DANMARKS SVEDIGSTE BJERGBYER ER FUNDET!

Postamentet på Småhøje markerer Kalundborgs højeste punkt (65 moh.). Det ligger midt i et parcelhuskvarter og sikrer Kalundborg en delt 8.-plads blandt Danmarks bjergbyer.
Danskebjerge.dk har analyseret og rangeret de byer, der stikker næsen mest i sky i det danske landskab.

Danmark er ikke ligefrem berømt for sine bjerglandskaber.

Alligevel findes der byer, hvor en gå- eller cykeltur kan være nok så besværlig. Eller udfordrende - alt efter temperament.

Hjemmesiden Danskebjerge.dk har nu undersøgt, hvilke byer der er de mest kuperede i Danmark. Det er mundet ud i en rangliste - baseret på, hvor man finder de største højdeforskelle inden for bygrænserne.

Listen indeholder byer fra vidt forskellige egne af landet. Eksempelvis er såvel Bornholm som det nordvestlige Jylland repræsenteret i Top 10.

Jyske byer har flest bjerge
Det er jyderne, der kan bryste sig af at have de fem mest markante bjergbyer.

Vejle lever op til sit ry og snupper førstepladsen. Byen har en højdeforskel på ca. 110 meter. Århus bliver nr. 2 med ca. 100 meter.

Men mest imponerende er måske listens tredjeplads: den lille by Rønde på Mols. Den måler mindre end 2 kilometer på hver led. Alligevel er der en forskel på hele 95 højdemeter fra byens laveste til dens højeste punkt. Når man befinder sig i Rønde, er det næsten umuligt at finde et sted, hvor terrænet ikke skråner.

Mange boligkvarterer i Vejle er anlagt på stejle skråninger ned mod Vejle Fjord.
I undersøgelsen har Danskebjerge.dk samtidig set på, hvor man finder de stejleste gader. Også i denne kategori scorer Vejle højt, men den østjyske købstad får selskab af bl.a. Svendborg på Fyn og Kalundborg på Sjælland.

Bakker er skønne - og besværlige
Store skråninger er som regel ensbetydende med gode udsigter. Og dermed høje priser på boliger. Det kendes bl.a. fra Vejle-forstaden Bredballe, som ligger på en sydvendt skråning ned til Vejle Fjord. Her hæver huspriserne sig betragteligt over gennemsnittet i området. (Se blog.)

Tendensen er dog ikke entydig. Lemvig er med i toppen blandt Danmarks bjergbyer, og alligevel er kvadratmeterpriserne blandt landets laveste.

Med til historien hører, at bakker kan give bøvl for infrastrukturen i en by. F.eks. har bilisterne ekstra svært ved at manøvrere, når de skrånende gader bliver sneglatte om vinteren. Også cykelfolket kan føle sig generet af terrænet. Nogle oplever ganske enkelt, at stigningerne gør det for besværligt at komme rundt.

Statistikkerne viser da også, at der i Danmarks bjergby nr. 1, Vejle, er forholdsvis få borgere, der benytter cyklen som dagligt transportmiddel. Til gengæld er der gode sportslige udfordringer af hente på bakkerne, og Vejle har i en årrække med stor succes været målby for den barske "Kongeetape" i cykelløbet Post Danmark Rundt.

Højderne blev skabt af is
Hovedparten af bakkerne i de danske bjergbyer er skabt i istiden efter nogenlunde samme opskrift: Først er der kommet gletsjere, der har skubbet store jordbunker op foran sig, og efterfølgende har smeltevand udgravet yderligere fordybninger i de ophobede bunker.

Undtagelserne er de bornholmske byer. Her er det primært klippegrunden, man skal takke for niveauforskellene. Mest markant er det i Gudhjem, hvor der er hele 70 meters difference fra det laveste til det højeste punkt. Det rækker til en sjetteplads på listen.

Se hele listen over de 31 mest kuperede byer. Her vil man også kunne læse, hvilke kriterier der ligger til grund for undersøgelsen.

Det kan være sin sag af forcere en gade i den bornholmske by Gudhjem.
Medbring altid stærke lårbasser, hvis du vil træde dig op ad gaderne i Svendborg på Fyn.

Alle fotos ovenfor: Danskebjerge.dk. Klik på dem for større version.



Relaterede artikler:  Landets hårdeste stigninger    Danmarks højeste punkter    De hotteste hårnålesving