DET ER LÆNGDEN DER GØR FORSKELLEN

Bemærk: Analysen opdateret!
Analysen i denne artikel bygger på lidt ældre tal. En helt ny analyse blev lavet i 2015 (klik HER), og i 2016 er de nyeste data brugt i en engelsksproget artikel.
Denne analyse vil give et overblik over de kategoriserede stigninger i Tour de France. Analysen er baseret på de nyeste data fra Tour de France-etaperne i 2009 og er således en opdateret version af analysen fra sidste år.

Når man skal vurdere og sammenligne stigninger, er der mange forskellige talværdier i spil. Så det gør tingene lidt enklere, hvis stigningerne placeres i kategorier efter sværhedsgrad. Det er hvad arrangørerne af mange af de store cykelløb har gjort, og det hjælper ikke bare rytterne og deres hold, men også medierne, som ofte nævner stigningskategorierne for at gøre dækningen af løbene interessant og forståelig for publikum.

Det grundlæggende
Der er fem kategorier: Kategori 4, 3, 2, 1 og så "uden for kategori" - på fransk "Hors Catégorie" (HC). Sidstnævnte er ikke så eksotisk og avanceret, som det måske kan lyde. Hors Catégorie betyder i praksis egentlig bare, at denne kategori er endnu hårdere end Kategori 1. Det ville imidlertid ikke være helt korrekt at sige, at stigningerne bliver længere og stejlere for hver kategori. Som vi skal se, afslører de reelle data fra Tour'en varierende tendenser, og et par iagttagelser afdækker faktisk, at "reglerne" ikke er helt stringente.

Danskebjerge.dk's analyse bygger på data fra de ca. 260 stigninger, der optræder i de fire Tours fra 2006 til 2009. Det er data oplyst af Tour de France-arrangørerne, og selvfølgelig er der en lille risiko for fejl i de data. Men da analysen primært er baseret på gennemsnit, kan mulige fejl kun have en begrænset indvirkning på resultaterne. Nederst på denne side finder du en grafisk gengivelse af de indsamlede data. Men lad os nu tage et kig på de forskellige stigningskategoriers gennemsnitlige værdier (minimums- og maksimumsværdier er i parentes):

Kategori 4:
Længde: 2,3 km (min.: 0,7 km*; max.: 7,2 km*)
Stigning: 4,8 % (min.: 2,7 %*; max.: 7,4 %*)

Kategori 3:
Længde: 4,2 km (min.: 0,8 km*; max.: 11,0 km)
Stigning: 5,4 % (min.: 2,9 %; max.: 11,1 %*)

Kategori 2:
Længde: 9,2 km (min.: 4,7 km; max.: 12,9 km)
Stigning: 5,2 % (min.: 3,7 %; max.: 7,1 %)

Kategori 1:
Længde: 12,8 km (min.: 7,0 km; max.: 23,2 km*)
Stigning: 6,6 % (min.: 5,0 %; max.: 8,1 %)

Uden for kategori (Hors Catégorie):
Længde: 18,8 km (min.: 10,6 km*; max.: 42,8 km)
Stigning: 7,0 % (min.: 4,5 %; max.: 8,5 %)

*) Ny min./max.-registrering i 2009.

Længde spiller ind
Der er nogle generelle iagttagelser, der ikke kan overraske. Lad os for eksempel se på længderne og sammenligne den letteste kategori, Kategori 4, med den sværeste, Hors Catégorie.

Andre fortolkninger:
Nogle websites hævder at kategoriseringen af stigningerne er bestemt af disses højdeforskel (altså det lodrette mål fra bund til top). Højdeforskel i sig selv er dog ikke præcist nok til at beskrive en stigning. Man har brug for en anden vigtig faktor: stejlhed. Som denne analyse viser, kan selv en ret lille stigning blive vurderet som vanskelig, hvis den samtidig er meget stejl.
Den gennemsnitlige Kategori 4-stigning er kun 2,2 kilometer lang, mens stigningerne i Hors Catégorie er 18,8 km i snit. Og maksimums- og minimumsværdierne udviser endnu større afvigelser: Én Kategori 4-stigning var kun 0,7 km lang, hvorimod den længste Hors Catégorie-stigning havde en længde på svimlende 42,8 km (på en etape i Pyrenæerne). Selv den korteste Hors Catégorie-stigning er mere end tre km længere end den længste Kategori 4-stigning.

Så længde er bestemt et parameter, der adskiller kategorierne fra hinanden, og som det fremgår, så vokser stigningernes gennemsnits-, minimums- og maksimumslængder, når man bevæger sig op igennem kategorierne.

Et paradoks
Med hensyn til stejlhed er tingene lidt mere komplekse. Først og fremmest er forskellen på den gennemsnitlige stigning ikke så stor, som man måske kunne forvente. I Hors Catégorie går det opad med 7,0 % i snit, hvilket er 2,2 % mere end i Kategori 4. Ja, det er stejlere, men ikke meget stejlere. Og ser man på de mellemliggende kategorier, støder man på et paradoks: en gennemsnitlig Kategori 3-stigning er faktisk lidt stejlere end en gennemsnitlig stigning i (den antageligt hårdere) Kategori 2!

