NYINDVIET BJERGSTI UDFORDRER DINE KLATRE-EVNER

Efterår betyder faldende temperaturer, men en tur i højderne skal nok få kropsvarmen til at stige. For nylig blev der på Sjælland indviet en ny stistrækning - Vejrhøjstien -, der har både flotte udsigter og høje stigningsprocenter.
Ved denne pæl begynder den nyindviede Vejrhøjsti. (Foto: Danskebjerge.dk.)

Stien ligger i Odsherred og fører fra sydvest op til Vejrhøj. Den går på den første del gennem mose og lidt små-skov og munder ud i et mark- og overdrevslandskab, hvor der er storslået havudsigt.

Stor højdeforskel
Undervejs forceres næsten 121 højdemeter. Stien starter nemlig lige over havniveau og slutter på toppen af Vejrhøj, som med sine 121 moh. er Sjællands tredjehøjeste jordpunkt.

Der er dog lidt snyd med i spillet, for Vejrhøj er en gravhøj fra oldtiden, og trækker man gravhøjen fra, ligger punktet blot ca. 113 moh. Det er stadig en anselig højde efter sjællandske forhold, og hele det højdedrag, som Vejrhøj ligger på, er imponerende. Men dét, der for alvor imponerer ved Vejrhøj, er stejlheden. Stykket fra gravhøjen og ned til Nekselø Bugt er - i fugleflugtslinje - under 1 kilometer langt, og der er dermed tale om en af de største og stejleste skråninger i hele Danmark. Som "bjerg" overgås Vejrhøj kun af Aborrebjerg og Himmelbjerget (mere her).

Vi kan derfor godt tillade os at kalde den nye sti for en bjergsti. Det område, som den ligger i, har endda det officielle navn Bjergene, så de alpine betegnelser har lokal forankring.

Pælene ved stien sikrer ikke blot, at man holdes på rette spor. De er også et signal om, at det er en officiel sti, man færdes på, og at myndighederne tager sig af den. (Foto: Danskebjerge.dk.)
På det første lange stykke er man omgivet af træer, men når man forlader skoven igen, venter der bagude og til venstre en betagende udsigt ud over Nekselø Bugt og Sanddobberne. (Foto: Danskebjerge.dk.)
Det er Odsherred Kommune og Skov- og Naturstyrelsen, der i samarbejde har etableret stien. Ifølge dem stiger terrænet cirka 18% fra mose og op, hvilket kan få sveden frem hos de fleste. Anstrengelserne bliver ikke mindre af, at stien visse steder er både snørklet og ujævn, og i vådt vejr kan der også blive glat på de stejleste partier. Så skosålerne skal helst have lidt bid, hvis du vil sikkert til tops - og ned igen.

Det mener Danskebjerge.dk:
· Dejligt med en sti, der udfordrer brugeren
· Sejt at der er lavet en træbro hen over mosen
· Lidt bekymrende at stien er så smal inde i skoven - man kan frygte, at den nemt gror til igen
Ruteforløb
En af de særlige ting ved den nye Vejrhøjsti er træbroen hen over mosen. Mosen har været en hindring for anlæggelse af en sti til Vejrhøj fra sydvest, men broen, som vel kan betegnes som et planke-fortov, løser problemet fint.

Selvom stien officielt slutter på Vejrhøj, så er der ikke tale om en blindgyde. På det sted, hvor terrænet flader lidt ud, forbindes stien med andre eksisterende stistrækninger. Bl.a. med den "gamle" Vejrhøjsti, der fører op gennem Vejrhøj Skov fra sydøst. (Se Pdf-fil med detaljeret kort over området.)
Artikler om indvielsen af stien:
· Nordvestnyt.dk
· Geopark Odsherred (fjernet)
· DN (fjernet)

Hvis du vil undgå at gå ned ad samme spor, som du tilbagelagde på opstigningen, kan du med fordel bruge disse andre stier, men du må så påregne et par kilometers ekstra omvej. Nok er der kommet en ny sti til, men på det meste af terrænetligger der stadig private marker, som man pænt må bevæge sig uden om.

Har du prøvet stien? Så fortæl om det på bloggen.