|
|
RØSNÆS - FAKTA
Klint, strand, fyrtårn - og stejle gader. Det er noget af det, den sjællandske halvø Røsnæs kan byde på. Der er tale om et unikt landskab, der starter i et parcelhusmiljø og slutter på en odde omgivet af bælt, fjord og næsten uberørt natur.
|
|
|
Højeste punkt: Småhøje, 65 (64) moh. | Største peak-factor: Småhøje, 65 (64) m. | Områdets areal: Ca. 35 km².
|
|
Geografi:
Røsnæs er den ca. 15 km lange nordvestsjællanske halvø, der ligger mellem centrum af Kalundborg og Røsnæs Rev. Det vestligste punkt på Røsnæs er samtidig hele Sjællands vestligste punkt - faktisk ligger spidsen af Røsnæs længere mod vest end den jyske by Grenå. Røsnæs er omgivet af Kalundborg Fjord i syd og Samsø Bælt i vest og nord. Mod nordøst er højdedraget afgrænset af et lavland, der vender ud mod Saltbæk Vig.
Se kort over området.
|
|
På sydkysten af Røsnæs er der flere steder over 20 højdemeter op til kanten af klinten.
|
|
Et typisk eksempel på erosion. Nedløbende regnvand udgraver små ridser i klinten. Samtidig slider havets bølger på klinten nedefra. Med tiden vil klintens yderste lag blive så svagt, at det falder ned på stranden.
|
Baggrund: Røsnæs er en af flere randmorænedannelser, der er karakteristiske for Sjællands nordvestlige kyst. Ligesom nabo-halvøen Asnæs ligger den udstrakt i en sydøst-nordvestlig retning. Det er resultatet af, at en gletsjer har presset sig op gennem Storebælt fra syd og gjort holdt forskellige steder. Hvert sted er der blevet efterladt en rand af ler, sand og grus.
På Røsnæs har denne rand fået et særligt markeret udtryk. Havet, blæsten og regnen har nemlig ædt sig ind på halvøen fra både nord og syd. Derved er klinterne opstået. Nogle steder er klintesiderne næsten helt lodrette, og man kan gå tæt på og røre ved morænejord, der først nu har set dagens lys igen efter at være bragt til Røsnæs med ismasserne for ca. 15.000 år siden.
Med sin særprægede natur og de smukke udsigter er Røsnæs et populært udflugtsmål på søndage, hvor solen skinner, og blæsten ikke er alt for strid. Lystfiskere søger også i stort tal til Røsnæs. Her skal torsk, ising, hornfisk og fladfisk være til at få på krogen.
Terræn:
Det mest kuperede terræn finder man på den sydvestlige halvdel af Røsnæs.
|
Et kig ned over Bøgebakken fra et af dens stejleste steder.
|
Klinterne er gevaldigt stejle - faktisk så stejle, at man ofte må gå et stykke vej for at finde en sti, der fører ned eller op ad dem. Kysterne er farbare, men til tider næsten umulige at løbe eller cykle på pga. de mange sten. Længere oppe på klinterne kan buskadser - deriblandt tjørnebuske - være en hindring.
De stejleste asfalterede bakker befinder sig i Kalundborgs nordvestlige udkant omkring bydelene Brandsbjerg og Raklev. Her møder man også Røsnæs-halvøens højeste punkt, Småhøje, der måler 65 moh. (eller måske kun 64 moh. - kortene er ikke helt enige).
Bøgebakken er en af de hårdeste bakker i Østdanmark. Den stiger med 6,9% i snit over 800 meter og har en maksimal stigning på 19%. Ved siden af ligger Tjørnebakken. Den er kortere, men har en maksimal stigningsprocent, man i den grad kan stikke sig på: hele 21! Tjørnebakken er dermed blandt Danmarks 10 stejleste gader. (Se "konkurrenterne" her.)
Alle fotos: Danskebjerge.dk
|
|
|