"På et sted ved Vordingborg, som kaldes Kulsbjerg, er der i jorden en stor jerndør, og under den ligger der en stor skat skjult. Engang kom spillemandens datter fra Badeby derhen, og da hun så ned på jorden, opdagede hun, at der lå en skinnende skilling. At sådan noget er den ondes værk, har man mange beviser på, og det var også tilfældet her, for da pigen mente, at hun havde gjort et godt fund og tog skillingen op, blev hun krøbling resten af sine dage."

"Bymændene i Jelling har engang for længe siden ville undersøge Gorms høj i Jelling i håb om at finde kostbarheder i den. Da de var kommet et godt stykke derind, traf de på en stor sort hund, der tvang dem til at standse arbejdet. Før i tiden skal indgangen til gravhøjen have været åben, men ingen turde vove sig derind. Så fik de overtalt en hyrdedreng til det, og for en sikkerheds skyld gav de ham et reb om livet, så de kunne trække ham ud igen, hvis det blev nødvendigt. Da han havde været derinde et stykke tid og tiden begyndte at falde dem lang, trak de rebet til sig, men nu så de, at det var brændt over, og drengen kom aldrig ud igen."

"På Orø i Isefjorden ligger der en stor høj, der kaldes Stensbjerg. At der i denne høj bor underjordiske folk, er der ingen, der er i tvivl om, fordi man så tit hører larm inde fra højen, som om store kister blev lukket op og i. Desuden har man også i landsbyerne på øen bemærket, at bjergtroldene har for vane at hente levnedsmidler i bøndernes fadebure. Engang da Niels Jensen, der boede tæt ved højen, syntes, at de havde hentet vel meget i hans forrådskammer, låsede han døren for at spærre dem vejen. Men der gik kun kort tid, så blev hans datter starblind, og hun fik ikke sit syn igen, før hendes fader låste døren op igen."

"På Munkebo bakke på Fyn ligger der en stor sten, om hvilken det fortælles, at da en kæmpe, der boede i denne bakke, havde forlovet sig med en jomfru på den anden side af fjorden, men alligevel plejede omgang med en troldkvinde i Munkebo, blev jomfruen så forbitret over det, at hun slyngede stenen efter sin utro elsker ved hjælp af sit strømpebånd."

"At der i Galgehøj ved Lille Rise på Ærø - i hvert fald tidligere - har boet højfolk, kan der ikke være den mindste tvivl om, for ikke alene har man ofte hørt dem smække med deres kistelåg, men smeden i Lille Rise, som stod på vagt der i krigens tid, har med egne øren en morgen hørt en klokke slå fem derinde."

"På Skellerød mark ved Ringsted er der en høj, der kaldes Kirstens Bjerg. I denne høj boede der en bjergtrold ved navn Skynd, som i tidens løb stjal tre koner fra en mand i Englerup by. En sen aften kom denne mand ridende forbi højen på vej hjem fra Ringsted. Da så han en mængde bjergfolk, der dansede og fornøjede sig i stor lystighed. Men da han så næremre til, fik han øje på alle sine tre koner blandt dem, og da han holdt mere af den mellemste af dem, som hed Kirsten, end af de to andre, kaldte han på hende og nævnede hende ved navn. Da kom trolden Skynd hen til ham og spurgte, hvorfor han kaldte på Kirsten. Manden fortalte ham da i korthed, at hun var hans kæreste hustru, og han bad under megen gråd og jammer, om han dog ikke måtte få hende tilbage. Til sidst bøjede trolden sig for hans ønske, men på den betingelse, at han aldrig måtte skynde på hende. I nogen tid havde manden nu taget sig meget i agt for dette, men da konen en dag var oppe på loftet for at hente noget og han syntes, at hun blev for længe deroppe, råbte han: "Skynd dig, Kirsten!" Men aldrig så snart havde han sagt dette, før konen forsvandt og atter måtte tilbage til højen, der nu fik navn efter hende."

"På Bisholt mark i Glud sogn ved Horsens fjord ligger der en enlig bakke, der hedder Dysbjerg. Den er så stor, at den dækker flere tønder land, og fra landsiden stiger den jævnt opefter, men ud mod fjorden falder den ganske brat. Om den fortælles det, at en jættekvinde, der boede på den anden side af fjorden, havde et udestående med ejeren af Boller, og for at hævne sig ville hun påføre ham en ulykke. Hun fyldte derfor sit forklæde med jord for at begrave hele gården med det. Men idet hun vadede over fjorden, gik der hul på forklædet, så der faldt en del jord ud, og herved opstod den lille ø Vårsø Kalv, der næsten har samme facon som Dysbjerg. Det meste blev dog tilbage, men da hun kom i land, brast forklædebåndet, og hele Dysbjerg væltede ud af det, så hun måtte vende tilbage med uforrettet sag."

"Mellem Reerslev og Outved ved Ruds Vedby er der en stor bakke, Bøgebjerg, hvorpå der står fem smalle sten af mandshøjde. Disse sten skal engang have været mennesker, for det fortælles, at seks mænd engang for mange år siden havde aflagt falsk ed på Løve ting, men da de gik hjem fra tinget blev de forstenede. Der står kun fem sten på bakken, for den sjette mand, der var en pukkelrygget skrædder, nåede ikke så langt som de andre, før han blev forvandlet, men han står på marken i nærheden som en underlig kroget sten."

"Marbjerg, der ligger på herregården Krastrups jorder ved Limfjorden, er det højeste sted der på egnen. Om denne bakke, der er omtrent 300 fod høj og for det meste består af kridt, fortæller man, at den er beboet af kong Gribsius og dronning Tryne med deres søn og datter. Derinde skal der findes mange rigdomme, og undertiden kan man høre kister og skabe blive lukket op og smækket i. Folk, som bor i nærheden, må passe omhyggeligt på deres nyfødte børn, for at de ikke skal blive forbyttet med de vanskabte troldunger fra Marbjerg."

"I Fladså boede der en trold, som var ildesindet mod dem, der boede i Næstved. Engang tog han derfor sin skindsæk, gik ned til stranden og fyldte den med sand. Nu ville han forulempe folkene i Næstved ved at skjule deres huse under sandet. Men mens han var på vej til byen med posen på nakken, løb sandet ud af et hul, der lykkeligvis var i sækken, og derved opstod den række sandbakker, man ser mellem Fladså og Næstved. Først da han nåede frem til det sted, hvor fæstningen Husvold i sin tid lå, opdagede han, at han havde spildt det meste, og herover blev han så arrig, at han kastede resten ind mod Næstved, hvor man endnu kan se en enlig sandbakke."