Det kunne være en tilfældighed, kunne man indvende, men faktisk har Kategori 3-stigningerne været stejlere end Kategori 2-stigningerne i både 2007, 2008 og 2009. Og de maksimale gennemsnitsværdier udviser endnu større differencer. En stigning i 2009 (som vi vender tilbage til) havde en stigning på 11,1 % i snit - det er det højeste af alle Kategori 3-stigninger i den analyserede periode. Til gengæld er den tilsvarende maksimale gennemsnitsstigning i Kategori 2 kun 7,1 %.

Hvorfor er det sådan? Svært at vide, men Kategori 2 er den kategori i Tour'en, der forekommer færrest gange (kun seks forekomster i gennemsnit pr. Tour). Og det kan være, at denne kategori på en eller anden måde bliver "klemt" imellem de virkeligt barske, klassiske bjerge og de korte, mere ordinære bakker. Set fra et arrangør-perspektiv kunne en mulig løsning på dette være at justere de to letteste kategorer en smule, så de sværeste Kategori 3'ere bliver Kategori 2'ere - og tilsvarende, at nogle Kategori 4-stigninger kunne flyttes en kategori op. Der er rigeligt med Kategori 4-stigninger at tage af hvert år. Faktisk forekommer Kategori 4'erne mere end fire gange så hyppigt som Kategori 2'erne.

Den danske rytter Nicki Sørensen gik i udbrud og vandt 12. etape i Tour de France 2009. Ruten bød på en usædvanligt kort og stejl Kategori 3-stigning.
En stignings "design"
De gennemsnitsværdier, der her er uddraget af de omkring 260 stigninger, er kun gennemsnit - og definerer ikke, hvordan den enkelte stigning kategoriseres. Der er en hel del spredning af dataene - så selv om den gennemsnitlige Kategori 4-stigning er 2,3 kilometer lang og 4,8 % stejl, ser adskillige stigninger ganske anderledes ud. Én tendens er åbenbar: Hvis en stigning er kortere end gennemsnittet i kategorien, så er stigningen normalt stejlere end gennemsnittet. Løbet i 2009 bød på et ekstremt eksempel på dette: Côte de Bourmont 40 kilometer fra målstregen på 12. etape. Den måler blot 800 meter i længden. Og alligevel er den registreret som en Kategori 3. Årsagen må være dens ekstreme hældning på 11,1 %. Således skiller stigningen sig markant ud fra alle andre stigninger i den kategori siden 2006: ingen er kortere, og ingen er stejlere.

Når det er sagt, så er der kategoriserede stigninger, som er slet og ret nemme - altså hvor både længden eller stejlheden ligger i den lave ende. I 2008-udgaven af løbet var der eksempelvis en Kategori 4-stigning med en gennemsnitlig stigning på 4.6 % over 1,1 km. Det er næppe en bakke, som har skræmt rytterne.

Særlige tendenser i Tour'en 2009:
  • Få HC-stigninger, mange Kategori 1- og 3-stigninger
  • Kategori 4-stigningerne var lange, men flade
  • Stor variation i både længde og stejlhed (mange nye minimums- og maksimumsværdier)
  • Apropos mindre bakker så er der et andet parameter, der kan få en stigning til at afvige fra det sædvanlige kategori-system. Det er dens placering på ruten. Et eksempel på dette er den berømte hollandske bakke Cauberg, som var på menuen på tredje etape af Tour de France i 2006. Med sine 800 meter i længden og 7,3% i gennemsnitlig stejlhed er den en relativt lille stigning. Men fordi den var placeret som afslutning på etapen, blev den kategoriseret som en Kategori 3. Logikken bag dette er, at sådan en stigning almindeligvis har en mere afgørende betydning for etaperesultatet, end hvis rytterne ramte den tidligere. Man kunne indvende, at denne metode svækker kategoriseringens objektivitet og entydighed, og at det skulle være op til rytterne og deres hold at fortolke ruteforløbet - men det er den måde, man har valgt at gøre det på.

    Ergo...
    For at sammenfatte: Med hensyn til stejlhed er kategorierne i Tour de France ikke helt konsekvente. Den gennemsnitlige stigning er højere i de hårdeste kategorier, men ikke markant. I nogle tilfælde er stigningerne i de nemmere kategorier stejlere. Kategori 2 er den mindst stabile kategori, hvilket kan have at gøre med, at Kategori 2-stigninger er relativt sjældne. Hvad angår længde, er der imidlertid betydelige forskelle mellem kategorierne. Så helt grundlæggende er det stigningernes længde, der primært definerer en kategori, mens stejlheden er sekundær.

    Du er mere end velkommen til at kommentere denne analyse. Hvis du benytter dens data offentligt, bedes du citere Danskebjerge.dk.

    Diagram, der sammenfatter de indsamlede data om de forskellige stigningskategorier i Tour de France.

    Den blå søjle viser stigningernes gennemsnitlige længde i en kategori, målt i kilometer. Den lilla søjle viser stigningernes gennemsnitlige stigning målt i procent. Den hvide/beige søjle viser, hvor mange gange i snit kategorien er blevet repræsenteret i hver Tour.

    Detaljerede data om stigningerne i 2010-Tour'en ventes først offentliggjort umiddelbart før løbets start.

    (Grafik: Danskebjerge.dk)



    Relaterede artikler:  Samme artikel på engelsk    Sidste års analyse    Vejen til Jelling har Tour-format