|
|
|
DANMARKS LANDSKAB I FORANDRING - SÅDAN FOREGÅR DET Det danske landskab er i konstant forandring, men hvor ser man det tydeligst, og hvor hurtigt går det? I denne artikel fremhæver Danskebjerge.dk nogle eksempler på, hvorledes Danmark ændrer sig i højden og drøjden. Ingen tvivl om, at verden tager sig anderledes ud nu end for 100 eller 200 år siden. Men det grundlæggende - det faste terræn, vi står på - ligner til forveksling sig selv. Hvis man skrællede alt væk fra overfladen og kiggede ud over det danske landskab, så ville det langt hen ad vejen se ud i dag, som det gjorde for generationer siden. Der er dog undtagelser, og lad os se lidt på dem. De kan deles op i tre grupper, inddelt efter årsag: · 1. Naturbetingede forandringer · 2. Menneskeskabte forandringer · 3. Nye faktuelle erkendelser Her følger et par eksempler fra hver kategori. Den træge natur - med enkelte vredesudbrud (gruppe 1) Naturbetingede forandringer i landskabet er normalt meget lang tid undervejs. Det Danmark, vi kender i dag, er kun undtagelsesvis skabt ved pludselige hændelser. De hurtigste og mest synlige landskabsændringer, der har fundet sted inden for de sidste 100.000 år i Danmark, foregik i istiden. Her blev der rokeret temmelig meget rundt på materialerne. Årsagen var, at istidens gletsjere var store og kraftfulde, mens materialerne (sten, grus, sand og ler) var løse og nemt lod sig skubbe rundt. En perfekt opskrift på ravage. Det terræn, vi ser i det nuværende Danmark, er langt overvejende skabt på denne måde.
Istiden blev fulgt af landhævning. Som en yogamåtte, man rejser sig fra, udvidede jorden sig og voksede i højden, fordi den ikke længere lå under for det massive tryk fra de store gletsjere. Det betød bl.a., at Danmark i nogle årtusinde var ét stort sammenhængende landområde, og de tidlige stenalderdanskere kunne i princippet gå tørskoet fra Sjælland til England. Samtidig fulgte et stigende havniveau, som mange steder udlignede landhævningen. Men især i Nordjylland er udviklingen sket forskudt, sådan at landskabet først blev oversvømmet (af det såkaldte Littorinahav) og siden tørlagt ved landhævning. De nutidige flade områder i Nordjylland er typisk gammel havbund, mens nogle skråninger er fortidige kystklinter. Disse processer var dog tusinder af år undervejs. Og foregår stadig. Men laaangsomt. Derfor bliver man skuffet, hvis man tror, at f.eks. vikingerne gik rundt i et ganske andet landskab end det, vi kender i dag. Tværtimod er lighederne slående, altså hvis man alene ser på terrænet. Der kan dog have været flere vådområder end i dag, hvor markerne drænes effektivt.
De største forandringer i nyere tid er sket ved kysterne. Trods landets lidenhed er Danmark i Top 20 over de lande i verden, der har mest kyst, og der er vel at mærke tale om kystterræn, der - med det nordbornholmske som undtagelse - består af løst materiale. Derfor skrumper landets kystlinje over tid, når bølgerne æder sig ind på den. Mest markant på den jyske vestkyst, hvor den såkaldte erosionsrate er på 3 meter om året. I den modsatte ende af landet sker der også store skred, nemlig på Møns Klint. Klinten er i defensiven og bliver mindre og mindre. Men alt er relativt. Som Danskebjerge.dk har dokumenteret, er forandringerne svære at få øje på i det store billede. Man skal zoome længere ind og dreje perspektivet lidt for at se de tydelige ændringer.
Sommerspirets fald er måske det mest kendte eksempel på en terrænændring i Danmark. Den 13. januar 1988 styrtede spiret, der med sin højde på 102 meter var et ikon for Møns Klint, i havet. Klinteskredene forekommer, fordi havet gnaver i klinten fra den ene side, mens regnvand presser på fra den anden - altsammen kombineret med almindelig erosion fra vind og vejr. Formationer som Sommerspiret er naturligvis ekstra sårbare pga. deres spinkle form. Nedstyrtningen havde ingen betydning for Møns Klints absolutte højde. Denne skulle både før og efter findes på Dronningestolen, hvis top befinder sig 128 meter over havet.
Et andet "spir" vil snart lide samme skæbne som det mønske. Det er fyrtårnet på Rubjerg Knude i Nordvestjylland. Siden fyret blev bygget i år 1900, har kystskrænten flyttet sig et par hundrede meter indad, og en vandreklit har rejst sig omkring bygningen. Processen har skabt et ejendommeligt paradoks: Rubjerg Fyr styrter snart i havet, selvom Rubjerg Knude, som fyret står på, vokser! Lad os se lidt nærmere på udviklingen, for det er vel nok den hurtigste og mest dramatiske erosionsproces vi finder i dagens Danmark.
