|
|
|
DANMARKS STØRSTE BJERG LIGGER PÅ MØN Ny målemetode tegner et anderledes billede af det danske landskab. Aborrebjerg ved Møns Klint udpeges som det største bjerg i Danmark. Og gammelkendte bakketoppe degraderes.
Navne som Møllehøj, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj har længe domineret debatten om danske bakker. Det skyldes, at disse steder ligger højere i landskabet end alle andre. Men er den megen omtale berettiget? Eller er der i virkeligheden brug for en helt ny måde at beskue det danske landskab på? De falske bjerge Som beskrevet her, er en bakke ifølge definitionen en forhøjning. Altså et sted, hvor terrænet stiger op mod et punkt. Man burde derfor kunne antage, at en stor bakke har meget stigende terræn.  Men et besøg ved f.eks. Møllehøj vil afsløre, at vejen op til toppunktet ikke er voldsomt stejl. Og visuelt efterlader Møllehøj heller ikke et indtryk af at være nogen gigant. Når stedet ligger godt 170 meter over havets overflade, skyldes det simpelthen, at landskabet har hævet sig støt og roligt over en længere strækning. 'Forhøjningen' er med andre ord svær at se - svær at opleve. Og man kan få det indtryk, at Møllehøj lige så meget er et stykke statistik som en stor bakke.
En ny tilgang Derfor har Danskebjerge.dk udviklet et nyt begreb, der kan bruges til at udpege de 'rigtige' bakker i Danmark. Begrebet hedder peak-faktor. 
Peak-faktoren er et udtryk for stejlheden af den sidste kilometer op mod en top. Man måler den ved, at man starter fra toppunktet og tæller antallet af højdemeter på den stejleste kilometer derfra. Et eksempel: En bakketop ligger 100 moh., og det laveste punkt inden for en radius af 1 kilometer ligger 30 moh.; det giver en peak-faktor på 100-30=70. På den måde kan man lave en beregning af enhver bakketop og således sammenligne de forskellige danske toppe.[1] SE HITLISTEN HER.
I modsætning til begrebet 'højeste punkt' giver peak-faktoren et mere reelt billede af, hvor man finder landets største højdeforskelle - og dermed de mest betagende landskaber.
Friske pust på Danmarks tinder Blandt højdespringerne er Vejrhøj på Sjælland og Blæsbjerg på Bornholm. Begge toppe ligger tæt ved havet, og det er den stejle kystskråning, der trækker dem op på listen. De kan nu regnes for landets hhv. tredje- og fjerdestørste bjerg - med en peak-faktor på 121 og 103. I alt er der otte danske toppe, der har en peak-faktor på over 100. Det er ensbetydende med, at de stiger mindst 10% i snit over den sidste kilometer. Det gør dem ret synlige i landskabet.
Moppedrengen på Møn Nummer 1 på listen over Danmarks største bjerge er Aborrebjerg på Møn. Aborrebjerg har en peak-faktor på 143 og distancerer dermed sin nærmeste konkurrent, Himmelbjerget, med 17 højdemeter. Aborrebjergets peak-faktor er identisk med bjergets absolutte højde, altså 143 meter. Det hænger sammen med, at det laveste punkt inden for 1 kilometers radius er Østersøens overflade (0 meter). Det er i øvrigt også her - ude ved kysten -, at den klart stejleste del af strækningen op mod toppen skal findes. De første 200 meter er stigningen på 100 højdemeter, dvs. 50% i snit! Det overgås intet sted i Danmark. Men der er jo på den anden side heller ingen steder i Danmark, hvor der findes så høje klinter. Når man står nede på stranden og kigger op, vil det nok virke indlysende, at Møns Klint gemmer på det største bjerg af dem alle.
Aborrebjerg er langt fra den eneste høje top i det område. I en rapport fra 2005 skriver GEUS om Høje Møn: "Topkonstanten i området er 130-140 m over havet (Kongsbjerg, Rud, Åsen, Lollikebakke, Lindebakker, Aborrebjerg, Store og Lille Ørenbjerg og Langbjerg), og den stejleste terrængradient findes ved Dronningestolen, hvor klinten står næsten lodret (hældning > 60°) fra sit højeste punkt ca. 130 m ned til havniveau." [1] Beregningsmetoden fungerer umiddelbart bedst i netop Danmark, hvor højdeforskellene har den størrelse de har. Men den kan nemt konverteres til brug i andre lande med større bjerge, nemlig hvis man øger radius'en fra 1 km til f.eks. 5 km. | |||||||||||
