DANSKE HØJE OG BAKKETOPPE GEMMER PÅ ÆLDGAMLE MYTER

"Det er godt nok nogle gevaldig knolde - hvad mon der er inde i dem?" Sådan har mange af vore forfædre gået og tænkt om de bakker, der omgav dem, og tankerne blev til et væld af fantasifulde fortællinger, videregivet mundtligt gennem generationer. Heldigvis er et stort antal af sagnene blevet skrevet ned og gemt, og i denne artikel bringer Danskebjerge.dk 10 eksempler på danske bakkesagn.

Bakkeområdet Kongsbjerg ved Møns Klint (135 moh.) har ifølge myten fået sit navn efter den klintekonge, der regerer her. Rigtig mange andre danske bakker har sagn og myter knyttet til sig. (Foto: Danskebjerge.dk)

I gamle dage betød bakker og høje mere for folk, end de gør i dag. Det var de højtbeliggende, iøjnefaldende punkter i landskabet, man navigerede efter, og derfor fik disse steder navne (ofte noget med "-bjerg"), og man knyttede fortællinger til dem. Når vi kigger på de sagn og myter, der er overleveret til nutiden, er der påfaldende mange af dem, der handler om gravhøje og naturskabte bakker.

Nedenfor er der et lille udvalg af bakkesagn fra forskellige dele af landet.

Lidt om fællestrækkene
Sagn kommer i mange afskygninger, men de har en del fællestræk. Ofte er forhøjningerne i terrænet beboet af trolde, elvere eller andre underjordiske væsner, og når vi mennesker kommer i kontakt med dem, går det sjældent stille af. Man skal have respekt for højene og i hvert fald ikke bevæge sig ind i dem, da det nemt medfører død og ulykke.

Omvendt kan bakkelandskaber også være beboet af velmenende kæmper, der forsvarer den pågældende egn mod fjender og navnlig om natten deltager i drabelige slag.

En legendarisk mytesamler
Den første systematiske indsamling af danske sagn og myter blev foretaget af Just Mathias Thiele i første del af 1800-tallet. Man kan læse om dem i bogserien "Danmarks folkesagn".

De fleste er knyttet til specifikke steder, men visse sagnfigurer breder sig over større områder af Danmark. Det gælder f.eks. Klintekongen, som er meget berejst, og som ifølge én af Thieles historier hersker over hele tre klinter: Stevns, Møn og Rügen. "Han har en kunstfærdig vogn, der bliver trukket af fire sorte heste, og på den rejser han fra den ene klint til den anden over havet, som da bliver sort og kommer i oprør, og man hører også hestenes vrinsken," står der i Thieles værk.

Sagn forklarer naturen
De overnaturlige væsner er ifølge sagnverdenen forklaringen på mange af de mærkelige lyde og naturfænomener, som vi mennesker oplever, og tit er væsnerne også årsag til, at landskabet ser ud, som det gør. En usædvanligt stor sten kan f.eks. være kastet af en trold. Og en bakke af sand kan stamme fra en jætte, der har tabt sandet. Der findes utallige varianter. Læs nogle eksempler på sagn herunder:



Kulsbjerge er en serie dødisbakker øst for Vordingborg, Sydsjælland. Størst er Store Kulsbjerg, der rejser sig ca. 40 højdemeter over det omgivende terræn. På toppen (106 moh.) er der i nyere tid opført en radiomast.

"På et sted ved Vordingborg, som kaldes Kulsbjerg, er der i jorden en stor jerndør, og under den ligger der en stor skat skjult. Engang kom spillemandens datter fra Badeby derhen, og da hun så ned på jorden, opdagede hun, at der lå en skinnende skilling. At sådan noget er den ondes værk, har man mange beviser på, og det var også tilfældet her, for da pigen mente, at hun havde gjort et godt fund og tog skillingen op, blev hun krøbling resten af sine dage."




Jellinghøjene er to ca. lige store gravhøje på hver sin side af Jelling Kirke. Terrænet, de ligger i, er ikke specielt bakkerigt, men det er ikke desto mindre højt beliggende - ca. 110 meter over havet. Gorm den Gamle blev antageligt gravlagt i Jellings nordlige høj, mens der ikke er fundet nogen grav i den sydlige. Gorms grav blev undersøgt i 1820, men har måske haft besøg af gravrøvere før da.

