|
|
KIDDESVEJ STIGER MED 19% - OG DERMED BASTA!
Som lystfiskeren, der skal fortælle om sin kæmpe fangst, har også løbsarrangører det med at lægge lidt til, når de skal imponere. I denne artikel skærer Danskebjerge.dk igennem og afdækker Kiddesvejs sande stigningsprocenter.
|
Troels Vesterlund Nielsen i gang med stejlhedsmåling på Kiddesvej i Vejle.
|
Post Danmark Rundt står for døren, og så skal vi endnu engang høre om den stejle Kiddesvej i Vejle, hvor terrænet stiger med op til 21%.
Tallet nævnes flere steder på løbets egen hjemmeside, og landets medier holder sig heller ikke tilbage: Kiddesvej stiger med hele 21%. Skriver de.
Men passer det? Nej, siger vejlenseren Troels Vesterlund Nielsen, der kender områdets bakker bedre end de fleste.
- Arrangørerne af Post Danmark Rundt har sagt 21%, lige siden Kiddesvej kom med i løbet i 2004.
- Men jeg tror ikke, de selv har været ude og måle. Når de siger 21%, må det være for at få det til at lyde godt, mener Troels Vesterlund Nielsen.*)
|
Grafikken viser, hvordan stigningsprocenterne udvikler sig, når man kommer fra nord (fra Koldingvej).
|
Egne målinger
Han har selv flere gange lavet egne målinger på Kiddesvej. Både på den gammeldags manér med tommestok og traditionelt vaterpas og for nylig også med elektronisk vaterpas. Hver gang er resultatet det samme: 19%.
- Man kan altid diskutere målemetode, men man kan helt sikkert ikke lave målinger på Kiddesvej, der viser 21%, med mindre man er meget kreativ, siger Troels Vesterlund Nielsen.
Danskebjerge.dk har også undersøgt hældningen på Kiddesvej, både manuelt og elektronisk. Disse målinger bekræfter, at den maksimale stigningsgrad er 19%.
Det stejleste stykke finder man omtrent ud for adressen Kiddesvej 30. Alle de nævnte målinger er foretaget på et reelt og farbart stykke asfalt. Aparte vinkler på f.eks. brønde og asfaltreparationer er udeladt.
Kiddesvej overgået
Med de nu fastslåede 19% som maksimal stigning er Kiddesvej faktisk ikke engang blandt de 10 stejleste veje i Danmark. Det viser en netop offentliggjort liste på Danskebjerge.dk. Alene i Vejle er der fem gader, der er stejlere: Gl. Kongevej, Strandgaardsvej, Dornsvej, Mølgårdsvej og Christian Winthers Vej. Sidstnævnte skråner med op til 25,5%, hvilket er Danmarksrekord.
Med den liste, som nu er kommet, håber Troes Vesterlund Nielsen, at bakkesnakken bliver lidt mere kvalificeret:
- For når man er fascineret af bakkerne i landskabet og har studeret deres forløb, så er det ærgerligt og irriterende med de mange forkerte oplysninger, man hører.
|
Aften på Kiddesvej. En cykelmotionist nærmer sig stedet, hvor stigningsprocenten når op på 19.
|
Læs om hvordan vejen blev berømt: HISTORIEN OM KIDDESVEJ >>
*) Opdateret sommer 2016: Godt et halvt år efter offentliggørelsen af ovenstående artikel fra 2013 anerkendte DCU, at Kiddesvej stiger med 19 og ikke 21 procent. Det skete i en pressemeddelelse, der tidligere kunne læses på dette link, men som desværre ikke længere er tilgængelig. I foromtalen af PostNord Danmark Rundt 2016 skrev DCU, at Kiddesvej stiger med op til 21 procent. Danskebjerge.dk fortsætter kampen for sandheden i denne sag.
Grafik og fotos: Danskebjerge.dk. Brug venligst ikke disse uden tilladelse. Ved brug af data bedes du kreditere Danskebjerge.dk.
Danmarks stejleste asfalt er fundet
|
Top 20-listen
|
Andre stejle
|
Sådan blev det gjort
|
Chr. Winthersvej
|
Kiddesvejs 19%
|
|
|