HØJE MØN - FAKTA

Intet andet sted i den danske natur finder man så dramatiske højdeforskelle som på det østlige Møn. Den store hvide klint rejser sig brat fra kysten og byder på svimlende udsigter og stejle trapper. Men også andre steder på Høje Møn er der gode udfordringer for den bjergtrængende.

     
Højeste punkt: Aborrebjerg, 143 moh.   |  Største peak-factor: Aborrebjerg, 143 m.   |  Områdets størrelse: Ca. 50 km².

Geografi: Som navnet antyder, ligger Høje Møn højere end det øvrige Møn. Adskillelsen går dér, hvor der i tidligere tider lå en fjord, nemlig nord og syd for byen Borre. Hele landskabet øst for denne nu tørlagte lavning kaldes Høje Møn. Se kort over området.

Bakkeområdet på sydsiden af Klinteskoven med Kongsbjerg (135 moh.) som højeste punkt. Landskabet her ligger hen som overdrev. Bevoksningen holdes nede enten ved kreaturers græsning eller ved menneskehånd. Det giver et helt særligt dyreliv og og synliggør højdeforskellene i landskabet.
Parti fra Hylledals Slugt. Erosionen ses tydeligt: regnvandet har gravet lodrette riller i klinten.

Baggrund: Høje Møns historie begynder for ca. 70 mio. år siden. Dengang var Danmark dækket af et hav, hvori der levede en masse smådyr og organismer, bl.a. nogle særlige alger. Disse alger havde en skal af kalk, som blev tilbage, når algerne døde. Med tiden blev der derfor dannet et tykt lag af kalk på havets bund, suppleret af skeletter fra bl.a. blæksprutter og søpindsvin.

Mange millioner år senere hævede havbunden sig, sådan at den hvide kalk blev blotlagt. Og så kom istidens gletsjere fra øst. Som kæmpemæssige bulldozere fræsede de kalklagene op foran sig. Store mængder sand og ler røg med i købet, men i den østlige ende af Høje Møn bestod de opskubbede lag af næsten ren kalk, også kaldet kridt.

Efter istiden skabtes så selve klinten. En klint er en stejl skrænt, der opstår ved havets nedbrydende virksomhed ved skæntens fod. På Høje Møn gnaver havet i kalken, således at der ind imellem sker skred, og klinten får sin karakteristiske stejle profil. Disse skred kan dog også forårsages af meget tørre eller meget våde perioder, der destabiliserer klinten. I gennemsnit forsvinder der årligt op til en halv meter af Møns Klint. Men der er stadig masser af kridt at tage af - man har regnet ud, at der vil gå mindst 10.000 år, før hele klinten er eroderet bort -, så der er god tid til at nyde både klintens skønhed og muligheden for at finde fossiler af blæksprutter, søpindsvin mv. på den mønske østkyst.

I dag er Møns Klint da også en stor turistattraktion. I 2007 åbnede Geocenter Møns Klint, som formidler viden om områdets natur og geologi. Geocenteret arrangerer også det årlige Klinteløb.

Aborrebjerg set fra nord. Strækningen fra stien i bunden af billedet og op er cirka 210 meter lang og stiger med 21% i snit. På toppen kan man forvente at blive mødt af geder. Se her hvordan det er at løbe derop! (video)
Der er fem trapper på Møns Klint. Her ses trappen ved Røde Udfald.
Terræn: Når man kommer kørende østpå fra Borre, vil man opleve et jævnt stigende landskab, indtil man når Klinteskoven. Her tiltager stigningerne - med Aborrebjerg (143 moh.) i nordøst og Kongsbjerg (135 moh.) i sydvest som de mest markante højdepunkter. Begge toppe er ganske udfordrende at bestige, næsten uanset fra hvilken side man gør det. Der er dog kun stier til disse toppe.

Det er imidlertid selve klinten, der er mest interessant, hvis du er ude efter de helt store højdeforskelle. I nordenden af Høje Møn er klinten forholdsvis lav - under 50 meter høj -, men ved Hellehavns Nakke knækker den en smule og bliver mere østvendt. Samtidig vokser klinten i højden og når flere steder op over 100 meter. Ved Dronningestolen, der ligger i Møns Klints sydlige del, rækker et klinteparti helt op i 128 moh. Herfra falder højden igen gradvist. Ved Høje Møns sydkyst ophører Møns Klint helt.

Teoretisk er der mulighed for at gå eller løbe langs hele klinten. Virkeligheden er dog ofte en lidt anden. Når der sker skred, blokerer nedfalden kridt mv. nemlig for videre passage (og forsøg på at kravle op over eller uden om kan ikke anbefales). Desuden er underlaget visse steder temmelig stenet - med dertil hørende risiko for at vride om. Men man kan jo også nøjes med at bevæge sig ned til kysten og så op igen - ad de meget udfordrende trætrapper. Den største af dem ligger ved Geocenteret og har 497 trin. Her bliver lår, puls og viljestyrke virkelig sat på en prøve. Hvis man kan klare sig med lidt færre højdemeter, er det omfattende stisystem i Klinteskoven også en rigtig god oplevelse. (Husk bl.a. at nyde de lysegrønne trækroner - de særlige jordbundsforhold giver bladene en fin forårsagtig farve, også sent på sommeren.)

For mountainbikere er Møns Klint for nylig blevet endnu mere interessant. Skov- og Naturstyrelsen har nemlig lavet en særlig mountainbikerute, som er ganske krævende. Du kan læse mere om den her.

Cykelmotionister, der vil have asfalt under sig, bliver i nogen grad snydt for de store stigninger på Høje Møn. Hverken klinten eller Klinteskoven har underlag, der duer til racerhjul. Så de tohjulede må nøjes med de stigninger, som ligger i udkanten af det højeste Møn. Her er der muligheder mod syd, hvor man bl.a. finder Gurkebakken (4,2% i snit over 1650 meter med en maksimal hældning på 11,5%), ligesom der er nogle mindre stejle stigninger nord for Klinteskoven. Hovedgaden i Borre byder på en fin bakke (3,9% over 900 m), men der må vi så dispensere en smule, for den ligger faktisk lidt uden for det område, man kalder Høje Møn.

(Alle fotos: Danskebjerge.dk)


Høje Møn: Fakta   |   Høje Møn: Anmeldelse   |   Høje Møn: Kort