Bornholmerne tager over:
KLIPPEØ BØD PÅ DANMARKS HÅRDESTE MOTIONSLØB I 2012

Salomon Hammer Trail stiller hårde krav til deltagerne. De skal være i god form, og så skal de selv medbringe en vis mængde sikkerhedsudstyr.
Det nordvestlige Bornholm byder på en hel del seværdigheder, som hvert år lokker tusinder af turister til. Nu er de samme seværdigheder blevet en del af en ny attraktion: Danmarks hårdeste motionsløb, Salomon Hammer Trail.

Det er femte gang, at Danskebjerge.dk kårer Danmarks hårdeste motionsløb. Det sker med udgangspunkt i listen med landets mest kuperede løb.

Kåringen bygger primært på en vurdering af antallet af højdemeter i forhold til rutens længde. Men andre forhold spiller også ind. F.eks. skal løbene have nogle år på bagen, og der skal være en solid deltagertilslutning.

Disse ting har Salomon Hammer Trail. Og meget mere.

For ét er at skulle forcere klippesider ad stejle trapper og lange stigninger via smalle, ujævne stier. Men ruten er også visuelt betagende - med smuk og ganske udansk natur og storslået udsigt ud over Østersøen. Og når kræfterne begynder at ebbe ud, kan man få et puf af historiens vingesus: Man passerer nemlig ikke bare borgruinen Hammershus, men også nogle af Danmarks største, nu udtjente granitbrud.

Historieinteresserede løbere har masser at kigge på, mens de kæmper sig igennem Salomon Hammer Trail.
Hårdheden går ud over farten
Ruten er lagt på en 25 km lang rundstrækning. Den kan man "nøjes" med at gennemføre én gang, men på maratonruten er der endnu flere strabadser, man skal klare. Det barske terræn går selvfølgelig ud over farten. Man kan roligt regne med en sluttid, der er mindst 50% langsommere, end hvad man ville opnå på en flad rute.

Med 550 højdemeter på 25 km-distancen og knap det dobbelte på maratondistancen er Salomon Hammer Trail en større udfordring end de seneste års titelindehavere, Aalborg Brutal Marathon og Midtjysk Bjergløb. Ganske vist er der forbundet en vis usikkerhed med angivelser af højdemeter, men Hammer Trails margen er så klar, at der ikke kan være tvivl om det bornholmske løbs hårdhedsmæssige overlegenhed.
Tidligere vindere:

  • 2008: Brutal Marathon
  • 2009: Midtjysk Bjergløb
  • 2010: Midtjysk Bjergløb
  • 2011: Brutal Marathon

  • De jyske bjergløb har dog mulighed for at kravle op ad rangstigen igen til næste år. Salomon Hammer Trail afvikles i 2013 nemlig uden maratondistance. Der vil fortsat være endnu længere distancer, men disse henvender sig til egentlige ultraløbere og er ikke med i Danskebjerge.dk's opgørelser.

    Se film fra Salomon Hammer Trail her:


    Hele listen over de hårdeste danske bjergløb finder du her.



    Har DU løbet Salomon Hammer Trail? Så fortæl om det på bloggen.