For 100 år siden var Rubjerg Knude ifølge topografiske kort ca. 70 meter høj. I midten af 1900-tallet var højden 72 meter. Mod slutningen af århundredet vokser Rubjerg Knude til 90 meter i højden, og i dag angives højden til knap 83 meter (vurderet ud fra punktinformationer fra SDFE's højdemodel). Hvordan hænger det sammen? Jo, den øgede højde frem til slutningen af 1900-tallet kan forklares med vandreklitten, der er i konstant fremmarch, godt hjulpet på vej af fyrtårnet selv, som klitsandet kan lægge sig i læ af. Så dykker højden frem til i dag - fra 90 til 83 meter. Men denne ændring skyldes simpelthen, at det er et andet punkt, der har overtaget positionen som det højeste punkt på Rubjerg Knude. Det punkt, der før var det højeste, er forsvundet ned ad skrænten ved erosion og nedstyrtning. Samme skæbne venter som sagt det ellers så kønne fyrtårn. (UPDATE: Fyret er foreløbig reddet, fordi man har flyttet det længere ind i landet - læs om redningsaktionen her.)
Foretagsomme mennesker forandrer landskaber (gruppe 2) Mens naturen altså er ved at få skovlen under noget menneskeskabt på Rubjerg Knude, så er det andre steder mennesket, der flår i naturen. Grusgravning har siden midten af sidste århundrede sat sig markante spor i det danske landskab, og især i de første årtier efter Anden Verdenskrig var hensynene få. Det gik blandt andet ud over åsene. Som andre danske bakkeformationer er åsene skabt i istiden, men de skiller sig ud pga. deres åleslanke, aflange form og særdeles stejle sider. Desuden består åse næsten udelukkende af sand og grus, og det var derfor, de blev jaget vildt. Mange åse er i dag mere end halveret i størrelse, og Danskebjerge.dk har bl.a. dokumenteret, at det højeste punkt på Mogenstrup Ås ved Næstved er gravet bort (det lå på den åsbakke, der hedder Stenskoven). Læs mere om de danske åse her.
Også på Falster har gravemaskinerne været grådige. Falster har ellers ikke mange højdedrag, men i øens mest bakkede område er der alligevel blevet udvundet grus til den helt store guldmedalje. Det er bl.a. gået ud over Ulbjerg. Ulbjerg var med sine 43 meter over havet det højeste naturlige punkt på hele Lolland-Falster. Det er det ikke mere. (Der findes et lidt højere punkt i nærheden, men det er inklusive gravhøj.) Det modsatte fænomen forekommer også: at mennesket gør terrænet højere, end det oprindeligt var. Gravhøjene er de tidligste eksempler. Blandt de ca. 25.000 gravhøje, man i dag har kendskab til, er Hohøj ved Mariager den højeste. Den skyder hele 12 meter i vejret, og når man i bronzealderen anlagde den oppe på en næsten 100 meter høj bakke, var det for at gøre Hohøj endnu mere iøjnefaldende i landskabet. En anden måde at skabe synlighed på var ved at placere flere gravhøje ved siden af hinanden (såkaldte højgrupper).
Også i nutiden bygges der bakker. Ikke for at begrave de døde, men for at glæde de levende. I eksempelvis Hedeland ved Roskilde og i Hersted Høje i udkanten af København rager sammenskubbede jordbunker mere end 40 meter op over det omgivende terræn. Det tiltrækker ikke mindst løbere, motionscyklister og sågar skientusiaster, som kan teste sig selv af på skråningerne. Men de kunstige bakker kan også påvirke statistikker. I et land som Danmark med mange flade områder skal der nemlig ikke så mange skovfulde jord til, før de terrænmæssige ranglister forskyder sig. Det er således sket på Amager. Lufthavnen har etableret nogle volde ved et såkaldt prøvekøringsareal, og Danskebjerge.dk påviste, at disse er de højeste terrænpunkter på øen (19 meter over havet).
Vi kommer ikke uden om at nævne inddæmninger i denne forbindelse. Inddæmninger er meget iøjnefaldende, fordi de kan ændre et landskab totalt: Et større farvand kan blive forvandlet til store, flade markarealer, og byer, der før lå ved havet, bliver "tørlagt". Det ser man f.eks. i Odsherred, hvor hovedparten af Lammefjorden og Sidinge Fjord er inddæmmet. På sit laveste sted ligger Lammefjorden 7,5 meter under havniveau, hvilket gør stedet til det laveste naturlige punkt i Vesteuropa. Med maskiner kan man dog komme endnu dybere ned: I Stubbeløkken Granitbrud på Bornholm er der opstået en sø i bunden, og dens overflade ligger hele 39,5 meter lavere end havets.
Forandrede landskaber gennem nye erkendelser (gruppe 3) Den tredje kategori af forandringer i landskabet har for så vidt intet med geologi at gøre. Men vækker alligevel opsigt og diskussion, når de opdages. Det handler om tal. Tal, som fremkommer ved målinger, og som kan plottes ind i statistikker. Man kunne ellers godt tro, at hele verden efterhånden er målt og gjort op på kryds og tværs. Det er ikke helt tilfældet.
