AALBORG HAR DANMARKS HÅRDESTE MOTIONSLØB

42,2 kilometer på to ben er hårdt nok i sig selv. Men når distancen tilmed skal klares på en rute med mere end 12 lange og stejle bakker, så får selv de sejeste løbere deres sag for. Aalborg Brutal Marathon har længe gået for at være et af de mest barske løb herhjemme, og nu er det blevet slået fast: Det traditionsrige løb omkring Mølleparken er simpelthen det hårdeste motionsløb i hele landet.

Det er webstedet Danskebjerge.dk, der har udpeget Aalborg Brutal Marathon som det hårdeste. Kåringen sker på baggrund af en stor mængde data, som Danskebjerge.dk har indsamlet om de største danske "bjergløb". Løbenes distancer varierer, og underlaget kan være både grus og asfalt, men fælles for løbene er, at de foregår i meget kuperet terræn.

I sidste ende er højdemeterne dog ret afgørende - altså angivelsen af, hvor mange meter det går opad undervejs. Og her sætter Aalborg Brutal Marathon sig på førstepladsen. Når man lægger stigningerne sammen, bliver det til omkring 575 højdemeter (arrangøren selv oplyser tallet 736). Det kan end ikke de hårdeste motionsløb i Midtjylland eller på Bornholm hamle op med.

Interessen for bakkede motionsruter har været voksende de senere år, og der arrangeres ind imellem løb med endnu skrappere stigninger, end man finder ved maratonløbet i Aalborg. I den sammenligning, som Danskebjerge.dk har foretaget, indgår dog kun de løb, der har nogle år på bagen, og som typisk har over 100 deltagere.

Den samlede liste over Danmarks hårdeste motionsløb kan ses på webadressen www.danskebjerge.dk/bjergloeb2.htm.


2008-udgaven af Aalborg Brutal Marathon blev løbet i silende regn. Hvilket bare gjorde den i forvejen rekordhårde rute endnu hårdere.