|
|
TILBAGEBLIK: SÅDAN OPLEVEDE DANSKERNE GIRO'EN
|
Fränk Schleck får opbakning fra folkemasserne under enkeltstarten i Herning 5. maj.
|
Du kan måle det på antallet af tilskuere. På omfanget af logistikken. Eller på, hvor stort et geografisk område der blev berørt.
På næsten alle planer vil Giro d'Italias tredages besøg i det kolde nord indskrive sig i dansk sportshistorie som en begivenhed af kæmpe dimensioner.
Danskebjerge.dk ser her - i ord og billeder - tilbage på det italienske visit, der på mange punkter, omend ikke alle, var en stor succes.
Begivenheden var først og fremmest enestående. Ingen - bortset fra et par driftige folk i Herning-/Horsens-området - havde seriøst forestillet sig, at Giro'en pludselig ville komme til disse breddegrader. Men det skete, og interessen blev massiv, vel især fordi det hele netop var så usædvanligt og næppe vil gentage sig i den nærmeste fremtid.
Giro'en var jysk
Sidste års cykel-VM på dansk grund var også en stor ting. Men hvor VM'et var en københavnerbegivenhed, så var Giro d'Italia jysk. Det var jyske penge, der i høj grad gjorde Giro'ens besøg muligt, og det var på jyske landeveje, det foregik. Og derfor var der blandt de titusindvis af mennesker, der stod langs vejene, selvfølgelig også masser af lokale jyder, der var trasket ud på fortovet for at se verdens bedste cykelryttere suse forbi matriklen. Men der var også mange danskere fra andre dele af landet, ligesom en hel del nordmænd havde taget opstilling i vejsiderne.
|
|
Den største glæde er ofte forventningens glæde. Her er det mor og søn i en klitbakke nord for Søndervig.
|
Det er ikke så mange verdensbegivenheder, der kommer til Vestjylland, men det gjorde Giro'en.
|
Pink blev in
Den tydeligste tråd gennem hele arrangementet havde dog hverken med geografi eller nationalt tilhørsforhold at gøre. Fællesnævneren var derimod den lyserøde farve, der kendetegner Giro d'Italia. De ihærdigste tilskuere var klædt i lyserødt fra top til tå, og selv i toppen af flagstængerne hang der lyserøde Giro-flag og blafrede. Klichéen om folkefest i rødt og hvidt holdt altså ikke helt stik denne gang. Det var folkefest i pink!
Danskebjerge.dk var til stede alle tre dage. Se nogle billeder fra oplevelsen her. Efterfølgende har Danskebjerge.dk indsamlet et væld af klip fra Youtube, hvor man ser rytterne passere. Altsammen fra publikums synsvinkel. Det er nu blevet til en lille film, som du kan tjekke ud herunder. Måske er din egen by med på nogle af klippene? Eller måske er du selv med?
Snydt for gratis reklame
Entusiasmen i de byer, som Giro'en skulle besøge, var stor. Til tider muligvis for stor. For godt nok kan en tv-transmitteret begivenhed give omtale. Men det selskab, der skal stå for transmissionen, har mange andre ting at tage hensyn til end at sørge for "beauty shots" af købstæder. Det måtte man sande i bl.a. Ringkøbing, som lå så tidligt på ruten på 2. etape, at udsendelsen slet ikke var begyndt, da feltet ankom. Se indslag om dette her.
Noget var der dog at glæde sig over for de danske branding-bureauer. Helikopterbillederne fra Vestkysten imponerede, selvom de kun blev vist forskudt. Og også landbruget fik vist flaget - eller rettere cyklen:
Italiensk assistance
Organisatorisk var arrangementet en succes. De danske arrangører skabte gode rammer for ryttere og publikummer, og det meste kørte som smurt. Tjek også Giro d'Italias eget syn på årets løb her.
En del af succes'en må dog også tilskrives de italienske hovedarrangører, som selv tog sig af en stor portion af logistikken. Således kunne man eksempelvis se italienske arbejdshold opsætte og fjerne de barrierer, der stod langs opløbsstrækningerne.
(Helt rart at få bekræftet, at vennerne i syd godt kan få ting til at fungere, selvom togfabrikken Ansaldobreda har gjort meget for at bevise det modsatte...)
Tv-produktionen stod der også Italien på, og i højttalerne kunne man skiftevis høre en dansk og en italiensk speaker, på trods af at der ikke lod til at være ret mange italienske tilskuere på plads i det jyske.
|
|
Selvom man fra dansk side lagde masser af kræfter i Giro'ens besøg, så var det i høj grad italienerne, der stod for afviklingen af de enkelte etaper. Her er det en italiensk løbsleder, der koordinerer trafikken ved opløbssvinget på 2. etape i Herning.
|
Billeder fra luften er i dag et must, når der skal transmitteres tv fra større etapeløb. Her ses det italienske tv-selskab RAI's helikopter i luften over Herning. Bemærk kameraet, der er monteret nede foran på helikopteren.
|
Kedeligt rutevalg
Én ting skuffede. Nemlig ruten. Eller det vil sige: hvis man elsker sprinteretaper, var det lige sagen.
Allerede ved offentliggørelsen af ruten stod det klart, at udbrydere ville få det utrolig svært. Der indgik vel en håndfuld seriøse bakker i de tre etaperuter, hvilket er et meget lavt antal, især når man tager i betragtning, at 3. etape gik gennem det stærkt kuperede Søhøjland. På 2. etape kunne en meget stærk blæst måske have gjort en forskel, men den udeblev, og så var vejen banet for Cavendish og de øvrige sprintere. Ret forudsigeligt, hvis man spørger Danskebjerge.dk, der skrev et læserbrev om det.
I nedenstående interview forklarer rutechefen bl.a., at ruten i høj grad var bestemt fra politisk hold. Samtidig ønskede man at give Giro-rytterne "rigtig gode veje, sådan at der ikke på den måde kunne opstå styrt". Styrt kom der dog masser af, må man tilføje.
Danskebjerge.dk i spalterne
Trods det skuffende rutevalg var Giro'en en stor begivenhed for Danskebjerge.dk, der gav den fyldig dækning. Fokus var på at informere om ruten og navnlig om de få stigninger, som trods alt var med (se også links nederst på denne side).
I flere medier omtaltes Danskebjerge.dk's dækning, herunder i Magasinet Lemvig, Cykelmagasinet og Horsens Folkeblad. Og så blev Danskebjerge.dk nævnt hos Storbritanniens største cykelforlag, da de udgav deres første iPad-magasin, hvor hovedtemaet netop var Giro d'Italia.
Umiddelbart efter løbets sidste etape fik Danskebjerge.dk trykt læserbreve i Horsens Folkeblad og Folkebladet Lemvig. Det handlede om rutevalget og kan læses her.
|
|
Skærmbillede fra det engelske iPad-magasin, hvori flere billeder fra Danskebjerge.dk indgik. Her er det Danskebjerge.dk's foto fra Østerbjerg i Lemvig - "the only categorised climb of the day", som beskrivelsen så rigtigt lyder.
|
Danskebjerge.dk's læserbrev i Horsens Folkeblad i weekenden, hvor dette års Giro nåede til vejs ende. Det var anden gang, at Danskebjerge.dk blandede sig i debatten om Giro-ruten. Klik på billedet for at se hele læserbrevet.
|
Se flere billeder i Danskebjerge.dk's Giro-galleri!
Alle fotos: Danskebjerge.dk
|
|