Kort med skyggeeffekt, der viser Helnæs Ås i hele sin længde. Vestfor ses Langøre. På åsens sydøstside ligger der et helt fladt englandskab, mens åsen i sydvest knytter an til bakkeområdet Bobakkerne.
NØGEN ÅS ER DANMARKS KØNNESTE
I Fyns sydvestlige hjørne kan man komme i nærkontakt med en af Danmarks mest særprægede bakkeformationer: Helnæs Ås. Det er hverken landets længste eller højeste ås, men den kan med god ret betegnes som den smukkeste.
Åsen ligger på halvøen Helnæs, som kun akkurat er forbundet med Fyn via en meget smal tange, Langøre. Man ser åsen på venstre hånd, allerede når man kommer kørende ad vejen på Langøre.
Det, der imponerer mest, er at Helnæs Ås træder så tydeligt frem i terrænet. Den er fri for den bevoksning, som i nogen grad skæmmer udseendet af de andre åse, og så har den kun ubetydelige skader efter grusgravning.
Flere fakta om Helnæs Ås:
· Længde: Ca. 800 meter · Højeste punkt: 14 moh. · Højdeforskel: 13 meter · Antal åsbakker: Ca. 3.
Det betyder, at du kan se dens langstrakte form, uanset om du står på den ene eller anden side af den, eller går på dens ryg.
(Artiklen fortsætter under videoen.)
Landskab og natur på og omkring Helnæs Ås. Produceret af Danskebjerge.dk, efterår 2015.
Helnæs Ås har været udsat for vejr og vind i tusinder af år, og alligevel skyder den stadig ryg på en meget markant måde.
Som andre åse er Helnæs Ås skabt af smeltevand fra en af istidens gletsjer. Vandet har løbet i en tunnel under gletsjeren, og i den proces er der blevet aflejret sand og grus i tunnelen. Helnæs Ås adskiller sig dog fra fx Mogenstrup Ås ved at være ganske spids øverst. Du kan faktisk stille dig vinkelret på åsryggen og mærke, hvordan underlaget under den venstre fod skråner mod venstre, mens det skråner mod højre under højre fod. Dette vidner om, at aflejringsprocessen dengang har været forholdsvis regelmæssig, og at åsen i høj grad har bevaret sin oprindelige form frem til i dag.
Det er helt unikt, at man kan bevæge sig frit over alt på Helnæs Ås. Og så skader det på ingen måde oplevelsen af åsen, at omgivelserne er så skønne, som de er.