3. TUNNELDALE OG ÅSE
Danske tunneldale:

På Sjælland er landskaberne omkring Tystrup Sø og Furesøen klassiske eksempler på tunneldale. Eller rettere: de indgår i tunneldalssystemer, som består af flere søer og ådale i forlængelse af hinanden.

I Jylland har man traditionelt regnet de store jyske fjorde for tunneldale: Mariager, Vejle, Kolding, Aabenraa m.fl. Men efterhånden tror stadigt flere geologer, at fordybningerne har eksisteret allerede inden istiden, hvor gletsjerne og tunneldalene blot har skabt en yderligere udhuling.


En gletsjer i fremdrift kan i høj grad sætte sit præg på et landskab. Men også når den er i opløsning, har den stor effekt. En smeltende gletsjer afgiver nemlig kolossale mængder smeltevand, og meget af det bliver samlet i smeltevandstunneler inde under gletsjeren selv. Dette sker under stort tryk, og derfor kunne smeltevandsløbene æde sig dybt ned i Danmarks overflade og skabe det, man kalder tunneldale. En graveproces, der kan skabe store højdeforskelle i terrænet.

Smeltevand gør dog andet end at grave. Det fylder også på. For når vandet løber væk, tager det en masse grus, sand og ler med sig. Noget af dette bliver ført frem foran gletsjeren og danner såkaldte hedesletter, som er næsten helt flade. Andet bliver liggende på forskellig vis, efter at gletsjeren har trukket sig bort. Nogle steder i Danmark kan man se dette i form af åse.

En ås er en slags afstøbning af et smeltevandsløb i isen og tager form af én eller flere åsbakker. Åsbakkerne er aflange og ligger i forlængelse af hinanden. Den mest markante af de tilbageværende danske åse er Mogenstrup Ås i Sydsjælland.

Lad os prøve at beskrive dannelsen af en tunneldal med tilhørende ås:


1. Gletsjeren set i profil forfra eller bagfra, altså drejet 90 grader i forhold til skemaet ovenfor. Gletsjeren er endnu i bevægelse, men afsmeltningen er så småt begyndt, og smeltevandet begynder at udgrave en tunneldal.

2. Afsmeltningen er i fuld gang. Smeltevandet strømmer ned ad sprækker i iskappen og samler sig for neden. Udgravningen af tunneldalen er tydelig, og der er ved at blive ophobet aflejringer i bunden af den.

3. Gletsjeren er forsvundet. Dele af tunneldalen er blevet til åer, søer eller moser. Undervejs er mængden af aflejringer fra smeltevandet vokset. Resultatet er en ås, bestående af lagdelt sand og grus.

I folkemunde er en del aflange bakker blevet kaldt åse uden at være det. Disse bakker kaldes også "falske åse". Et eksempel er Jyske Ås, som er en israndsdannelse.

Der findes stadig en del gletsjere rundt omkring i verden. De er dog næsten alle lokaliseret i bjergområder, og der findes ingen nuværende eksempler på gletsjere, der har samme størrelse som i istiden, og som tromler hen over et rent morænelandskab. På Island er der dog visse områder neden for fjeldene, hvor terrænet antyder, hvordan der må have set ud i Danmark for ca. 10.000 år siden.

En gletsjerport set indefra. Gletsjerporten er gletsjerens åbning fortil, hvorfra der strømmer store mængder smeltevand. Som man kan se, ligger der ved udmundingen en gevaldig mængde små sten. De er blevet skyllet ud via det lange hulrum inde under gletsjeren og vil fremover indgå i nye landskabsformer. Motiv fra nationalparken Skaftafell, der omfatter to tredjedele af Islands største gletsjer Vatnajökull. Landskabet adskiller sig fra det danske efter-istidslandskab i kraft af klippeformationerne, men nede i dalen ses mindre spektakulære terrænfænomener. De giver en fornemmelse af, hvordan Danmark tog sig ud efter istiden.
Fortsæt til >>Afsnit 4: Den sidste is

Illustrationer: Danskebjerge.dk. Fotos: Wikipedia



Skabelsen 1: Bakkernes fødsel   |   Skabelsen 2: De store plove   |   Skabelsen 3: Tunneldale og åse   |   Skabelsen 4: Den sidste is   |
Skabelsen 5: Istiden set fra oven   |   Skabelsen 6: Erosion - det evige slid