|
|
|
DANSKEBJERGE.DK UNDERSØGER: JAGTEN PÅ SUSÅENS HEMMELIGHEDSFULDE UDSPRING Sjællands længste å, Susåen, sætter et markant præg på det sjællandske landskab, og man kan knap nok krydse øen uden at støde på den eller et af dens tilløb. Men Susåen er også hemmelighedsfuld. For hvor er det lige den starter?
Kig i litteraturen og på internettet kastede ikke meget hjælp af sig. Jo, lokaliteten Tingerup Tykke, der ligger syd for Rønnede, blev nævnt, men jeg måtte granske forskellige topografiske kort for at indsnævre målet. En første indkredsning Tingerup Tykke er nemlig et ret stort stykke skov og rummer indtil flere små grøfter og vandløb. Det gjaldt derfor om at identificere det løb, som har det højest beliggende startpunkt, og som samtidig er i direkte forbindelse med den ca. 85 kilometer lange Suså.
Historisk vingebrus At finde et vandløbs udspring - kilden - er ikke et hvilket som helst projekt. Igennem historien har kilder været tillagt hellige egenskaber, og vandet derfra har fået ry for at have helbredende virkning. Dette har en dråbe sandhed i sig. Kildevand kommer jo direkte op fra jorden (eller fra regnvandssøer). Så det er alt andet lige renere end det vand, der har været længere undervejs. I moderne tid fik interessen for udspring ny næring, da opdagelsesrejsende jagtede udgangspunktet for verdens længste flod Nilen. Blandt dem er det nok briten Henry Morton Stanley, der har opnået mest berømmelse, og jeg anerkender hans gåpåmod. Men sandheden er, at Nilen samler sine kræfter flere steder fra, så det er et definitionsspørgsmål, hvor floden rigtig bliver til flod. En problemstilling, jeg også ramte ind i på min vej gennem Tingerup Tykke.
Stanley havde sikkert rystet opgivende på hovedet, hvis han havde været vidne til indledningen på min ekspedition. Ud fra det medbragte kort gik jeg optimistisk efter målet i første hug og fandt såmænd også en lille, udtørret rende, som godt kunne ligne et udspring. Herfra ville jeg følge renden nedefter, men den endte i en vandpyt omtrent 100 meter længere henne. Fiasko. Faktisk bemærker jeg nu flere små grøfter i området, og de er ikke med på landkortet. Jeg indser derfor, at en langsommere, men sikrere metode er påkrævet. Så i stedet får jeg lokaliseret en skovvej, der passerer hen over det, som ifølge landkortet er Susåens øverste løb. Det er smart - viser det sig -, fordi når først man står på dette let identificerbare sted, hvor vej og vandløb krydser hinanden, så er man for en stund ikke længere kortafhængig. Man skal bare følge vandløbet "opstrøms". Fladt og udtørret Ja, "opstrøms" i gåseøjne. For godt nok befinder vi os i Sjællands højest beliggende terræn - nær øens højeste naturlige punkt, Kobanke. Men fra grusvejen er der altså mindre end 10 højdemeter til Susåens formodede udspring. Så forstavelsen "op-" skal tages med et gran salt.
Jeg mistænker grøften for at være påvirket af menneskehånd. Den er lidt for lige i det til at være et rent naturprodukt. Og dog ser man nogle steder egentlige skrænter ned mod bunden af renden - en indikation af, at her på et tidspunkt har løbet vand, som har gennemskåret jorden.
Jeg nærmer mig en lysning. Og så forsvinder mit spor. Nogle nåletræer blokerer vejen i kombination med fældede stammer. Den fordybning, som trods sin lidenhed har hjulpet mig mod målet hidtil, er ikke længere at se. Tænkepause. Er det her, Susåen har sit udspring - i dette halvkedelige nålekrat? Eller findes udspringet et andet sted, som jeg bare har misset? Tvivlen nager. Ligesom den vel har gjort for 1800-tallets opdagelsesrejsende, da de begav sig gennem den afrikanske jungle. Jungle er måske nok et stærkt ord at bruge om Tingerup Tykke. Men mange steder lever skoven op til sit navn. Buske og træer står ganske tæt. Og nu hvor solen er gået ned, trænger der ikke meget lys ned i den skovbund, som jeg bevæger mig henover. Mit kamera foreslår mig at bruge blitz.
Så viger bregnerne og de udtørrede blade. I stedet træder jeg i ankelhøjt græs. Et tegn på, at jeg er fremme ved den lysning, jeg har kunnet skimte gennem "tykket". Og hov, så er jeg nær ved at få våde fødder! Jeg har igen fundet vand. Endda et lille vandløb, ligner det. Jeg følger det et kort stykke vej. Men så deler vandene sig. Jeg ser flere små vandhuller rundt omkring. Et vådområde. Med lidt god vilje: en sump. Dog uden slanger og kviksand, lader det til.
For første gang på ekspeditionen befinder jeg mig ude i åbent terræn. Mørket slipper sit tag, i hvert fald for en stund. Jeg bevæger mig fremad ved at sætte fødderne på de tuer og træstubbe, der stikker op mellem pytterne. Hver gang jeg ser lidt vand, tænker jeg, at det kunne være udspringet. Men så går jeg nogle skridt videre og ser mere vand. Og et hus. Og biler, der suser forbi! Jeg finder kortet frem igen. Det viser, at jeg er, hvor jeg bør være. Udspringet skulle ligge et stenkast fra landevejen. 96,2 meter over havet. Jeg stiller mig ved det lille vandhul, der synes at ligge længst ude mod vejen. Øjeblikket foreviges med kameraet. Det brokker sig mere og mere over de urimelige lysforhold. Jeg tager kritikken med ro.
For ekspeditionen nåede sit mål. Eller gjorde den? For få år siden hævdede et hold opdagelsesrejsende, at de havde fundet et mere præcist sted for Nilens udspring, end hvad Stanley og hans samtidige havde peget på i sin tid.
Alle fotos: Danskebjerge.dk. Se også: Opfølgende ekspedition til Susåen Tystrup Sø (en del af Susåen) Terrænet ved Lindenborg Ådal | |||||||||||||||||||||||||||||||||
