DANSKEBJERGE.DK UNDERSØGER:
J
AGTEN PÅ SUSÅENS HEMMELIGHEDSFULDE UDSPRING

Sjællands længste å, Susåen, sætter et markant præg på det sjællandske landskab, og man kan knap nok krydse øen uden at støde på den eller et af dens tilløb. Men Susåen er også hemmelighedsfuld. For hvor er det lige den starter?

Susåens kilde? Nej, det lille vandhul lå for enden af en rende, der endte blindt. Jeg indså, at jeg måtte gå mere systematisk frem.
Topografiske kort indikerer, hvor udspringet skal findes. Lettere sagt end gjort. Ude i skoven er der ingen markeringer af stedet, og terrænet er vanskeligt at navigere rundt i.
Et godt udgangspunkt: Her begynder Susåen at tage form af en å. Men jeg skal længere op i terrænet for at finde udspringet.
Hen over bregner og visne blade går det. Fodtøjet er ikke just en bjergbestigers.
Solens sene stråler når knap nok igennem den tætte skov. Om mindre end to timer vil der være bælgmørkt. Tidspres.
Flere steder er der helt tørt i bunden af løbet. Kun de til tider stejle skrænter fortæller, at der her er en å.
Hov! Her forsvinder mit spor. En tæt bevoksning sætter et foreløbigt punktum for min søgen efter Susåens udspring...
... Men heldigvis dukker der vand op lidt længere fremme. Først er der antydninger af et egentligt vandløb, men det går snart over i et mere moseagtigt terræn.
Sump! Man kunne tro, at det er grøn mosbevoksning, men nedenunder er der vand. En klar parallel til de farer, der lurede i junglen for Stanley og hans følge.
Ifølge landkort skulle Susåens udspring ligge inde i en skov, men nylige fældninger har åbnet terrænet.
Her står jeg så - med fødderne plantet ved Susåens øverste kilde. Eller næstøverste. Det er svært at skelne den ene vandpyt fra den anden.
Det kan godt være, at Susåens udspring er svært at lokalisere, men faktisk ligger det få skridt fra Vordingborgvej. Tæt ved parkeringsskiltet.
Det spørgsmål har naget mig i årevis. En lun septemberaften i 2014 satte jeg mig for at finde svaret.

Kig i litteraturen og på internettet kastede ikke meget hjælp af sig. Jo, lokaliteten Tingerup Tykke, der ligger syd for Rønnede, blev nævnt, men jeg måtte granske forskellige topografiske kort for at indsnævre målet.

En første indkredsning
Tingerup Tykke er nemlig et ret stort stykke skov og rummer indtil flere små grøfter og vandløb. Det gjaldt derfor om at identificere det løb, som har det højest beliggende startpunkt, og som samtidig er i direkte forbindelse med den ca. 85 kilometer lange Suså.

Ved landsbyen Vrangstrup nær Ringsted når Susåen sit nordligste yderpunkt. Herfra drejer den mod sydvest og gennemløber Tystrup-Bavelse-søerne. Susåen bruges ofte til kanosejlads, mens andre trafikanter møder åen i form af skråninger op fra eller ned mod bunden af ådalen.
Først da denne indledende kortlægning var på plads, kunne ekspeditionen skydes i gang. Det var et par timer efter fyraften, solen havde kurs nedad mod den dystre horisont, og i Tingerup Tykke - som i enhver anden skov - kommer mørket tidligt. Batteriet i lommelygten var tomt, så det gjaldt om at nå i mål, mens dagen endnu havde lidt lys at give af.

Historisk vingebrus
At finde et vandløbs udspring - kilden - er ikke et hvilket som helst projekt. Igennem historien har kilder været tillagt hellige egenskaber, og vandet derfra har fået ry for at have helbredende virkning. Dette har en dråbe sandhed i sig. Kildevand kommer jo direkte op fra jorden. Så det er alt andet lige renere end det vand, der har været længere undervejs.

I moderne tid fik interessen for udspring ny næring, da optagelsesrejsende jagtede udgangspunktet for verdens længste flod Nilen. Blandt dem er det nok briten Henry Morton Stanley, der har opnået mest berømmelse, og jeg tror faktisk, han var en ganske snedig rad. Men sandheden er, at Nilen samler sine kræfter flere steder fra, så det er et definitionsspørgsmål, hvor floden rigtig bliver til flod. En problemstilling, jeg også ramte ind i på min vej gennem Tingerup Tykke.

Henry Morton Stanley var journalist og levede fra 1841 til 1904. Han blev især kendt for at finde frem til den navnkundige Dr. Livingstone, som boede hos et afrikansk stammefolk.
Begynderfejl
Stanley havde sikkert rystet opgivende på hovedet, hvis han havde været vidne til indledningen på min ekspedition. Ud fra det medbragte kort gik jeg optimistisk efter målet i første hug og fandt såmænd også en lille, udtørret rende, som godt kunne ligne et udspring. Herfra ville jeg følge renden nedefter, men den endte i en vandpyt omtrent 100 meter længere henne.

Jeg indså, at en langsommere, men sikrere metode var påkrævet.

Så i stedet fik jeg lokaliseret en skovvej, der passerede hen over det, som ifølge kortet var Susåens øverste løb. Det er smart - viste det sig -, fordi når først man står dette sted, hvor vej og vandløb krydser hinanden, så er det bare at følge vandløbet "opstrøms".

