MOGENSTRUP ÅS - ANMELDELSE

Mogenstrup Ås får den flotte karakter 2 for sine muligheder for løbere, mens det kniber mere med at tilfredsstille de to-hjulede. Klik på thumbnail'en her til højre for at se et stort kort over bakkerne på åsen.




Åsens særlige udformning kombineret med det fine stisystem gør stedet ideelt til løb. Der er rig mulighed for selv at variere ruterne.

Fordele og ulemper:
Alle ås-partier er fredede og offentligt tilgængelige, og store dele af dem er indrettet som rekreative områder (guf!). Især Munkebakken, "Åsen" i Næstved og Fruens Plantage har veludbyggede stisystemer, både på langs og på tværs. Visse stier er godt nok generet af bevoksning og væltede træer; enkelte af de kortere stigninger er desuden meget stejle, så det kan være svært at bevare balance og fodfæste. Men alt i alt et terræn, der giver rigtig gode muligheder for at få pulsen helt op og ringe. Jeg anser Mogenstrup Ås for at være det mest udfordrende løbeterræn på Sjælland - intet mindre!

Stigninger og ruter: Området er fuldt af dejligt hårde stigninger på 20-25 højdemeter. De mest barske er cirka 200 meter lange og har 30 højdemeter, dvs. en gennemsnitlig stigningsprocent på hele 15. Disse finder du især på de nordvestlige ås-partier. De hårdeste løberuter designes ved at zigzagge sig fremad på langs af åsen - så kan en god times løb nemt resultere i samlet 300 højdemeter og dét vel at mærke uden, at man løber op ad den samme stigning mere end én gang. Kommer du i bil, er det ret nemt at finde egnede parkeringsmuligheder næsten lige ved åsen. Eller parkér ved togstationen inde i selve Næstved. Så kan du nemlig kaste dig direkte ud i en unik udfordring: Munkebakken. Der er 26 højdemeter til toppen og derfra yderligere ca. 7 meter op ad en spinkel, knirkende metaltrappe. For dem, der ikke har højdeskræk, venter der en fin belønning i form af en glimrende udsigt.



Åsen har ikke så meget at tilbyde mountainbikere. Terrænet passer egentlig godt til sporten, men det gør "infrastrukturen" ikke.

Fordele og ulemper:
Mogenstrup Ås er et både-og for mountainbikere. For vel er der stier og veje at cykle på - og nogle af disse giver rigtig gode udfordringer -, men nogle er for smalle, andre for stejle, atter andre må man slet ikke cykle på. Og så er der de stier, som naturen har kastet sig over: de er eroderet af nedbør eller blokeret af buskads eller træstammer. Men der kan du jo også vælge at se på de lyse sider: jo flere gange du må ud af pedalerne undervejs, desto mere får du ud af træningen!

Stigninger og ruter: De bedst egnede MTB-bakker findes i Fruens Plantage, hvor der er et par to-sporede grusveje, der fører op til ås-ryggen fra Præstø Landevej. Der er opsat nogle skilte med kort, der viser, hvilke stier du må cykle på. Den hårdeste bakke på disse stier ligger på nordsiden - den er ca. 300 m lang og har 30 højdemeter, altså en stigning på 10% i snit. Du må hverken cykle på Munkebakken eller "Åsen". Lidt ærgerligt, for specielt på "Åsen" er der et par bakker, der kunne være rigtig sjove for mountainbikere, bl.a. en rigtig serpentiner-sti.



Der er ingen oplagte strækninger med rigtig bid i. For landevejsryttere er åsen bogstavelig talt en flad fornemmelse.

Fordele og ulemper:
Det er småt med stejl asfalt ved Mogenstrup Ås. En logisk følge af, at åsen er så afgrænset i forhold til det øvrige landskab. En enkelt stor bakke på tværs af åsen kunne det dog godt være blevet til, da man anlagde Øster Ringvej. Men fortidens syndere valgte at gennemgrave åsen og føre vejen lige lukt igennem den (suk!).

Stigninger og ruter: For landevejsrytterne er der nogle mindre knolde at kaste sig over, nemlig i Næstved by og i Mogenstrup. Der er enkelte rigtige bakker, f.eks. på Gallemarksvej i Næstved (længde: 725 m, stigning: 3,4%). Ellers er mulighederne så få, at man godt kan lade raceren blive hjemme, når man besøger Mogenstrup Ås.