Sommeren 2023 skrives et vigtigt nyt kapitel i danske bakkehistorie. Da åbner nemlig den vej, der har fået navnet Vejledalen.*)
Den nye vej er ikke synderligt lang - omkring 2 kilometer -, men den er speciel, fordi dens højdeforskel er usædvanlig efter dansk målestok. Tager man cykelstien, er der 87 meter fra bund til top. For bilerne er forskellen en smule mindre, fordi den skrånende strækning starter højere og sluttere lavere end cykelstien.
Danskebjerge.dk har produceret en film, der viser dele af den nybyggede vejstrækning og kort skitserer de vigtigste facts om den:
Langt mellem nye stigninger
Det er ikke hvert år, at der åbner bakkeveje af den kaliber i Danmark. Det projekt, der minder mest om det aktuelle, er nok anlæggelsen af Munkebjergvej, en anden vejlensisk vejstrækning. Munkebjergvej, der bl.a. er kendt for sine alpine sving, blev indviet i 1967.
Her er nogle eksempler på danske byggeprojekter fra de sidste 100 år, hvor man har anlagt nye asfaltveje op over store skråninger (40-90 højdemeter):
· Nordøstlige kystvej på Bornholm · Serpentinervej op ad Munkebjerg ved Vejle Fjord · Motorvej op ad Valby Bakke vest for Slagelse · Motorvej op forbi Kobanke syd for Rønnede · Motorvej op forbi Ejer Bavnehøj · Lokalveje i Gug-bydelen i Aalborg · Motortrafikvej ved Grevinge, Odsherred
Foto fra 1967 af den nyetablerede asfaltvej op til Munkebjerg Hotel. (Arkiv.dk)
Usædvanlige egenskaber
Med højdeforskellen på de næsten 90 meter kan Vejledalen som sagt minde om bakker som Munkebjerg. Men går man i detaljer, er forskellene tydelige.
Først og fremmest er Vejledalen meget mere konstant - både når det gælder linjeføring og højdeprofil. Vejen er bygget ud fra nutidens vejregler for større veje. De tilsiger, at man bør holde sig fra at etablere skarpe sving og passager med kraftige hældninger. Dette kommer bl.a. til udtryk ved, at Vejledalens store sving godt halvvejs oppe ad bakken er så blødt, at det langt fra er noget ægte hårnålesving. Samtidig når strækningens maksimale stigningsprocent kun op på 7,5. Til sammenligning rammer Kiddesvej 19%, og Munkebjergbakken 16%, altså mere end dobbelt så meget.
En anden karakteristisk og "moderne" egenskab ved den nye stigning er, at der er anlagt cykelsti fra bund til top. Dermed er Vejledalen faktisk den eneste stigning på Danskebjerge.dk's top 10, hvor der er cykelsti hele vejen.
Også visuelt er vejen en usædvanlig oplevelse sammenlignet med andre danske veje. Kører man nedad, får man et flot kig ud over Vejle Ådal, særligt på de tider af året, hvor løvtræerne fylder mindst i landskabet. Et andet æstetisk højdepunkt er den "tunnel", der ligger midt i det store sving. Som den lokale beboer Troels Vesterlund udtaler i nedenstående film, er tunnelens form og dimensioner ikke noget, man ser andre steder i Danmark.
Brug i konkurrencer og motionsløb
Selvom den nye vejforbindelse primært er lavet af hensyn til trafikale forhold, så har både entreprenøren, der bygger den, og kommunen, der har fundet de 133 millioner kroner til formålet, fra starten været bevidste om, at stigningen kunne bruges i forbindelse med sportsrelaterede events.
Vejle er i forvejen velforsynet med udfordrende bakker, men kombinationsmulighederne bliver endnu bedre med åbningen af Vejledalen. Man kan f.eks. lave en cykelrute, der er fuldt ud så krævende som den klassiske rundstrækning inde ved Kiddesvej.
En mulighed, som flere eliteryttere har peget på, er at bruge Vejledalen som opløbsstrækning. Der er fine forhold for tilskuerne, idet de vil kunne følge rytterne over et langt stykke. (På det punkt er Kiddesvej faktisk mindre optimal, for her kan man på sidste runde ikke både se opstigningen på Kiddesvej og den efterfølgende spurt om sejren på Koldingvej.)
Men man kan også vælge at lade Vejledalen være nedkørsel i et løb. Det vil være en ganske spektakulær nedkørsel, såvel visuelt som tempomæssigt. Pga. vejens ukomplicerede forløb vil en cykelrytter - og ikke mindst et stort cykelfelt - kunne få rigtig meget fart på nedad i retning af ådalen.
Det var Danskebjerge.dk's håb, at Vejledalen allerede kunne indgå i PostNord Danmark Rundt her i 2023 - det ville have givet etapeløbet et strøg af friskhed -, men det har tilsyneladende ikke indgået i overvejelserne. Så må det blive i 2024!
*) Indvielsen blev udskudt pga. mudderskred og fandt først sted sidst i november 2023.