"Danmarks bjerge" udgør p.t. det højeste punkt på bunken af undertegnedes bøger om danske terrænforhold.
Danskebjerge.dk anmelder bakkebog:
NORSK FORFATTER HAR GODT STYR PÅ DANSKE BJERGLANDSKABER
- MEN VIL EGENTLIG HELST FARE VILD I DEM


Man skal passe på med at grine ad nordmænd. Eller i hvert fald at sige, at man gør det. På norsk betyder "grine" nemlig at rynke på næsen eller skære ansigt. Altså omtrent det modsatte end på dansk.

Ikke desto mindre er det svært at bevare et helt neutralt ansigtsudtryk, når man læser den norske forfatter Roger Pihls nyeste bog "Danmarks bjerge - fra det laveste til det højeste". Den indeholder nemlig en liflig strøm af morsomme og finurlige iagttagelser. Side om side med væsentlige og interessante facts om det danske landskabs højdepunkter.

Paradoksal idé
Ligesom i forgængeren "Guide til Danmarks Bjerge" fra 2005 er bogens udgangspunkt et paradoks. Man siger jo, at der ikke findes bjerge i Danmark. Så hvordan kan en forfatter så overhovedet skrive om dem?

Det spørgsmål kan man godt grine (!) ad. Måske endda i mere end et minut. Men så vil man godt have noget mere. Og det er her, at den norske bakkeentusiast lykkes.

Roger Pihl mestrer simpelthen kombinationen af oplysning og underholdning. Det bliver aldrig kedeligt. Men heller ikke overfladisk.

Frem for alt har han blik for detaljerne.

Forfatteren har en forkærlighed for de skilte og informationstavler, man finder ved danske bakketoppe. De får ofte et par muntre ord med på vejen.
Skønne fotos
Tag eksempelvis billedteksterne, som er kendetegnet af Pihls særlige kærlige ironi. En flok får, der i den fantasiløse beskuers øjne bare står og glor, tillægges egenskaber og betydninger, når forfatteren drager dem ind. Og spøjse skilte, som travle turister har det med at overse, giver han også smilende bemærkninger med på vejen.

Fotografierne i sig selv er fremragende, og at bladre bogen igennem og bare kigge billeder, er en sand fornøjelse.

Et af mine personlige yndlingsafsnit er det om Jyske Ås. Skildringen af forfatterens første, uheldsramte besøg på åsen (som i parentes bemærket ikke er en rigtig ås) er gennemsyret af underspillet humor. Men den rummer også en meget relevant pointe om den måde, vi konfronterer naturen og terrænet på: Vi skal simpelthen huske at slippe kontrollen.

Kunsten at fare vild
Det er så nemt at gå ad sikre stier. Tjekke vejrudsigten på forhånd. Have GPS'en opladt og klar i lommen.

Men de oplevelser, vi husker bedst, er ofte dem, der ikke forløber planmæssigt.

Pihl beretter - med ironiens hang til let overdrivelse -, hvordan han farer vild i skoven, mens regnen vælter ned, og kun ved at klatre op i et grantræ får han igen øje på civilisationen: Et rødt blinkende lys, der bryder nattemørket i det fjerne.

Her fik jeg selv stærke associationer til den fjeldvandrer i ildrød jakke, som jeg akkurat øjnede på en dramatisk tur på Hallingskarvet for nogle år siden.

Fortabt på Hallingskarvet
Jeg var med en kammerat klatret op ad et af det norske bjergmassivs sværere partier - uden at have reflekteret et øjeblik over, hvordan vi skulle komme ned igen. Kort? Kompas? Fornuftigt fodtøj? Nej da, den slags behøves naturligvis ikke.

Da vi efter yderligere to timers improviseret vandring erkendte, at vi var faret godt og grundigt vild, indfandt panikfølelsen sig. Alene på fjeldet. Ingen anelse om, hvor vi befandt os.

Redningen var synet af den røde fjeldvandrer. Vedkommende var ikke andet end en plet i horisonten, men hvor der var liv, måtte der være en vej. Og således fandt vi en rute ned fra bjerget. I live - men lidt til grin.

Også mindre toppe med
Roger Pihls reddende plet var et lyssignal på en vindmølle. Men forskellen er den samme. Den røde plet er bindeleddet mellem den vilde natur på den ene side og kulturens tryggere rammer på den anden. Mellem disse to modpoler befinder der sig masser af eksistentielle spørgsmål. Men også et rum for humor. Og "Danmarks bjerge" udnytter spændingsfeltet flot.

Når man ser Jyske Ås fra luften - og tilsætter lidt skyggeeffekt -, er man ikke i tvivl om, at det er et ægte dansk bjergmassiv.
Bogen sammenligner i øvrigt Jyske Ås med netop Hallingskarvet. Højdeforskellen mellem de to er ganske vist 1800 meter - men hvad så? Hvis man er faret vild, er man faret vild.

Jyske Ås er blandt de bakkelandskaber, som også var med i "Guide til Danmarks bjerge". Men det, der adskiller de to udgivelser, er, at den nye inddrager alle slags højdedrag - også dem, hvis toppe er lavere end 100 meter over havet. F.eks. tages vi med på ekspeditioner til øerne Saltholm og Lolland. Her er bjergenes højde etcifrede. Og alligevel støder vi også disse steder på gode fortællinger.

Vigtige "topmøder"
Man kan måske godt studse lidt over, at de meget stejle skråninger i og omkring Vejle ikke har fået plads i bogen.

Men værket skal heller ikke betragtes som en eksakt gennemgang af dansk topografi. Det er mødet mellem natur og civilisation, der er i fokus. Et møde, der forbavsende tit foregår på bakketoppe.

Markante eksempler er Himmelbjerget, Rebild Bakker og Skamlingsbanken. Her finder man ikke kun skønne udsigtspunkter, men også scener for vigtige sammenkomster op igennem historien. Det er ikke for meget sagt, at en del af den danske nationalfølelse blev skabt på disse danske bjerge. Berømte danskere holdt taler her, og der blev lyttet, diskuteret, sunget.

Og formentlig også grinet.

Tak til Roger Pihl for en bog, der tager Danmarks landskab alvorligt uden at være alvorlig.

"Danmarks bjerge" er udgivet på Haase & Søns Forlag i foråret 2015.



Se også:     Interview med Roger Pihl    Danmarks mindste bjerge    Kunsten af fare vild