Glæd dig: BYGGERI AF DANSK KÆMPESTIGNING ER SKUDT I GANG
Maskinerne er i fuld gang med at etablere en ny vej vest for Vejle. En vej, der vil blive til en af Danmarks hårdeste stigninger.
Omtrent sådan vil den nye vej tage sig ud set fra toppen af skråningen med ådalen bag skoven til højre. Se Vejle Kommunes animationsvideo længere nede i artiklen. I bunden af artiklen er vejen også vist på et detaljeret kort med højdekurver.
Hvad jeg ville gøre, hvis jeg vandt nogle hundrede millioner i lotto? Så ville jeg bygge en stigning. Opkøbe en grund på et stykke skrånende terræn, anlægge en asfaltvej på den og så have min helt egen bakke, som jeg kunne træne op- og nedkørsler på, når jeg havde lyst.
Nu er det så faktisk en del år siden, jeg sidst havde en lottokupon i hånden, så min chance for at skyde papegøjen er lig nul. Men hvis man bor i Vejle og holder af stigninger, så må det føles som en yderst kærkommen gevinst - dét, der lige nu foregår vest for byen.
Her bygger Vejle Kommune nemlig en helt ny omfartsvej - eller "forbindelsesvej", som de selv kalder den. Vejen skal gå fra bunden af ådalen og op forbi bydelen Uhre. Det vil give en højdeforskel, som man ellers kun møder på nogle af de allerhårdeste stigninger, vi har i Danmark. Af disse ligger en del jo allerede i Vejle-området, men som Jesus omtrent plejer at sige: "Den, som har, til ham skal der mere gives".
Byggeplaner afslører vejforløbet
Byggeriet af forbindelsesvejen er begyndt her i efteråret, og ifølge tidsplanen skal vejen åbne i sommeren 2023. Så vi bakkeentusiaster må væbne os med lidt tålmodighed, inden vi kan teste benene på den nye stigning, men ud fra de fremlagte tegninger kan man allerede nu danne sig et indtryk af dens forløb. Der er endda lavet to animationsfilm, der fører os virtuelt op og ned ad bjerget. (Se den ene film længere nede i artiklen.)
Stigningen vil begynde i en kommende rundkørsel på den nuværende Vardevej, og efter et halvskarpt venstresving bevæger vejen sig mod nordvest gennem Uhre Skov. Det er ikke den stejleste linjeføring, der er valgt, men jeg må nok også indrømme - hårdt presset -, at der findes andre prioriteringer her i samfundet end at anlægge ultrastejl asfalt. Herunder at gøre veje farbare for alle. Og med tanke på, at der både skal køre tunge lastbiler og almindelige cyklister på forbindelsesvejen, så giver det måske god mening, at man lader vejen slå et blødt slag, så stigningsprocenten holdes nede på et moderat niveau.
Astronomisk toppunkt
Ikke desto mindre er det på stykket gennem Uhre Skov, at forbindelsesvejen kommer til at skråne mest. På de første 800 meter vil vejen stige med ca. 7% i gennemsnit. Det er ikke hverdagskost på vore breddegrader. Derefter drejer den mod nordøst og tager retning mod Planetbyen - et nyt boligkvarter i Uhre, hvor villavejene har navn efter planeter og stjernetegn.
I 93 meters højde over havet vil forbindelsesvejen igen dreje mod venstre og fortsætte mod nord. Herpå flader asfalten ud. Længere fremme vil man dog passere Vejle-egnens højeste punkt, Lille Bavnehøj, og dermed komme op i næsten 100 meter over havet.
Lille Bavnehøj (113 moh.) set fra syd. Forbindelsesvejen vil nå sit højeste punkt, når den passerer dette sted. Det sker dog først et godt stykke efter, at stigningen har fladet ud. (Foto: Danskebjerge.dk)
Cykelsti med drøn på
Da jeg første gang hørte om anlægsplanerne - det var helt tilbage i 00'erne -, var jeg spændt på, om der ville være adgang for cyklister på den nye vej. Det er jo nærmest blevet moderne at anlægge nye brede omfartsveje med cykling forbudt, så jeg var lidt bekymret.
Heldigvis valgte Vejle Kommune at inkludere en cykelsti. Den bliver af den dobbeltrettede slags. Så må erfaringerne vise, om det vil fungere med en dobbeltrettet cykelsti, når man tager i betragtning, at de nedadkørende cyklister vil få godt med fart på, selv uden at træde i pedalerne.
En tur ned over den kommende forbindelsesvej ved Uhre. Video: Vejle Kommune. (Uden lyd)
Fri for forhindringer
Den samlede højdeforskel fra rundkørslen og til det punkt, hvor vejen flader ud, er på ca. 84 højdemeter. Denne strækning er omtrent 1400 meter lang, hvilket giver en gennemsnitlig stigningsprocent på 6.
Til sammenligning er den navnkundige Munkebjergbakke, der ligger på den modsatte side af Vejle, godt 1,2 km lang og stiger med 7,4% i snit. Så den kommende forbindelsesvej slår ikke helt Munkebjerg af pinden, hverken når det gælder højdemeterne eller stejlheden.
Men det er stadig en super hård bakke, og på nogle punkter er vejen ved Uhre endda en bedre stigning. For eksempel har den - i modsætning til Munkebjerg - ingen trafiklys, der kan tvinge trafikanterne til at stoppe undervejs på bakken. Kun få danske stigninger er helt fri for irriterende forhindringer, men det tegner denne altså til at blive.
En kommende VM-stigning?
Også i et større cykelsportsperspektiv ser jeg store muligheder i denne Uhre-vej. Den bliver et fantastisk supplement til de andre hårde Vejle-bakker, som vi kender fra PostNord Danmark Rundt. Og faktisk er det jo en stigning, som opfylder alle betingelser for også at indgå i store endagsklassikere og et VM.
Vi ved, at nogle danske stigninger ligger på veje, der er for snævre til at være opløbsstrækninger i sådanne løb. Forbindelsesvejen ved Uhre bliver bred, og samtidig vil den ligge tæt nok på by og motorvej til, at den kan være et attraktivt målområde for internationale cykelsportsbegivenheder.
Vejprojektet ventes at komme til at koste 133 millioner kroner. De penge er godt givet ud, hvis du spørger mig.
Kortet viser med rødt den strækning af forbindelsesvejen, der går fra rundkørslen og op til Planetbyen. Den ledsagende tynde grønne streg angiver den dobbeltrettede cykelsti, som altså vil ligge på vejens østside. Cykelstien begynder i en lavere højde end bilernes kørebane (ca. 4 meter lavere), da cykelstien er ført ind under vejen ved rundkørslen. Højdeangivelserne på kortet skal i øvrigt tages med det forbehold, at forbindelsesvejens vejbane visse steder vil ligge nogle meter under det omgivende terræn. (Grafik: Danskebjerge.dk/SDFE)