles regnvandet i små løb, som ved foden spaltes, hvorved der dannes skarpe furer i underlaget. Det er den proces, som - i noget større målestok - fandt sted omkring bl.a. Vejle. Landskabet her opleves som meget dramatisk, frem for alt i kraft af de markante højdeforskelle.

Til sammenligning er området vest for Skanderborg, der inkluderer Danmarks højeste punkt Møllehøj, ikke helt så overvældende. Møllehøj, der måler 170,86 meter over havet, ligger nemlig inde på et plateau, som hæver sig støt og roligt op over det omgivende landskab.

Selvom Weichel-istiden har sat et dominerende præg på Danmarks overflade, så er det ikke sket helt uafhængigt af det terræn, der lå her forud for Weichsel-perioden.

Nogle geologer mener eksempelvis, at de østjyske fjorde allerede eksisterede som lange fordybninger, da den sidste istids gletsjere kom til. Faktum er i hvert fald, at en meget stor del af det centrale Jylland har såkaldte prækvartære aflejringer liggende ganske højt i jordlagene. Disse aflejringer, der er op til 5 millioner år gamle, ligger mange meter over havets overflade i området omkring Ejer Bjerge og kunne altså indikere, at højdedraget har eksisteret inden istiderne. Hvis vi omvendt ser på Limfjorden, der skærer sig gennem det nordlige Jylland, så befinder de prækvartære aflejringer sig her meget lavt - helt ned til 250 meter under havets overflade. Andre steder i Danmark er der dale, der i påfaldende grad ligger oven på dybe dale i undergrunden.

Der er dog også store områder i Danmark, hvor overfladen slet ikke svarer til variationer i undergrunden. Det gælder f.eks. Fyn.

Fortsæt til >> Afsnit 6: Erosion - det evige slid