Fladt og udtørret
Ja, "opstrøms" i gåseøjne. For godt nok befinder vi os i Sjællands højest beliggende terræn - nær øens højeste naturlige punkt, Kobanke. Men fra grusvejen er der altså mindre end 10 højdemeter til Susåens formodede udspring. Så forstavelsen "op-" skal tages med et gran salt.

Kobanke ligger 122,9 meter over havet. Det er 1,6 meter højere end Gyldenløves Høj nord for Ringsted. Sidstnævnte er kun Sjællands højeste, hvis man medregner en menneskeskabt jordhøj. De to punkters naturlige højde blev i 2007 opmålt af geologer fra Københavns Universitet på baggrund af en henvendelse fra undertegnede.
Og "strøm" er der heller ikke meget af. Faktisk ligner Susåen på ingen måde en å her i Tingerup Tykke. Det er snarere en grøft, hvor bunden nogle steder blot består af et mørkt mudderlag, andre steder står der lidt vand. Det har ellers regnet kraftigt de seneste uger.

Jeg mistænker grøften for at være påvirket af menneskehånd. Den er lidt for lige i det til at være et rent naturprodukt. Og dog ser man nogle steder egentlige skrænter ned mod bunden af renden - en indikation af, at her på et tidspunkt har løbet vand, som har gennemskåret jorden.

Istiden har været afgørende for, hvor de danske åer og ådale løber i dag. De er nemlig udgravet af vand, der er strømmet ned fra smeltende gletsjere, eller som har udgjort smeltevandsfloder inde under gletsjerne.
Sporet ophører
Jeg nærmer mig en lysning. Og så forsvinder mit spor. Nogle nåletræer blokerer vejen i kombination med fældede stammer. Den fordybning, som trods sin lidenhed har hjulpet mig mod målet hidtil, er ikke længere at se.

Tænkepause.

Er det her, Susåen har sit udspring - i dette halvkedelige nålekrat? Eller findes udspringet et andet sted, som jeg bare har misset?

Tvivlen nager. Ligesom den vel har gjort for 1800-tallets opdagelsesrejsende, da de begav sig gennem den afrikanske jungle.

Jungle er måske nok et stærkt ord at bruge om Tingerup Tykke. Men mange steder lever skoven op til sit navn. Buske og træer står ganske tæt. Og nu hvor solen er gået ned, trænger der ikke meget lys ned i den skovbund, som jeg bevæger mig henover. Mit kamera foreslår mig at bruge blitz.

I Ordbog over det danske Sprog defineres tykke som en "tæt (indre) del af skov, tykning; eller skov med tæt underskov, tætvoksende buske."
I græs og sump
Så viger bregnerne og de udtørrede blade. I stedet træder jeg i ankelhøjt græs. Et tegn på, at jeg er fremme ved den lysning, jeg har kunnet skimte gennem "tykket".

Og hov, så er jeg nær ved at få våde fødder! Jeg har igen fundet vand.

Endda et lille vandløb, ligner det. Jeg følger det et kort stykke vej. Men så deler vandene sig. Jeg ser flere små vandhuller rundt omkring. Et vådområde. Med lidt god vilje: en sump. Dog uden slanger og kviksand, lader det til.

Danmarks længste å, Gudenåen, har sit udspring midt i Jylland, mellem byerne Tørring, Give og Nørre Snede. Udspringet ligger ca. 25 meter lavere i terrænet end Susåens udspring.
Fra tue til tue
For første gang på ekspeditionen befinder jeg mig ude i åbent terræn. Mørket slipper sit tag, i hvert fald for en stund. Jeg bevæger mig fremad ved at sætte fødderne på de tuer og træstubbe, der stikker op mellem pytterne. Hver gang jeg ser lidt vand, tænker jeg, at det kunne være udspringet. Men så går jeg nogle skridt videre og ser mere vand.

Og et hus. Og biler, der suser forbi! Et kig på kortet viser, at jeg er, hvor jeg bør være. Udspringet skulle ligge et stenkast fra landevejen. 96,2 meter over havet.

Jeg stiller mig ved det lille vandhul, der synes at ligge længst ude mod vejen. Øjeblikket foreviges med kameraet. Det brokker sig mere og mere over de urimelige lysforhold. Jeg tager kritikken med ro.

Karrebæk Fjord ved Næstved er slutdestination for Susåen. Undervejs har der været et fald på små 100 højdemeter, svarende til 1,1 meter pr. kilometer vandløb.
En rest af tvivl
For ekspeditionen nåede sit mål. Eller gjorde den?

For få år siden hævdede et hold opdagelses­rejsende, at de havde fundet et mere præcist sted for Nilens udspring, end hvad Stanley og hans samtidige havde peget på i sin tid.

Det er ofte en hårfin afgørelse, når et vandløbs udspring skal fastlægges. Og mange spørgsmål opstår. Opfølgende artikel her!
På samme måde vil der måske engang være nogen, der betvivler mine resultater i Tingerup Tykke. Det lever jeg med. Det er en eventyrers lod.

Alle fotos: Danskebjerge.dk.



Se også:   Opfølgende ekspedition til Susåen    Tystrup Sø (en del af Susåen)    Terrænet ved Lindenborg Ådal