De hårdeste motionsløb i 2016:
FORANDRINGER TRUER BJERGKLASSIKERE, MEN...

For niende år i træk kårer Danskebjerge.dk landets mest bakkede motionsløb.

Da listen blev udarbejdet første gang, var løb en motionsform i fremgang. Sådan er det ikke mere, men hold nu hovedet koldt, lyder opfordringen til løbsarrangørerne fra Danskebjerge.dk.


Juleløbet Skamling er for første gang med på listen over danske bjergløb. Løbet er i sin nuværende form begyndt i 2012, men det bygger på et ældre løb, som blev afviklet indtil 1990'erne. Rutens omdrejningspunkt er monumenterne på og omkring den navnkundige Skamlingsbanke (top: 113 moh.). På billedet til højre ovenfor ses en deltager passere Klokkestablen - et mindesmærke for faldne modstandsfolk. Se også tv-reportage fra løbet her.

Visse ting har ændret sig, siden Danskebjerge.dk begyndte sin tradition med kåringer af motionsløbsruter. Blandt andet er trail- og ultraløb blevet mere udbredt.

Trailløb er løb, hvor ruterne er lagt på smalle spor og i nogle tilfælde i det rå, naturlige terræn.

Ultraløb er typisk løb med lange distancer, hvilket i praksis vil sige længere end maratondistancen.

Nye løb på listen fra 2016:

· Juleløbet Skamling (Sydjylland)
· Gug Alpe Marathon (Nordjylland)

Se hele bjergløbslisten her.
I nogle løb er de to løbsformer kombineret. Fælles for dem er, at de har til hensigt at udfordre deltagerne mere end normalt og at give dem en særlig oplevelse.

Og hvad betyder det så for Danskebjerge.dk's bjergløbsliste? Ja, det kunne i hvert fald gøre listen svær at administrere. Hvis man optog alle danske løb med mange højdemeter, ville det hurtigt blive en lang liste. Og den ville være krævende at vedligeholde og opdatere, fordi netop events som trail- og ultraløb ofte er engangsbegivenheder. Samtidig har disse løb ofte en ret snæver målgruppe. De er mest for dem, der har en specialiseret interesse inden for løb og motion, og der sigter bjergløbslisten altså bredere.

Kriteriernes nødvendighed
Det er derfor, at der er forskellige kriterier, som skal opfyldes, for at et løb kommer med på listen. Bl.a. skal det have et vist deltagerantal, det skal have været afviklet flere gange, og så skal eventen tilbyde ruter, hvis distancer ligger inden for det, som en normal motionist vil kunne træne sig op til at gennemføre.

Der er også et kriterie, der udelukker specialløb. Men grænsen mellem specialløb og "almindelige motionsløb" kan være uskarp. Tager man f.eks. begrebet trailløb, så kan det godt lyde som et specialløb. Men i praksis dækker begrebet et ret bredt spektrum af rutetyper, og nogle gange ser man ordet anvendt om løb, som kun har ganske korte passager med afvigelser fra veje og stier. Her er det et skøn, der afgør, om et sådant løb kommer med på Danskebjerge.dk's liste.

Den bredere vifte af motionsløb kan godt betragtes som en positiv udvikling. Men som aktivitet er løb stagnerende, og mange løbeevents oplever faldende deltagerantal. Nogle mener, at vejen til at holde sig flydende er at gøre hvert enkelt løb mere unikt. Altså gå i retning af de førnævnte specialløb. Men spørgsmålet er, om det nu også er en varig løsning.

Tidligere vindere i Danskebjerge.dk's kåringer:

· 2008: Brutal Marathon
· 2009: Midtjysk Bjergløb
· 2010: Midtjysk Bjergløb
· 2011: Brutal Marathon / Midtjysk Bjergløb
· 2012: Hammer Trail / Midtjysk Bjergløb
· 2013: Brutal Marathon / Hammer Trail
· 2014: Brutal Marathon / Highland Trail
· 2015: Highland Trail

Fra og med 2011 blev løbene inddelt i kategorier efter distance.
Stolte traditioner
Danskebjerge.dk synes, det er strålende, at der findes motionsløb af forskellige slags, sådan at eksempelvis dem, der vil slå rekorder eller blot have en let og overskuelig løbeoplevelse, kan vælge flade ruter, mens dem, der vil udfordre sig selv på sværhedsgrad og teknik, kan gå efter løb i mere udfordrende terræn. Men motionsløb handler ikke kun om ruter og løbemæssige udfordringer. Det handler også om traditioner. Og det kan være en væsentlig styrke ved en løbeevent, at den er en tilbagevendende begivenhed med et genkendeligt format.

Tænk en gang på cykelsporten. Alle de store og berømte løb har mange år på bagen. Éndagsklassikerne - Paris-Roubaix mv. - har endda ruter, der sjældent ændrer sig. De starter og slutter samme sted år efter år, og mange af de stigninger, som rytterne møder, er gengangere. Denne genkendelighed har ikke gjort løbene mindre. Tværtimod. Men succesen kræver, at arrangørerne har lidt is i maven i de perioder, hvor entusiasmen stagnerer. Tradition er oplagret succes.

Gug Alpe Marathon kommer i både en sommer- og en vinterudgave. Det er blevet optaget på listen over bjergløb for første gang i 2016. Løbets rute er en 4 kilometer lang rundstrækning, der primært ligger i et beboelsesområde. Ifølge arrangøren befinder rundstrækningens laveste og højeste punkt sig hhv. 13 og 66 meter over havet.

De løb, man finder på Danskebjerge.dk's bjergløbsliste, er alle løb, der har været afviklet flere gange. Og hovedparten har været på listen siden begyndelsen. Det er altså ganske robuste arrangementer. Her i julen 2016 (bjergløbslisten bliver altid opdateret på dette tidspunkt af året) er to løb, der ikke tidligere har været på listen, blevet tilføjet. Det er Juleløbet Skamling og Gug Alpe Maraton. Danskebjerge.dk skønner, at de i sværhedsgrad er på omtrent samme høje niveau. Find de to løb på listen over bjergløb. Du kan også se fotos fra løbene og beskrivelser af dem her på siden.

Der er indført en lille ny feature i år. Nemlig et forbehold ved de løb, hvis status er usikker, f.eks. fordi de ikke blev afholdt i det forløbne år. Forbeholdet udtrykkes ved en asterisk (*) ud for løbets navn.

Hele listen over Danmarks mest bakkede motionsløb finder du her.

Fotos på denne side: Fra løbenes Facebooksider.