"Bymændene i Jelling har engang for længe siden ville undersøge Gorms høj i Jelling i håb om at finde kostbarheder i den. Da de var kommet et godt stykke derind, traf de på en stor sort hund, der tvang dem til at standse arbejdet. Før i tiden skal indgangen til gravhøjen have været åben, men ingen turde vove sig derind. Så fik de overtalt en hyrdedreng til det, og for en sikkerheds skyld gav de ham et reb om livet, så de kunne trække ham ud igen, hvis det blev nødvendigt. Da han havde været derinde et stykke tid og tiden begyndte at falde dem lang, trak de rebet til sig, men nu så de, at det var brændt over, og drengen kom aldrig ud igen."




Stensbjerg er den mest iøjnefaldende bakke på Orø, og det er også her, man finder øens højeste punkt (28 moh.) - dog har toppen af Møllebjerg lidt sydøst for Stensbjerg samme højde.

"På Orø i Isefjorden ligger der en stor høj, der kaldes Stensbjerg. At der i denne høj bor underjordiske folk, er der ingen, der er i tvivl om, fordi man så tit hører larm inde fra højen, som om store kister blev lukket op og i. Desuden har man også i landsbyerne på øen bemærket, at bjergtroldene har for vane at hente levnedsmidler i bøndernes fadebure. Engang da Niels Jensen, der boede tæt ved højen, syntes, at de havde hentet vel meget i hans forrådskammer, låsede han døren for at spærre dem vejen. Men der gik kun kort tid, så blev hans datter starblind, og hun fik ikke sit syn igen, før hendes fader låste døren op igen."




Munkebo Bakke, også kaldet Loddenhøj, er en af de mest markante bakker på Nordfyn. Toppen befinder sig under en kilometer fra havet og når alligevel op i 58 meters højde. Bakken er kendt for sit store udsigtstårn.

"På Munkebo bakke på Fyn ligger der en stor sten, om hvilken det fortælles, at da en kæmpe, der boede i denne bakke, havde forlovet sig med en jomfru på den anden side af fjorden, men alligevel plejede omgang med en troldkvinde i Munkebo, blev jomfruen så forbitret over det, at hun slyngede stenen efter sin utro elsker ved hjælp af sit strømpebånd."




Galgehøj på Ærø (51 moh.) står på toppen af en stor bakke, der fra øst stiger stejlt med 50 meter. Navnet Galgehøj hænger sammen med, at der før i tiden blev henrettet folk her.

"At der i Galgehøj ved Lille Rise på Ærø - i hvert fald tidligere - har boet højfolk, kan der ikke være den mindste tvivl om, for ikke alene har man ofte hørt dem smække med deres kistelåg, men smeden i Lille Rise, som stod på vagt der i krigens tid, har med egne øren en morgen hørt en klokke slå fem derinde."




Kirstensbjerg er navnet på en lille sandbanke sydvest for Ringsted. Den blev i 1900-tallet brugt til grusudvinding, og der er derfor ikke meget tilbage af den. Men på ældre kort kan man se, at Kirstensbjerg engang rejste sig stejlt med 10 meter over det omgivende landskab.

"På Skellerød mark ved Ringsted er der en høj, der kaldes Kirstens Bjerg. I denne høj boede der en bjergtrold ved navn Skynd, som i tidens løb stjal tre koner fra en mand i Englerup by. En sen aften kom denne mand ridende forbi højen på vej hjem fra Ringsted. Da så han en mængde bjergfolk, der dansede og fornøjede sig i stor lystighed. Men da han så næremre til, fik han øje på alle sine tre koner blandt dem, og da han holdt mere af den mellemste af dem, som hed Kirsten, end af de to andre, kaldte han på hende og nævnede hende ved navn. Da kom trolden Skynd hen til ham og spurgte, hvorfor han kaldte på Kirsten. Manden fortalte ham da i korthed, at hun var hans kæreste hustru, og han bad under megen gråd og jammer, om han dog ikke måtte få hende tilbage. Til sidst bøjede trolden sig for hans ønske, men på den betingelse, at han aldrig måtte skynde på hende. I nogen tid havde manden nu taget sig meget i agt for dette, men da konen en dag var oppe på loftet for at hente noget og han syntes, at hun blev for længe deroppe, råbte han: "Skynd dig, Kirsten!" Men aldrig så snart havde han sagt dette, før konen forsvandt og atter måtte tilbage til højen, der nu fik navn efter hende."




