OPDATERET: Nyere analyser her: 2015 (dansk)   2016 (English)

FORSTÅ FORSKELLEN PÅ TOUR'ENS STIGNINGER

I et etapeløb som Tour de France spiller stigningerne en central rolle. De er - sammen med enkeltstarterne - afgørende for, hvilke tidsafstande der skabes i feltet. Derfor: Hvis du vil forstå Tour'en, skal du kende stigningernes egenskaber og den måde, de kategoriseres på. Denne analyse skulle gerne hjælpe dig lidt på vej.

Kategoriserede stigninger sådan som vi ofte møder dem: på de officielle etapeprofiler for Tour de France.
De fleste Tour-fans ved, at de stigninger, der er "udenfor kategori" (på fransk: "hors catégorie"), er de sværeste stigninger. Herefter falder sværhedsgraden gradvist, efterhånden som vi bevæger os ned gennem kategorierne: 1, 2, 3 og 4.

Men stigninger kan antage mange former, og et nærmere kig på deres længde og stejlhed afslører en betydelig variation - ja, på enkelte punkter kan man endda finde sprækker i det ellers veletablerede system med de fem kategorier.

Hundredevis af stigninger undersøgt
Analysen er rent statistisk. Det betyder, at jeg ikke har studeret det nøjagtige vejforløb, stigningernes maksimale stejlhed, tankerne bag udformningen af ruterne osv. Jeg har "kun" indsamlet oplysninger fra den rutebeskrivelse, som Tour de France-arrangørerne har offentliggjort, idet hensigten har været at vise, hvordan stigningerne defineres objektivt af løbet selv.

I alt har 186 stigninger fra Tour-sæsonerne 2012, 2013 og 2014 indgået i regnestykket. Dertil kommer de 241 stigninger, der er brugt til analysen af Tour'en 2006-2009, offentliggjort tilbage i 2010.

Men lad os nu kaste et blik på nogle af de nye resultater. (De utålmodige kan evt. gå direkte til bunden af denne side, hvor der er et diagram, der sammenfatter resultaterne.)

Tendenser i 2014-Tour'en
Dette års etapeløb har 63 kategoriserede stigninger. Seks af dem er stigninger udenfor kategori, og de måler i gennemsnit 15 km i længden og skråner med 7,4 procent.

Antallet af kategori 1-stigninger er højere, 11 i alt, men de er kortere: 11,5 km. Tilsvarende er hældningen lavere - omend forskellen er meget lille. Med en hældningsprocent på 7,2 er kategori 1-stigninger næsten lige så stejle som stigninger udenfor kategori.

Den tendens fortsætter.

Når vi går fra kategori 1 til kategori 2 og så videre, er den gennemsnitlige længde af stigningerne mærkbart reduceret for hvert trin, mens den gennemsnitlige hældning næsten holder skansen. Således er den gennemsnitlige hældning af en kategori 4-stigning på 6,1 procent, og det er kun 1,3 procentpoint lavere end den gennemsnitlige hældning af en stigning udenfor kategori.

Ujævn hyppighed
Med hensyn til antallet af kategoriserede stigninger er 2014-Tour'en lidt rodet. Man ville forvente en gradvist stigende hyppighed, men sådan er det ikke. Ganske vist er der som nævnt flere kategori 1-stigninger end stigninger udenfor kategori. Men der er færre kategori 2- end kategori 1-stigninger, og der er færre kategori 4-stigninger end kategori 3-stigninger.

Dette kunne i princippet være en konsekvens af den måde, ruten er udformet på netop i år. Men mine beregninger viser, at der er tale om uregelmæssigheder af generel karakter. Det fremgår af dette diagram over Tour-stigningers gennemsnitsværdier fra de tre sæsoner 2012, 2013 og 2014:



Som det er vist, reduceres længden fra kategori til kategori, nogenlunde i overensstemmelse med 2014-versionen af Tour de France. For hvert trin ned bliver den gennemsnitlige længde af stigningerne næsten halveret.

Skævheder i moderate stigninger
Regelmæssigheden er mindre klar, når det kommer til hyppighed og stejlhed.

Antallet af stigninger, der repræsenterer hver kategori, vokser ganske vist fra den sværeste til den letteste stigningskategori, men udviklingen er - som i 2014-Tour'en alene - noget inkonsekvent. Faktisk stopper kurvens opadgående bevægelse helt ved kategori 2: Der er lidt færre kategori 2-stigninger i Tour'en, end der er kategori 1-stigninger.

