HOVEDSTADENS HÅRDESTE OG MEST KENDTE BAKKER

København ligger i et af Danmarks fladeste landskaber. Alligevel kan man også her finde stigninger, der kan give selv den gæveste sportsmand sved på panden.

Nedenfor er en håndfuld bakker, der enten er de hårdeste i området, eller som af andre årsager er kendt i bredere kredse. Selvom der ikke er tale om et fyldestgørende udvalg af stigninger, er de rangeret efter sværhedsgrad, idet der for hver stigning er udregnet en rating. Læs mere om ratingsystemet nederst på denne side.



 1.
RAVNSNÆSSET
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Rating
Bakken på
KORT
23,00 69,50 46,50 975 4,8% 68,7
Beskrivelse af stigningen:
Hovedstadsområdets bedste asfalterede stigning! Foden af stigningen finder man i den lille by Ravnsnæsset, der ligger imellem Hørsholm og Birkerød. Starten på Sjælsøvej er rigtig stejl, men efter 300 meter flader terrænet helt ud, så her kan man få en puster, indtil man igen møder pæne stigningsprocenter på Høsterkøbvej. Der er rimelige vejforhold på hele strækningen - dog kan man møde trafik, når man skal krydse Ravnsnæsvej efter Sjælsøvej.
Her er det stejleste stykke overstået: Vi er nået til toppen af Sjælsøvej... ... nu venter den sidste lange, seje tur op ad Høsterkøbvej.


 2.
HØJE SANDBJERG
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Rating
Bakken på
KORT
26,00 69,00 43,00 730 5,9% 68,3
Beskrivelse af stigningen:
Stigningen ligger i Gammel Holte, nær ved golfbanen. Den strækker sig over to veje, nemlig Bakkedraget, der ligger i et parcelhuskvarter, og Høje Sandbjergvej, som hurtigt fører dig ud i skønne landlige omgivelser. Desværre forstyrres oplevelsen lidt af, at vejens belægning forringes, efterhånden som man kommer frem, og til sidst bliver den til grusvej. Ærgerligt hvis man er på racerhjul.
Efter turen op ad Bakkedraget kommer man her til Høje Sandbjergvej... ... som bliver gradvist smallere, mere snoet og med dårligere og dårligere belægning.


 3.
SØLLERØD SLOT
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Rating
Bakken på
KORT
27,50 53,00 25,50 470 5,4% 39,5
Beskrivelse af stigningen:
Toppen af denne charmerende stigning ligger for enden af Søllerød Slotsvej, og vejen lever op til sit fornemme navn: Den fører nemlig lige hen til Søllerøds nydelige slot. Til at starte med hedder vejen dog Mothsvej, men navneskiftet finder sted efter et par gevaldige sving, hvor stigningsprocenterne samtidig når udfordrende højder. Stigningen indgår i rundstrækningen ved landevejs-VM i 2011.
Stigningen starter her på Mothsvej... ... og slutter oppe ved Søllerød Slot.


 4.
VALBY BAKKE*)
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Rating
Bakken på
KORT
6,50 31,00 24,50 940 2,6% 30,9
Beskrivelse af stigningen:
Valby Bakke er en af landets mest berømte bakker. Og dét til trods for, at den - selv efter dansk målestok - er en lidt tynd kop te. (Faktisk falder den uden for Danskebjerge.dk's definition af en bakke.) Flest højdemeter får man for pengene, hvis man kommer fra øst ad Vesterbrogade. Det er dog kun på de sidste par hundrede meter op mod Frederiksberg Slot, at man må skifte til de lettere gear.
Flere veje fører til toppen. Her er vi i bunden af bakken på Sdr. Fasanvej... ... og her er bakkens vestlige side. Som det fremgår, vælger nogle at trække cyklen.


 5.
GEELS BAKKE**)
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Rating
Bakken på
KORT
27,00 48,50 21,50 540 4,0% 30,1
Beskrivelse af stigningen:
Geels Bakke, der ligger på Kongevejen mellem Virum og Holte, er blandt de mest kendte bakker i København og omegn. Masser af mennesker kører dagligt hen over bakken, og der er sikkert en del cyklister på vej til arbejde, der har ønsket den jævnet med jorden. I virkeligheden er stigningen kortere og mindre stejl end sit rygte, og de professionelle ryttere vil næppe ryste i cykelbukserne over Geels Bakke, når de møder den til VM i 2011.
Geels Bakke, her set fra syd, kan godt virke lidt faretruende på afstand ... ... men vejen til toppen er kun nogle få hundrede meter lang.

Alle fotos: Danskebjerge.dk

*) De anførte data for Valby Bakke gælder den strækning, der har højest rating, og som begynder på Vesterbrogade. Der vises flere veje til toppen på kortet. Den cykelsti, der er adskilt fra Roskildevej af et stengærde, er ikke indtegnet på kortet. Stien har en maksimal stigningsprocent på 13.

**) Geels Bakke er en smule hårdere at forcere fra nord end fra syd, men her koncentrerer vi os om stigningen fra syd, da det er den, der indgår i VM-ruten.


Kriterier:

Bakken måles ud fra dens samlede størrelse. Dvs. at bunden er det sted, hvor bakken har sit laveste punkt, og hvor terrænet forud for dette punkt er højere eller næsten fladt. Tilsvarende er toppen det sted, hvor bakken har sit højeste punkt, og hvor terrænet efter dette punkt er lavere eller næsten fladt.



Rating:

Ratingsystemet på Danskebjerge.dk er et forsøg på at give et grundlag for sammenligning af stigninger. Systemet er baseret på følgende formel:


Gennemsnitlig stigning * ( 1+ (gennemsnitlig stigning / stejlhedsindeks) * længde)

Ratingen bygger således primært på de to grundlæggende parametre: hvor stejl er bakken, og hvor lang er den? Men "stejlhedsindekset" (som er sat til 10) gør, at særligt stejle bakker får en relativt højere rating end dem, der er knap så stejle.

Ratingen tager dog ikke højde for detaljer i de forskellige stigningers forløb. Eksempelvis indgår den
maksimale stigningsprocent ikke i beregningssystemet.

Vil du i øvrigt se, hvor svære de københavnske stigninger er i sammenligning med de største stigninger i hele Danmark? Så tag et kig på Danskebjerge.dk's Top 10.



Relaterede artikler:  Den misser profferne    Danmarks skrappeste stigning    'Nogle bakker duer bare ikke'