Bestyreren af Danskebjerge.dk er her i færd med - ikke uden smerte - at bestige den pivstejle Kiddesvej i Vejle under et løb for cykelmotionister.
OM DANSKEBJERGE.DK
Danskebjerge.dk har været i luften siden den 12. december 2006.
Formålet:At øge kendskabet til variationerne i det danske landskab, især de mest kuperede områder. Her kan du læse mere om formål, målgruppe mv.
Tanken bag:Danmark er undervurderet som bakkeland. Jo, der er områder, som vitterlig er "flade som pandekager", men der findes også landskaber med markante højdeforskelle.
Disse steder byder dels på fine naturoplevelser, dels på gode muligheder for at dyrke spændende motion. Derfor er der en idé i at gøre folk opmærksomme på de steder.
Jeg har flere gange oplevet, at selv lokale beboere kan blive overrasket over, hvor store bakker der i virkeligheden findes i nærheden af dem.
Manden bag:Jeg er selv en habil motionist, der løber og cykler (og dyrker et par andre sportsgrene). Min længste gennemførte distance på cykel er 170 km og i løbesko 42,2 km (maraton). Efterhånden har jeg været godt omkring i Danmark, og jeg kender derfor så godt som alle større danske bakker. Deres historie og geologi interesserer mig også.
Du kan skrive til mig på denne adresse:
Min bakke-interesse har udviklet sig over flere år. Den startede vel i barndommen med sommerferierne til Norge, hvor synet af selv den mindste fjeldtop vakte min eventyrlyst. Senere blev jeg fascineret af stigninger og stigningsprocenter, når der var Tour de France i tv. Men efterhånden som jeg blev tiltrukket af forskellige former for konditionstræning, blev det relevant at se på, hvilket terræn de hjemlige himmelstrøg har at byde på. Fysisk aktivitet i kuperet landskab giver nemlig både udfordringer og god variation, hvilket er super værdifuldt for enhver træning. Bakke-interessen handler dog også om at finde og opleve steder ud fra en anden tilgang end den, man typisk bliver spist af med i en turistbrochure. Et højdedrag kan i sig selv være en seværdighed.
Omtale:Danskebjerge.dk er gennem tiden blevet nævnt i adskillige medier, små såvel som store. Her er nogle eksempler fra de første år:
Indholdet:På Danskebjerge.dk kan du finde information om alt fra længden af en bestemt stigning til geologi og synspunkter om bakker. Brug menuen til venstre til at navigere dig frem. Indtil videre kan du finde følgende:
- Søgning: Søg på bakker ud fra kategorier eller geografi.
- Blogsbjerg: Danskebjerge.dk's blog med korte nyheder mv.
- Højdedrag: Her finder du Danmarks 24 største højdedrag.
- Dansktop: Forskellige lister over Danmarks højest beliggende punkter.
- Stejlest: Bl.a. beskrives, hvordan man måler og sammenligner bakkers hældning.
- Bakkelogi: Terminologi om bakker.
- Temaer: En tematisk inddeling af en lang række artikler.
- Bjergløb: Guide til bjergrige danske motionsløb og tips til hvordan du skal gribe interval- og bakketræning an.
- Skabelsen: For de videbegærlige gennemgås her bakkernes geologiske opståen.
Danskebjerge.dk kan skam også mødes på fladt underlag!
- Topolitik: Her finder man betragtninger, som handler om bakker, og som på den ene eller anden måde har med det omgivende samfund at gøre.
- Gebirge: Danskerne har trods alt ikke så langt til bjerge, der godt kan måle sig med de danske.
- Artikler: En stor samling af de skriverier, der er blevet bragt på selve sitet eller på bloggen.
- Galleri: En samling af Danskebjerge.dk's egne fotos fra forskellige danske bakkelandskaber.
- BaqqeFAQ: Måske besvarer jeg her nogle af de bakke-spørgsmål du går og grunder over?
- Om sitet: Nå ja, det er jo denne side. Tjek også side 2 (mere om formålet) og side 3 (om ophav).
Hvis du støder på forældede informationer på nogen af siderne - eller informationer, som du betvivler rigtigheden af -, så skriv gerne til mig. Du må selvfølgelig også sende mig andre kommentarer.