Vi finder noget lignende, når vi ser på den gennemsnitlige stigningsprocent. Samlet set sker der en gradvis reduktion af procenterne. Men igen udgør kategori 2 en undtagelse. Den gennemsnitlige stigningsprocent falder her til 6,5, hvilket betyder, at kategori 2-stigninger er en anelse fladere end kategori 3-stigninger (6,6 procent).

I alt 427 stigninger er blevet gransket i forbindelse med denne nye analyse fra Danskebjerge.dk.
Kategori 2-problemet
Interessant nok har kategori 2 længe været et "problembarn". Analysen af Tour'en 2006-2009 viste det samme: Kategori 2-stigningerne afveg fra det forventelige, både når det gjaldt stejlhed og antallet af stigninger (se søjlediagram for perioden). Tendensen er altså generel.

Da denne lille undersøgelse kun beskæftiger sig med statistik, kan jeg ikke sige så meget om årsagen til fænomenet. Men måske handler det om, at kategori 2 som den mellemste kategori bliver en lidt vag størrelse. En kategori 2-stigning er jo ikke et drabeligt bjerg, men heller ikke en kort bakke - den er noget midt imellem. Hvilket igen kan få arrangørerne til at forsømme kategorien. Måske.

Ny kategoriseringsmodel?
Hvis hele kategoriseringssystemet en dag bliver taget op til revision, vil jeg foreslå at tage et kig på dette kategori 2-problem. En løsning kunne være at gøre kategoriseringen mere objektiv og definere kategorierne mere præcist, muligvis endda rent matematisk via et simpelt computerprogram.

Alternativt forslag: Skær hele systemet ned til fire kategorier i stedet for fem. Det ville eliminere nogle af de nævnte uregelmæssigheder, uden at nuancerne ville lide nævneværdig skade.

Sære betegnelser
Nu hvor vi er ved forslag til forbedringer, kan man overveje en lille navneændring. Selvfølgelig er der lidt dramatisering i at sige, at en opstigning er "udenfor kategori", men det er en temmelig kompliceret og noget mystificerende formulering - kun få mennesker kender begrebets oprindelse (det var en betegnelse, man hæftede på bjergpas, der ikke var egnet til biler).

I stedet ville et system bestående af fire kategorier - kaldet 1, 2, 3 og 4 - være lettere at håndtere, både i ord og tal. Men så igen: Etapeløb som Tour de France er viklet ind i myter og traditioner, og i sådan et univers er objektivitet og klarhed ikke nødvendigvis noget at stile efter. Det anerkender jeg.



Flere konklusioner
Som en afrundning af analysen er her en liste over forskellige andre resultater af beregningerne:

· De tre Tours i 2012, 2013 og 2014 har i gennemsnit 62 kategoriserede stigninger - det er tre kategoriserede stigninger pr. etape
· I hver af de tre Tours er der tre etaper helt uden kategoriserede stigninger
· For hver stigning udenfor kategori er der tre kategori 4-stigninger
· Den stejleste kategoriserede stigning 2012-2014 er en kort kategori 4-stigning (Jenkin Road) på 2. etape af Tour'en 2014: 10,8 procent i gennemsnit.
· I samme 2014-Tour finder vi periodens mindst stejle opstigning: En kategori 4-stigning på 12. etape, hvor terrænet stiger med beskedne 2,9 procent.
· Og ja, den længste Tour-stigning 2012-2014 optræder såmænd også i dette års udgave af løbet. På 14. etape har en kategori 1-stigning (Col du Lautaret) en længde på ikke mindre end 34 km. Hældningen er 3,9 procent.
· Tre stigninger deler førstepladsen i kampen om at være kortest. De er 0,7 kilometer lange.
· En sammenligning mellem perioderne 2012-2014 og 2006-2009 viser, at den gennemsnitlige stejlhed er vokset i alle fem kategorier. I 2012-2014 har en stigning en hældning på 6,6 procent i snit. I 2006-2009 var hældningen 5,8 procent i snit.
· Imens er den gennemsnitlige længde blevet beskåret: Fra 9,4 km i 2006-2009 til 7,8 km i 2012-2014. (Se denne artikel.)



Alle grafikker lavet af Danskebjerge.dk. Gengiv venligt ikke ovenstående data uden at kreditere Danskebjerge.dk og/eller linke til denne side.

Relaterede artikler:   Tidligere stigningsanalyse     Dansk bjergetape?     Danmark har over 30 hårnålesving