FEM MYTER OM BJERGENE I TOUR'EN Bjergene i Tour de France er sagnomspundne. Og det er fint nok. Men nogle af myterne holder ikke helt vand. Danskebjerge.dk tager her et nærmere kig på nogle af dem. Se også den nyeste analyse af Tour'ens stigninger og kategoriseringen af dem. MYTE 1: Tour de France er det cykelløb med de fleste og de største bjerge. Næppe korrekt. Mange mener, at ruterne i Giro d'Italia og Vuelta'en er hårdere. Og Italien og Spanien har da også mange af de rigtigt store stigninger. Databasen hos Salite.ch, som har registreret de største stigninger i Europa, viser bl.a., at begge de to lande har flere stigninger på over 2000 højdemeter end Frankrig. Desuden byder et løb som Giro d'Italia på stigningen Mortirolo, der stiger mere end 10% i gennemsnit. Lance Armstrong har udtalt, at det er den hårdeste stigning han nogensinde har kørt på. MYTE 2: Jo hårdere en kategori stigningerne er placeret i, desto længere og stejlere er de. SVAR: Så generelt kan det ikke siges. Der er fem kategorier i Tour de France: fra Kategori 4 og op til "uden for kategori", på fransk: "Hors Catégorie". Selvfølgelig øges sværhedsgraden, efterhånden som man bevæger sig opad i kategorierne - overordnet set. Men en stigning i den lette Kategori 4 kan meget vel være stejlere end f.eks. en stigning i Kategori 3 eller 2. Der er stor variation i typen af stigninger inden for den enkelte kategori og dermed også betydeligt overlap kategorierne imellem. Som en kuriøsitet kan nævnes, at Kategori 2-stigningerne gennemsnitligt er en anelse fladere end Kategori 3-stigningerne. MYTE 3: Der er ingen stigninger i Danmark, der ville være hårde nok til at blive tildelt en kategori i Tour'en. Forkert. Der har forekommet Kategori 4-stigninger i Tour de France, som mange danske stigninger kan overgå i længde og stejlhed. Men den eneste danske stigning, der matcher gennemsnittet for både længe og stejlhed i Kategori 4, er Jellingvej i Vejle. Under de rette omstændigheder kunne en af de hårdeste danske stigninger endda blive rubriceret som en Kategori 3-stigning. Det ville ske, hvis den var placeret til allersidst på en etape. Hollandske Cauberg, som overgås i hårdhed af flere danske stigninger, fik således tildelt Kategori 3, da den var med i Tour'en i 2006. Alpe d'Huez er stigningen over alle stigninger. Vurderet alene ud fra sin længde og stejlhed er den ikke blandt de allerskrappeste. Men den rykkes til stadighed op i den sværeste kategori, fordi den oftest ligger til sidst på bjergetaperne. MYTE 4: Alpe d'Huez er den hårdeste stigning for en cykelrytter. Slet ikke. Når det gælder stejlhed og længde, ligger Alpe d'Huez ret langt nede på listen over europæiske stigninger ("kun" ca. 7,7% over 14,2 km). Men det er en meget flot stigning, og så er den jo med tiden blevet legendarisk, især fordi den så ofte placeres til sidst på en etape. Netop placeringen sidst på etapen gør, at Alpe d'Huez traditionen tro får prædikatet "uden for kategori". Under andre omstændigheder kunne den godt kategoriseres som en Kategori 1-stigning. MYTE 5: Det er i bjergene at cykelløb som Tour de France bliver afgjort. En sandhed med modifikationer. Jo, blandt de forreste kan en barsk stigning flytte rundt på nogle placeringer. Men hvis man vil vinde samlet, skal man være en god allround-rytter, der formår at holde sig fremme i alle etaper. Man ser sjældent ryttere springe fra en placering sidst i feltet og helt frem i spids, blot fordi de præsterer godt på en eller to bjergetaper. Der er også langt imellem, at en rytter vinder Tour'en alene ved hjælp af store "togter" over flere bjerge. Man skal således helt tilbage til 1970 for at finde én, der vandt både bjergtrøjen og det samlede klassement (Eddie Merckx). I øvrigt forekommer der ofte store stigninger, som hovedfeltet kører samlet over - som regel stigninger, der ligger et godt stykke før mål, og som derfor får minimal indvirkning på løbet. Relaterede artikler:  Analyse af Tour'ens stigninger    Jellingvej har format    Danmarks skrappeste stigning