AFRIKANSKE BJERGE KOSTEDE BÅDE PENGE OG BLOD

Akwapim-bjergenes tinder når typisk op i en højde af 500 meter over havet.
I 1800-tallet fik det danske rige kontrol over et stort afrikansk bjergområde. Men området var ramt af blodig konflikt og blev aldrig nogen rigtig god forretning.

Det er velkendt, at Danmark i et par århundreder havde handelsstationer og forter på Afrikas kyst. Mindre kendt er det, at danskerne også havde besiddelser lidt længere inde i det afrikanske fastland.

Ét af de danske områder omfattede Akwapim-bjergene, der ligger i den sydøstlige del af det nuværende Ghana og rækker ind i nabolandet Togo. Hele bjergkomplekset omfatter Mount Afadjato (880 moh.) og Mount Agou (986 moh.) - hhv. Ghanas og Togos højeste punkter -, men danskerne opholdt sig mest i den sydlige del, hvor terrænhøjden typisk ligger på 500 moh.

Kort over det sydlige Ghana. De danske havne, forter og bebyggelser lå omkring Accra og øst for. Herfra var der 20-30 kilometer til Akwapim-bjergenes sydligste skråninger. (Grafik: Danskebjerge.dk)

Krigshelten fra Afrikas bjerge led trist skæbne

Det kunne være ret så kompliceret at stå i spidsen for det danske militær på Guldkysten. På den ene side rekrutterede man krigere fra stammerne, men samtidig kunne man ikke altid regne med disses loyalitet.

Det var netop sådan en situation, som den nytiltrådte guvernør Mørck stod overfor i året 1835. En større stamme, kroboerne, havde brudt alliancen med danskerne og den dansker-tro Akwapim-stamme, og for at forebygge en større konflikt troppede Mørck op med en håndfuld kanoner for foden af Krobo-bjerget med krav om, at kroboernes leder kom ned og forhandlede. Da det ikke skete, gav han ordre til at åbne ild mod en gruppe af 2-300 kroboer:

"Denne granat traf netop midt imellem dem, hvor den sprang, og i et nu var der ikke en eneste mere at se," lød Mørcks egen skildring. [2]

Dette fik de danske Akwapim-krigere til spontant at indlede en storm mod bjergtoppen. Kroboerne modstod det blodige angreb, men accepterede derefter Mørcks fredskrav. Hvilket var heldigt, for efterhånden havde over 8.000 mere eller mindre ustyrlige krigere sluttet sig til hans hær, og hvis de havde massakreret krobo-hæren totalt, kunne det have startet nye konflikter.

Guvernørens militære succes blev fulgt op af vellykket diplomati, der tilsyneladende sikrede den danske dominans i Akwapim-bjergene. Men briterne udtrykte bekymring over den mere aggressive strategi, og det danske udenrigsministerium bøjede sig: I efteråret 1838 fik Mørck besked på at afstå fra yderligere konfrontationer.[3]

Efter sigende tog denne irettesættelse hårdt på ham. Han døde et halvt år senere, og med salget af området til briterne i 1850 kan hans anstrengelser set i bakspejlet synes forgæves.
Disse skovklædte bjerge rummede både fordele og ulemper for den danske kolonimagt.

Store plantager
Et af plusserne var, at klimaet var fugtigere end ude ved kysten. Det betød umiddelbart, at der var bedre betingelser for afgrøder. Man forsøgte sig især med bomuld, sukker og kaffe. I 1808 blev der bl.a. anlagt en 7 hektar stor kaffeplantage i Akwapim-bjergene. Samme sted plantedes 8.000 bananplanter. [1]

Men området bød også på en anden ressource, som Danmark var interesseret i: De indfødte. De forskellige negerstammer lå i indbyrdes strid, og når de fik krigsfanger i nettet, ilede de ned til kysten for at afsætte dem til statsautoriserede danske slavehandlere. Slaverne kunne så bruges i plantagerne eller sælges videre til andre kolonier.

På krigsstien
Imidlertid voldte de selvsamme stammer en del problemer. De havde nemlig ikke altid samme interesser som danskerne, og der var kun få soldater udstationeret på Guldkysten til at holde de forskellige grupper i skak. Især Ashanti-stammen udviklede sig til en alvorlig fjende. Det gik i 1811 bl.a. ud over den førnævnte kaffe- og bananplantage, som ashantier jævnede med jorden.

25 år og en del kampe senere sejrede en dansk-ledet hær, der inkluderede flere tusind afrikanske krigere, i et afgørende slag i Akwapim-bjergene (se også boksen til højre). Det styrkede i første omgang den danske kontrol med bjergene. Men samtidig fik briterne smag for området, og da udbyttet af plantagerne aldrig rigtig kom op i omdrejninger, var løbet efterhånden kørt for det danske eventyr i Afrika.

Fortet Christiansborg var en af de fæstninger, der skulle sikre dansk dominans på Guldkysten. Fortet har ændret udseende, men ligger der endnu og tjener som regeringsbygning i det, der i dag er Ghanas hovedstad Accra.

Fejlslagen drift
I 1850 solgte man alle besiddelser til briterne, og dermed sagde Danmark farvel til ikke bare en koloni, men også et af rigets landskabelige højdepunkter.

Ophøret af slavehandlen har ofte fået "skylden" for de danske koloniers endeligt. Men medvirkende var også, at danskerne greb driften af plantagerne i de afrikanske bjerge forkert an. F.eks. har man plantet på de forkerte tidspunkter af året og fjernet træer, der var med til at holde på jorden på skråningerne.

Alle fotos på denne side er fra Wikipedia.



Se også:     Danmarks største toppe    Naboernes bjerge    Højeste danske punkter