Dysbjerg er en markant, omend tilgroet sandbanke på sydsiden af Horsens Fjord. Bakken ligger ca. 4 kilometer stik syd for den lille ø Vorsø Kalv, der også indgår i sagnet om Dysbjerg, ligesom godset Boller lidt udenfor Horsens er nævnt.

"På Bisholt mark i Glud sogn ved Horsens fjord ligger der en enlig bakke, der hedder Dysbjerg. Den er så stor, at den dækker flere tønder land, og fra landsiden stiger den jævnt opefter, men ud mod fjorden falder den ganske brat. Om den fortælles det, at en jættekvinde, der boede på den anden side af fjorden, havde et udestående med ejeren af Boller, og for at hævne sig ville hun påføre ham en ulykke. Hun fyldte derfor sit forklæde med jord for at begrave hele gården med det. Men idet hun vadede over fjorden, gik der hul på forklædet, så der faldt en del jord ud, og herved opstod den lille ø Vårsø Kalv, der næsten har samme facon som Dysbjerg. Det meste blev dog tilbage, men da hun kom i land, brast forklædebåndet, og hele Dysbjerg væltede ud af det, så hun måtte vende tilbage med uforrettet sag."




Bøgebjerg (69 moh.) ligger omtrent på grænsen mellem Sorø Kommune og Holbæk Kommune. Der er en højdeforskel på ca. 20 meter fra bunden til toppen af bakken. Der står adskillige bautasten på Bøgebjerg, og på ældre topografiske kort kaldes de "Skrædderens falske vidner".

"Mellem Reerslev og Outved ved Ruds Vedby er der en stor bakke, Bøgebjerg, hvorpå der står fem smalle sten af mandshøjde. Disse sten skal engang have været mennesker, for det fortælles, at seks mænd engang for mange år siden havde aflagt falsk ed på Løve ting, men da de gik hjem fra tinget blev de forstenede. Der står kun fem sten på bakken, for den sjette mand, der var en pukkelrygget skrædder, nåede ikke så langt som de andre, før han blev forvandlet, men han står på marken i nærheden som en underlig kroget sten."




Marbjerg var i stenalderen en ø, men det omgivende hav forsvandt, og i dag er Marbjerg en skovklædt bakke, der stikker op mellem pandekageflade marker. Toppen befinder sig 42 meter over havniveau, så de 300 fod, der tales om i sagnet, er noget overdrevet.

"Marbjerg, der ligger på herregården Krastrups jorder ved Limfjorden, er det højeste sted der på egnen. Om denne bakke, der er omtrent 300 fod høj og for det meste består af kridt, fortæller man, at den er beboet af kong Gribsius og dronning Tryne med deres søn og datter. Derinde skal der findes mange rigdomme, og undertiden kan man høre kister og skabe blive lukket op og smækket i. Folk, som bor i nærheden, må passe omhyggeligt på deres nyfødte børn, for at de ikke skal blive forbyttet med de vanskabte troldunger fra Marbjerg."




Mogenstrup Ås er en ca. 10 kilometer lang istidsdannelse, der ligger som en 20-40 meter høj vold mellem Næstved og Mogenstrup. Gården Fladså ligger lidt vest for Mogenstrup, og åen af samme navn løber tæt forbi. Åsen består af flere opdelte åsbakker, hvoraf Stenskoven ved Mogenstrup er størst, mens Munkebakken inde i Næstved hører til de mindre.

"I Fladså boede der en trold, som var ildesindet mod dem, der boede i Næstved. Engang tog han derfor sin skindsæk, gik ned til stranden og fyldte den med sand. Nu ville han forulempe folkene i Næstved ved at skjule deres huse under sandet. Men mens han var på vej til byen med posen på nakken, løb sandet ud af et hul, der lykkeligvis var i sækken, og derved opstod den række sandbakker, man ser mellem Fladså og Næstved. Først da han nåede frem til det sted, hvor fæstningen Husvold i sin tid lå, opdagede han, at han havde spildt det meste, og herover blev han så arrig, at han kastede resten ind mod Næstved, hvor man endnu kan se en enlig sandbakke."




Ovenstående sagn er bl.a. udvalgt ud fra, om de høje og bakker, som er nævnt hos Thiele, kan identificeres på landkort. Desuden har den geografiske spredning spillet en rolle.



Se også:     De højeste gravhøje     Kolde facts om istidslandskabet    Danmarks største toppe