|
|
DANSKEBJERGE.DK UNDERSØGER:
DANSK BAKKE PÅ HØJDE MED FRANSKE TOURSTIGNINGER
|
Jellingvej er ikke den stejleste vej i Vejle, men den har egenskaber, der gør den meget Tour de France-lignende.
|
Danmarks landskab anklages ofte for at mangle hårde stigninger. Men det er ikke vanskeligt at finde danske bakker, som i sværhedsgrad overgår dem, der indgår i et løb som Tour de France. I f.eks. 2015 skulle man helt frem til Tour'ens 10. etape, før det mest krævende danske terræn fik baghjul. Det viser beregninger, som Danskebjerge.dk har foretaget.
Det er ellers en udbredt opfattelse, at danske landeveje er mindst en klasse under andre landes, når det gælder højdeforskelle og hældninger. Sådan forholder det sig ikke. Selvom Danmark er uden bjerge af flere hundrede meters højde, så findes der rundt omkring i landet en række stigninger, som er vanskelige nok til at blive kategoriseret i et internationalt cykelløb. Mest illustrativ er Jellingvej-stigningen - en lang bakke i den østjyske by Vejle.
Stigningen på Jellingvej (som faktisk strækker sig over adskillige gader i Vejle) er i alt 1920 meter lang og stiger med 5,4% i snit. Dermed har den de egenskaber, der kendetegner en gennemsnitlig Kategori 4-stigning i Tour de France. En gennemsnitlig Kategori 4-stigning i perioden 2012-2015 er 2 kilometer lang og stiger med 5,4% i snit. Altså tæt på fuldstændigt sammenfald.
Hvordan kommer dette konkret til udtryk? Det har Danskebjerge.dk undersøgt ved at sammenligne Jellingvej med Tour'ens stigninger i 2015.
Den østjyske bakke kan selvfølgelig ikke måle sig med det hårdeste terræn i Alperne eller Pyrenæerne. Men tager man den første halvdel af etapeløbet - de ti første etaper i Tour'en 2015 -, ligger Jellingvej lunt i svinget.
Det illustreres af denne oversigt:
|
Grafik: Danskebjerge.dk. Datagrundlag: Officielle ruteoplysninger fra arrangørerne af Tour de France.
|
Fra 1. til 10. etape er der i alt 15 kategoriserede stigninger. 12 af dem er Kategori 4-stigninger, dvs. de tilhører den nemmeste kategori af Tour-stigninger. Nederst i diagrammet ses Jellingvej. Som det fremgår, er den danske stigning ganske godt med, både når det gælder længde og gennemsnitlig stigningsprocent.
Dette lille skema viser, hvordan Jellingvej-stigningen klarer sig inden for parametrene længde, gennemsnitlig stigning og antal højdemeter:
|
Længde
|
Stigning
|
Højdemeter
|
Jellingvej vs. Tourstigninger 2015, 1.-10. etape
|
7. længste ud af 16
|
11. stejleste ud af 16
|
8. flest ud af 16
|
Jellingvej-stigningen placerer sig altså pænt i midterfeltet inden for alle tre parametre. Der er langt op til La Pierre-Saint-Martin - den afsluttende stigning på 10. etape, hvor vi er oppe i den mest krævende stigningskategori overhovedet (HC). Og Mur de Huy og Mûr de Bretagne på hhv. 3. og 8. etape er også svære at bide skeer med. Men flere af de øvrige stigninger er mindre krævende for Tour-rytterne, end Jellingvej ville være.
Med andre ord: Når du i juli ligger på sofaen og ser transmissionerne fra Tour de France, så vil adskillige etaper have en sværhedsgrad, der godt ville kunne matches af danske veje. Dette har Danskebjerge.dk også tidligere dokumenteret ved at konstruere en rute ved Vejle, som mht. stigninger var næsten identisk med en rute i en bestemt Tour-etape. Sidstnævnte var af Tour-arrangørerne beskrevet som en "Medium mountains"-etape. De ypperste danske bakker er altså store nok til at kaste en bjergetape af sig - omend af den moderate slags.
Jellingvej er i øvrigt med på rutekortet, når der køres Grejsdalsløb og PostNord Danmark Rundt. Der er dog ingen af løbene, der har hele stigningen med. Til gengæld indgår Gl. Kongevej i begge løb. Gl. Kongevej er en sidevej til Jellingvej og langt stejlere. Men Jellingvej har næsten 30 højdemeter mere.
På Danskebjerge.dk's liste over Danmarks hårdeste stigninger rangerer Jellingvej som nummer 2.
Foto: Danskebjerge.dk. Ved gengivelse af data bedes man kreditere Danskebjerge.dk.
Se også: Jellingvej har Tour-format (tidl. analyse) Vejles franske bjergetape Stejleste danske veje
|
|
|