Endeligt vedtaget:
INDKØBSCENTER SKAL LOKKE ENDNU FLERE TIL HIMMELBJERGET

Den berømte jyske bakketop Himmelbjerget skal forsynes med et indkøbscenter. Det har et flertal i Skanderborg Kommune netop besluttet. Den gode beliggenhed vil lokke hundredetusindvis af kunder til, lyder forventningen.

I forvejen besøges Himmelbjerget af omkring en kvart millioner mennesker årligt. Men indtægterne er små, fordi de fleste nøjes med at betale for parkering.

- Salget af askebægre og nøgleringe med Himmelbjergslogoer har været virkelig sløjt de senere år, konstaterer Mads Ragelse, der bestyrer én af Himmelbjergets souvenirbutikker.

Dermed er det også kun få skattekroner, der havner i kommunekassen.

Nu skal et nyt indkøbscenter vende udviklingen. Centeret skal bygges klos op ad det gamle tårn på toppen af den 147 meter høje bakke (se tegning nedenfor). På den måde vil turister og andre besøgende blive fristet af tilbud på alt fra dagligvarer til mærkevaretøj. Samtidig får de eksisterende butikker og spisesteder ved Himmelbjerget mulighed for at flytte ind i indkøbscenteret, som vil være på 10.000 kvadratmeter.

- Man kan ikke sige, at sådan et byggeri ligefrem pynter på naturen her.

- På den anden side vil det måske også kaste nogle flere kunder af hos mig. Plus at jeg selv nemmere kan ordne mine indkøb, når jeg har solgt dagens sidste vandrestok og lukket biksen ned, siger Mads Ragelse til Danskebjerge.dk.

Det nye indkøbscenter, som vil blive Danmarks højest beliggende byggeri af sin art, vil få navnet Himmelbjergcenteret. Det ventes at åbne om præcis et år og kan ifølge prognoserne firdoble besøgstallet på Himmelbjerget.

Grafik, der omtrent viser, hvordan det 10.000 kvadratmeter store Himmelbjergcenter vil tage sig ud. I baggrunden det gamle Himmelbjergtårn, bygget i 1875.

Se også:     Geologer finder nyt højeste punkt