Odsherred ligger i den nordvestlige afkrog af Sjælland, og det er måske derfor, at områdets bakkelandskab ikke har fået så meget opmærksomhed. Men virkeligheden er, at man her finder nogle af de skrappeste stigninger, som Danmark har at byde på, og de ligger i kort afstand af hinanden.
Nedenfor er en beskrivelse af tre af stigningerne, suppleret med film fra Aasevangsvej samt interaktivt kort. Alle tre stigninger indgik i Post Danmark Rundt 2013 og PostNord Danmark Rundt 2017.
KÅRUPVEJ
Når man ser på Kårupbakken som helhed, er den ganske hård: Næsten 1300 meter og en gennemsnitlig stigning på 5,6%. Det i sig selv gør stigningen til en af de 20-30 skrappeste i Danmark.
Men det unikke ved den er, at den faktisk består af to separate bakker. Derfor er opstigningen urytmisk, og det indebærer selvfølgelig også, at stigningsprocenterne visse steder er en del højere, end hvis vejen havde været jævnt stigende.
Den første af de to bakker er den mest krævende. 660 meter med en gennemsnitlig stigningsprocent på 7,4 - og en maksimal stigning på 14%. Derefter flader vejen ud, ja, faktisk er der et terrænfald på ca. 4 højdemeter. Efter et par hundrede meter kommer man til den anden bakke. Den er halvt så lang, men igen med en solid stigningsprocent på 7,4 i snit.
Vejen har flere sving. Det mest drilske af dem er det 90 graders sving, der ligger helt i starten, for man er dårligt kommet rundt i det, før terrænet stiger stejlt.
ASNÆS INDELUKKE
Stigningen kaldes Asnæs Indelukke, fordi den fører op til et sted med dette navn, men vejen hedder altså Åsevangsvej.
Den er en slags modsætning til Kårupvej-bakken. Mens der på Kårupvej er sving og varierende stigningsprocenter, så er Asnæs Indelukke langt mere regelmæssig: Stigningsprocenten er svagt tiltagende, men ellers ret konstant, og bortset fra et blødt højresving cirka halvvejs, er vejen lige og meget regulær. Derfor er den også velegnet som opløbsstrækning, og publikum vil visuelt kunne følge rytterne over adskillige hundrede meter - samtidig med, at de kan nyde en skøn udsigt ud over Odsherred og Sejerø Bugt.
På grund af stigningens regelmæssighed vil den til gengæld ikke være nær så egnet til angreb som Kårupvej. Se dog video nederst på denne side, hvor der opstår splittelse i et felt ved opstigningen ad Åsevangsvej.
HØVE STRÆDE
Høve Stræde-bakken ligger i forlængelse af en flad landevejsstrækning. Man kommer næsten helt ud til Sejerø Bugt, hvor vejen knækker mod venstre. Herfra tager stigningen gradvist fat.
Ifølge et skilt i vejsiden når hældningen op på 10%, og det er nok ikke helt galt, selvom stigningsgraden på de stejleste 500 meter - mellem sidevejene Hulvej og Veddingevej - ligger på mere beskedne 7,7.
De fleste, der bestiger Høve Stræde, vil ånde lettet op, når de har passeret byskiltet og kommet ind i selve Høve, hvor vejen flader ud. Men faktisk venter der endnu flere højdemeter, hvis man fortsætter til venstre ad Møllestræde. Tager man hele stigningen fra bund til top, måler den 1500 meter og har en højdeforskel på 73 meter, hvilket giver en stigning på 4,9% i snit.
Video: I 2013 havde PostNord Danmark Rundt etapemål på toppen af Åsevangsvej. Danskebjerge.dk fulgte løbet og producerede denne reportage, med fokus på passagerne ved målstregen. Som det fremgår, slutter etapen med en rundstrækning.
Video: I 2008 og 2009 blev der afviklet et ambitiøst profløb i Odsherred, hvor ruten minder lidt om den, som Post Danmark Rundt-feltet skal ud på i 2013. Danskebjerge.dk's lille film herover er fra det løb. Man ser rytterne på vej op ad Åsevangsvej - i et noget langsommere tempo, end hvis det havde været på flad vej!
Google-kort: Kortet viser med rødt de tre stigninger, der er beskrevet ovenfor. Klik på dem for yderligere data. To steder er der en parallel orange linje. Den viser en alternativ angivelse af stigningen. Alle tre stigninger er beliggende ved Vejrhøj-buen. Der er mere info om 4. etape på løbets hjemmeside.