Her får du alle længder og hældninger: SÅ SKRAP ER KIDDESVEJ
Én gang om året forvandles en ellers stille gade i Vejle til et fascinerende inferno, når deltagerne i Danmarks største sportsevent kæmper sig op ad den stærkt skrånende asfalt, omgivet af ellevilde tilskuere. Men hvor grum er bakken egentlig? I denne artikel får du alle de tal, du har brug for at kende, hvis du vil være ven med Kiddesvej.
Helt grundlæggende skal man forstå, at Kiddesvej er stejl. Ikke bare stejl i sammenligning med andre danske veje, men stejl efter enhver målestok. Det er derfor, at Kiddesvej-stigningen er blevet kaldt en "mur". En "mur" er inden for cykelsport betegnelsen for en stigning, der ikke er specielt lang, men til gengæld opleves som nærmest lodret. Man forbinder typisk "murene" med de nordvesteuropæiske endagsklassikere (mange har nok hørt om Mur de Huy), hvor de ofte skaber splittelse i feltet på grund af deres vilde stigningsprocenter. Post Danmark Rundt-etapen i Vejle, der har inkluderet Kiddesvej siden 2004, er da også blevet sammenlignet med netop klassikerløbene. Det er klart den af etaperne, der giver de største tidsforskelle imellem rytterne. Og de største dramaer.
Tallet ligger fast: 19
Kiddesvej er blevet opmålt utallige gange med henblik på at bestemme stejlheden. Resultaterne afviger sjældent fra hinanden: Den maksimale stigningsprocent på Kiddesvej er 19. Et professionelt landinspektørfirma bekræftede endda dette tal i 2013.
Hvilket dog ikke afholdt løbsarrangøren og medierne fra at skrive 21%. Selv efter, at Danmarks Cykle Union officielt har anerkendt 19 som det korrekte, bliver tallet 21 på mystisk vis ved med at dukke op. Fejlangivelser kan være svære at slippe af med, når de først én gang er landet i en pressemeddelelse eller avisspalte. Måske især, når det forkerte tal lyder mere imponerende end det rigtige...
Filmen viser stigningsprocenterne på vej op ad Kiddesvej. Turen slutter ved Vejle Mølle.
Hvor meget er 19% så? Når stejlhed angives i procenter, så fortæller tallet, hvor mange meter terrænet stiger pr. 100 meter. For at tilnærme størrelsesforholdet mere til proportionerne på Kiddesvej kan man også gøre det op i centimeter: Hvis man på Kiddesvejs stejleste sted tager et skridt, der er 1 meter langt, så overvinder man samtidig en højdeforskel på 19 centimeter. "Det er da ikke overvældende," fristes man måske til at tænke. Og nej, lægges hældningen ind som en linje i et koordinatsystem, syner den ikke af meget. Angivet i grader svarer 19% da også til "beskedne" 10,76 grader.
Men når man er i bevægelse, skal der ikke ret stor hældning til, for at det opleves som markant modstand. Det skyldes selvfølgelig tyngdekraften. Allerede ved en stigningsprocent på 10 begynder den gennemsnitlige person at få svært ved overhovedet at cykle på en vej. Ved 15 er de fleste stået af. De 19 på Kiddesvej kan man kun klare, hvis man er i god form og har en cykel med små gear.
For en professionel rytter er risikoen for at gå helt i stå knap så overhængende, men til gengæld er der langt større risiko for at tabe vigtige sekunder her end ude på landevejen. På flad landevej kan man jo ligge bag de andre og lade dem tage det meste af vindmodstanden. På stejl vej betyder vindmodstanden mindre. Her er det først og fremmest tyngdekraften, man er oppe imod.
Forud for de professionelles løb i Vejle køres der et motionsløb på stort set samme strækning. Hvert år er der en del af de deltagende motionister, der bukker under for Kiddesvejs stigningsprocenter. De må af cyklen og trække resten af vejen op.
Flere slutninger
Bemærk, at kongeetapen i Post Danmark Rundt (eller PostNord Danmark Rundt, som det hedder nu) ikke har målstreg for enden af Kiddesvej-bakken. Rytterne skal efter bestigningen af Kiddesvej først dreje til højre og så til venstre og så køre et stykke mere, før de er over linjen. Målet ligger på Koldingvej - og fra Kiddesvej og derhen stiger terrænet faktisk yderligere. Så det giver god mening at betragte hele stigningen som en kombination af først Kiddesvej og så Koldingvej - strækningen på Koldingvej udgør blot en knap så stejl del af stigningen. En sådan måde at gøre stigningen op på går dog noget ud over den gennemsnitlige stigningsprocent, som vil blive étcifret (se Danskebjerge.dk's kort herunder). Der er der måske mere schwung over at sige, at Kiddesvej stiger med 12,8% i snit.
Kiddesvej er et vidt begreb. For hvor slutter den? Her på Danskebjerge.dk's kort kan du se, hvordan man kan opgøre Kiddesvej-stigningen. Syv varianter er der. Den næstnederste pil viser hen til det sted, hvor målstregen i PostNord Danmark Rundt befinder sig. De fleste, der bestiger Kiddesvej, vil dog nok sige, at stigningen slutter allerede i krydset ud for møllen - simpelthen fordi stigningsprocenterne på dette sted falder til et mere overkommeligt niveau.
Det er ikke kun Post Danmark Rundt, der har gjort Kiddesvej til noget specielt. Kiddesvejs arkitektur er også bemærkelsesværdig - især på det nedre og midterste stykke, hvor de forskelligtfarvede huse er bygget sammen. De forskudte grundplaner og etager giver gaden og facaderne nogle iøjnefaldende vinkler og et nærmest eksotisk udtryk. Allerøverst troner den store hvide mølle, fra hvis rundgang der er en imponerende udsigt ud over byen og ådalen.
Det er smukt, og det er stejlt, - men det er ikke Danmarksrekord i stejlhed. Faktisk langt fra. Kiddesvej deler 16. pladsen på Danskebjerge.dk's liste over stejle veje i Danmark. Alene i Vejle er Kiddesvej overgået af fem andre. Herunder Christian Winthersvej, der med sine maksimale 25,5% er landets stejleste asfalterede vej.