SKABELSEN / DET EVIGE SLID - Danskebjerge.dk

6. EROSION - DET EVIGE SLID

Ordet erosion kommer af latinsk 'erosio', som betyder slid. I geologien kan erosion foregå på mange forskellige måder og på vidt forskellige niveauer.

Når en stor gletsjer i sneglefart maser sig ned af et bjerg, fungerer den som en gigantisk fil, der med enorm kraft river små og store klippestykker løs. En eroderende proces, som mennesket vil have svært ved at efterligne, selv med nok så store maskiner.

Men også når regnen falder sagte på en skrånende sandbanke (f.eks. på en ås), er der tale om erosion. Blot på en helt anden skala. Regndråben skubber til sandkornene, som må følge fysikkens love og glide ned ad skråningen. Når der er faldet nok dråber, og der er nok sandkorn, der har måttet vige pladsen, begynder der at ske varige ændringer i sandbankens overflade.

Erosion i Danmark:

Eksempler på danske højdedrag, der i dag er under kraftig påvirkning af erosion (vand):
Mogenstrup Ås, Høje Møn, Ærø og Røsnæs.
Derudover er profilen af Hammer Bakker samt østsiden af Tolne-Sæby-højdedraget skabt af det slid, som havets bølger forårsagede tilbage i stenalderen, hvor havet dækkede store dele af det nuværende Nordjylland.

Den påvirkning, der sætter gang i erosionen, kommer fra flere sider. Udover gletsjer-is og nedbør kan også faktorer som vind, varme, kulde, vandstrømme og kemiske processer spille ind. Ofte er nogle af disse forhold til stede samtidig, og selv i egne, hvor de kun er der i ringe omfang, eroderes jordens overflade. For erosionen vinder altid. Det er blot et spørgsmål om, hvor lang tid der skal gå. Tiden er i det hele taget en faktor, der svæver over ethvert landskab, og som konstant er med til at nedbryde det.

Der findes ikke noget bedre vidne til erosionens love end sten. I den følgende illustration skal vi følge en stens vej fra det skandinaviske højfjeld til en dansk strand.

	1. En gletsjer møver sig hen over et bjerglandskab midt under istiden. Selv massive fjeldformationer må give efter og lade gletsjeren skære sig ned i underlaget. Især skarpe klippefremspring er i farezonen for at blive slidt væk. Eller for at blive revet med, sådan som det sker for vores klippestykke.
	2. Indzoomning: Vores klippestykke holdes i et jerngreb af gletsjeren og skubbes nu af sted sammen med de gigantiske ismasser. Når gletsjeren glider hen over klippegrunden, slides de skarpeste hjørner af klippestykket, der efterhånden mere ligner en stor sten. Sammenstød med andre sten får stenen til at erodere yderligere.
	3. Vores kære sten er omsider nået til Danmark. Imens har gletsjeren mistet pusten, og stenen kan holde sig et tiltrængt hvil sammen med de andre sten fra det høje nord. Men ikke længe. Den smeltende is fra gletsjeren resulterer nemlig i store vandmasser, der igen udsætter det unge gletsjerskabte landskab for kraftig erosion. Stenen transporteres nu med smeltevandet til et nyt sted.
	4. Stenen i dag. Den fortsatte erosion har forsynet det før så stolte klippestykke med harmløse, runde former. Til gengæld har stenen fundet sig godt til rette imellem noget dansk grus og ler nær kysten. Men det varer næppe længe. Nedenfor skvulper havets bølger ind mod kysten, og det er kun et spørgsmål om tid, før gruset må give efter, og stenen falder ned på stranden. Endnu en rejse venter - og også denne er forårsaget af erosion.

I illustrationen er der i udgangspunktet tale om et forholdsvis stort stykke klippe, og derfor er der også en del tilbage af det, når det ankommer til den danske kyst. Men meget af det materiale, som kom til Danmark i istiden, blev allerede findelt på et tidligt tidspunkt. Det finder man i dag som grus, sand og ler. Grus er betegnelsen for partikler, som er mellem 2 og 20 mm i diameter, sandpartikler er mellem 0,063 og 2 mm, og lerpartikler mindre end 0,002 mm.

Jo mindre partikler er, desto nemmere lader de sig flytte af eksempelvis vind og vand. Det betyder, at der ofte sker en sortering i jordlagene ved transport. Hvis en bunke materiale bestående af f.eks. sten og sand ligger i en smeltevandsflod, vil sandet typisk blive transporteret langt væk, mens stenene kun flytter sig over en kort distance.

Mange gange vil der yderligere ske det, at det borttransporterede materiale bliver begravet af andre materialer, der kommer til og lægger sig ovenpå.


Den kendte gletsjer Hardangerjökulen i Midtnorge. I smeltevandsløbet i forgrunden ligger masser af små og store sten, som gletsjeren har ført med sig oppe fra bjerget.	En klint bestående af sten, grus og ler på den sjællandske halvø Røsnæs. Mange sten er faldet ned på stranden, og flere er på vej. Regnvand er også med til at erodere klinten oppefra.

Erosion er på én gang den fredeligste og den mest aggressive kraft i naturen. På den ene side foregår den som regel umådeligt langsomt, og den er oftest bare en følgevirkning af andre, mere iøjnefaldende fænomener (nedbør, is osv.). Til gengæld er erosionen stærkere end selv det stolteste bjerg. Geologer har fastslået, at en hel bjergkæde kan blive jævnet med jorden alene gennem erosion. Det tager godt nok 50 millioner år, før bjergkæden er helt forsvundet. Det er lang tid, men dog kun omkring 1 procent af Jordens nuværende alder.

Alle illustrationer og fotos: Danskebjerge.dk - undtagen foto af Hardangerjökul (Wikipedia).