HER ER DE AFGØRENDE ØJEBLIKKE PÅ 3. ETAPE I POST DANMARK RUNDT2010
Se hvordan den grusomme Kiddesvej, der stiger op til 19%, gradvist splitter feltet på Kongeetapen i Post Danmark Rundt. Danskebjerge.dk var med ved sidelinjen alle fire gange, da rytterne passerede i Vejle.
Som det fremgår, var der trængsel omkring ruten - der stod flere tusind tilskuere både på Kiddesvej og ved opløbsstrækningen.
Tidligere samme dag blev der i øvrigt afviklet et stort motionsløb, hvor ca. 500 motionscykelryttere gennemførte samme rute som de professionelle. Danskebjerge.dk var også med - på billedet til højre strider webmasteren sig op ad Kiddesvej efter 168 kilometer i sadlen.
Første passage: Feltet har kørt knap 170 kilometer og nærmer sig her toppen af Kiddesvej for første gang. Matti Breschel og Jakob Fuglsang har fået slået et lille hul på 7 sekunder ned til hovedfeltet, der så småt er ved at gå i opløsning. Det ses måske ikke så tydeligt på billederne, men allerede ved dette første møde med Kiddesvej havde flere af rytterne tungen hængende næsten helt nede på styret.
Anden passage: Kiddesvej igen. Breschel og Fuglsang har øget. De er 24 sekunder foran nærmeste forfølger. De slidte ryttere kommer op parvis nu. Først efter 35 sekunder passerer en lidt større gruppe. Størst jubel får den enlige rytter, der er 47 sekunder efter de førende: Jens Voigt fra Team Saxo Bank.
Tredje passage: Nu er vi ved opløbsstrækningen på Koldingvej, et par hundrede meter efter Kiddesvej-stigningen. I starten af klippet ses Team Saxo Banks Breschel og Fuglsang suse forbi. 39 sekunder senere kommer en forfølgergruppe på ca. 30 mand. (Der var mange cykelbegejstrede mennesker samlet også her, derfor svært at komme til med kameraet.)
Fjerde passage: Afgørelsen falder. Matti Breschel og Jakob Fuglsang fuldender en dobbelt Saxo Bank-triumf. Breschel snupper etapesejren, mens Fuglsang vinder vigtige sekunder til klassementet. De er 17 sekunder foran hollandske Joost van Leijen - med Troels R. Vinther som en flot dansk nummer 4. Manden i den gule førertrøje, Michael van Stayen, taber næsten 9 minutter. (OBS! Den allerførste rytter, man ser i klippet, er næsten hentet med en omgang.)
Jakob Fuglsangs udbrud sammen med Breschel får afgørende betydning for udfaldet af hele Post Danmark Rundt 2010. Efter 6. og sidste etape er slutstillingen nemlig følgende:
1. Jakob Fuglsang (Saxo Bank)
2. Svein Tuft (Garmin-Transitions) +0.27
3. Matthew Busche (Radioshack) +1.35
4. Martin Mortensen (Vacansoleil) +1.38
5. Matti Breschel (Saxo Bank) +1.39