FEM FORKERTE PÅSTANDE OM KATEGORIER I TOUR'EN Bjergene i Tour de France er sagnomspundne. Og det er fint nok. Men nogle af myterne holder ikke helt vand. Danskebjerge.dk tager her et nærmere kig på nogle af de ofte hørte påstande. Se også den nyeste analyse af Tour'ens stigninger og kategoriseringen af dem. UDSAGN 1: "Wow, den er godt nok stejl, den stigning. Det må mindst være en kategori 1!" SVAR: Fejlslutning! Stigningsprocenten i sig selv siger ikke meget om, hvilken kategori stigningen hører til. Godt nok er stigninger, der er "udenfor kategori", en anelse stejlere end kategori 4-stigninger, men til gengæld er kategori 2-stigninger lidt mindre stejle end kategori 3-stigninger. En meget vigtigere faktor, når man skal sammenligne kategorier, er længden af stigningerne. Mere HER. >> UDSAGN 2: "Der er ingen stigninger i Danmark, der ville være hårde nok til at blive kategoriseret." SVAR: Forkert. Mange danske stigninger ville kunne blive kategoriseret, hvis de indgik i en Tour-etape. De fleste ville dog høre til i den lette ende af kategori 4. Men én stigning har både længden og stigningsprocenten til at hamle op med de gennemsnitlige franske kategori 4-stigninger. Det er Jellingvej i Vejle, der er ca. 2 km lang og stiger med ca. 5% i snit. Mere HER. >> Der er mange hårnålesving på Alpe d'Huez. Men det er der også på danske veje! UDSAGN 3: "Det er i de svære stigningskategorier, at man finder hårnålesvingene." SVAR: Ikke nødvendigvis. Der er f.eks. også hårnålesving i Danmark, hvor stigningerne ikke er i nærheden af at være "uden for kategori". Faktisk findes der over 30 danske hårnålesving. Og her taler vi vel at mærke om sving, der - ligesom dem i Alperne - har fået deres hårnålelignende form for at mindske vejens hældning på en skråning. Mere HER. >> UDSAGN 4: "En stigning, hvor stigningsprocenterne svinger meget, er sværere end en stigning med stabil hældning." SVAR: Det kan man mene. Men hvis man ser på kategoriseringen af stigningerne i Tour de France, er der ikke belæg for det. Det er primært længden og sekundært den gennemsnitlige stigningsprocent, der er afgørende for, hvordan de kategoriseres. Mere HER. >> UDSAGN 5: "Når Tour'en kommer til de stigninger, der har den sværeste kategori, bliver løbet afgjort." SVAR: En sandhed med modifikationer. Jo, blandt de forreste kan en barsk stigning flytte rundt på nogle placeringer. Men hvis man vil vinde samlet, skal man være en god allround-rytter, der formår at holde sig fremme i alle etaper. Man ser sjældent ryttere springe fra en placering sidst i feltet og helt frem i spids, blot fordi de præsterer godt på en eller to bjergetaper. I 2014-Tour'en så man, hvordan Nibali sikrede sig et tidsforspring på en brostensetape, som var på højde med, hvad de stærkeste bjergryttere kan opnå på en hård bjergetape. Der er derimod langt imellem, at en rytter vinder Tour'en alene ved hjælp af store "togter" over flere bjerge. Man skal således helt tilbage til 1970 for at finde én, der vandt både bjergtrøjen og det samlede klassement (Eddie Merckx). I øvrigt forekommer der ofte store stigninger, som hovedfeltet kører samlet over - som regel stigninger, der ligger et godt stykke før mål, og som derfor får minimal indvirkning på løbet. Relaterede artikler:  Analyse af Tour'ens stigninger    Jellingvej har format    Danmarks skrappeste stigninger