Frem til midten af 1800-tallet mente mange, at Himmelbjergets top var det højeste punkt i Danmark. Så fik man instrumenter til mere præcis måling af højder, og derved blev søgningen indkredset til området mellem Yding og Ejer. Ejer Bavnehøj blev målt til 172 meter - en anelse mere end Yding Skovhøj. Men i 1941 blev der rokket ved rækkefølgen. En magister ved navn Luplau Janssen anførte, at man burde skelne mellem lokaliteters naturlige punkter og de eventuelle menneskeskabte anlæg, der måtte befinde sig oven på dem. I Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøjs tilfælde drejer det sig om gravhøje fra oldtiden. Sagen blev forsøgt opklaret ved forskellige målinger, men først i 2005 nåede man en konklusion, som måske - måske ikke - er den endelige. Nemlig at det hverken er Ejer Bavnehøj eller Yding Skovhøj, der er højest i Danmark, men derimod Møllehøj. Møllehøj ligger et stenkast fra Ejer Bavnehøj, og dens top måler 170,86 meter over havet.
Metoden med at prioritere naturlige punkter over de menneskeskabte har været fremherskende i årtier, i hvert fald blandt geologer. Men mange af Danmarks højeste punkter ses alligevel ofte angivet med en højde, der inkluderer en menneskeskabt høj øverst. Tag f.eks. Vejrhøj i Odsherred. Den tilskrives typisk højden 121 meter over havet, men geologisk set er den 8 meter lavere lavere, når gravhøjen fraregnes. Med dette in mente tog undertegnede i 2007 initiativ til, at der blev kigget nærmere på to andre sjællandske bakketoppe: Gyldenløveshøj og Kobanke. Gyldenløveshøj var i samtlige opslagsværker betegnet som Sjællands højeste punkt (126 meter over havet), men det var målt fra den absolutte top, og denne ligger på en kunstig høj fra 1600-tallet. Hypotesen var så, at det i virkeligheden var Kobanke, som skulle kåres som Sjællands højeste naturlige punkt.
Jeg drog ud til de to høje sammen med en gruppe geologer, anført af professor Henrik Breuning-Madsen. Opmålingerne bekræftede mistanken. Kobanke viste sig at være højest med 122,9 meter over havet, mens Gyldenløveshøj kun måler 121,3 meter, fraregnet højen. Det vakte en vis opmærksomhed, for selvom undersøgelsen ikke ændrede en tøddel ved landskabet, så ændrede det på fakta. Der gik da heller ikke lang tid, før de fleste større opslagsværker fik justeret deres tekster om Sjællands højest beliggende terræn. Læs mere om undersøgelsen fra 2007 her. Fremtidens forandringer - ingen grund til panik I disse år tales meget om de ændringer i landskabet, som forårsages af klimaforandringer. Vandstanden ved kysterne vil stige, og hvis man ikke gør noget, vil områder blive oversvømmet. I forskellige artikler har Danskebjerge.dk gransket, hvor store oversvømmelser der vil være tale om. Og samlet er konklusionen, at den beregnede vandstandsstigning ikke vil forandre Danmark i væsentlig grad. Om 100 år vil landet ligne sig selv. Lokalt vil der selvfølgelig kunne opstå problemer. Men nogle steder vil man kunne løse dem ved at bygge diger eller forhøje eksisterende diger. Andre steder må man opgive bebyggelser, men det er jo ikke anderledes end ved Vesterhavet, hvor erosionen ind imellem opsluger bygninger. Én ting, man bør være tilbageholdende med, er at bygge nyt i flade kystområder. På det punkt har man været temmelig ihærdig i de seneste årtier, og en del af de steder, der har været ramt af stormfloder, har netop været kystnære sommerhus- og parcelhusområder af nyere dato.
Ser vi på Danmarks højdeprofil, så vil den kun meget langsomt ændre sig. Der vil formentlig gå tusinder af år, før bakkerne og dalene for alvor har ændret udseende. Men det vil trods alt ske, og den primære faktor i den proces er almindelig nedbrydning. Terrænet udsættes konstant for slid, og en spids bakketop vil ikke være nær så spids om 1000 år. Fænomenet kendes fra Sydvestjylland, hvor bakkerne har meget bløde former. Det skyldes, at det hjørne af Danmark ikke blev overskredet af gletsjere under sidste istid. Så de sydvestjyske landskabsformer er ældgamle og derfor udjævnet, og noget lignende vil ske med resten af landet. Ingen ved, hvornår der kommer en ny istid. Men når det sker, og gletsjerne på ny kaster sig over det sårbare danske landskab, vil nedbrudte kystskrænter, bortgravede åsbakker og oversvømmede sommerhusområder nok virke som små, ubetydelige krusninger på overfladen. Fotos: Danskebjerge.dk. Citér venligst Danskebjerge.dk ved gengivelse af informationer fra artiklen. Læs mere: Sådan ændres landskaberne | Fynsk top lavere end troet | Havets bjerge | Selvforskyldt oversvømmelse? | Højeste gravhøje | Højeste punkter i Danmark | ||||||||||||||||||||||||||||||
