NYE TILTAG PÅ VEJ PÅ DANSKEBJERGE.DK

Interessen for stigninger er for opadgående, og nu er der mere guf på vej for bakke-elskere.

Det er to år siden, at projektet Danskebjerge.dk skød op af mulden - med den hensigt at "øge kendskabet til veje og stier i de mest kuperede områder i Danmark". Det har heldigvis vist sig, at kombinationen af nyheder og baggrund om de danske højdedrag har et publikum. I hvert fald har websitet efterhånden opnået et tilfredsstillende, stabilt besøgstal.

Men selvom landskabet næppe kan ventes at ændre sig meget fra dag til dag, så er der en hel del nyt på vej på Danskebjerge.dk hen over sommeren 2009.

Blandt kommende tiltag er, at beskrivelserne af de 24 største højdedrag skal udbygges. I øjeblikket er der nogle højdedrag, specielt i Nordjylland, som endnu er "ubeskrevne blade" her på sitet. Det vil vi gøre noget ved snart. Danskebjerge.dk har planer om at tage på researchtur til det nordjyske og indsamle data og billeder til beskrivelserne. Hold øje med opdateringer.

Beskrivelserne af højdedragene vil desuden blive suppleret med flere kort over veje og stier i områderne (som dette). Indtil videre er det kun en mindre del af beskrivelserne, der er forsynet med sådanne kort.

Temaet om bjergløb står også foran en udbygning. Planen er, at kåringen af Danmarks hårdeste løbe-event skal følges op af tilsvarende kåringer og lister inden for landevejscykling og mountainbiking. Det er et forholdsvis krævende arbejde at indsamle information og billedmateriale til den slags, men det har vist sig, at der er stor interesse for det, så det er et projekt, der forhåbentlig kan blive skudt i gang snart.

Derudover er der en del sider, der bliver løbende udbygget. Det gælder fx listen over Danmarks højest beliggende gravhøje. Også interviewserien med danske bakke-entusiaster skulle gerne fortsætte hen over sommeren (læs det nyeste interview her).

Og dertil kommer selvfølgelig, at der fortsat med jævne mellemrum lægges forskellige artikler ud om aktuelle sager og begivenheder, der berører emnet bakker. I den forbindelse vil Danskebjerge.dk meget gerne modtage tips til, hvad der kan tages fat på. Så skriv endelig!

Foto: Danskebjerge.dk