|
|
|
Danmark har hverken Alper eller Pyrenæer. Men betyder det så også, at enhver etape, der måtte blive lagt gennem det danske landskab, på forhånd er dømt til betegnelsen "flad" i store internationale etapeløb? En del af konklusionen kan allerede nu røbes: Svaret ligger tættere på nej end på ja! Det er faktisk muligt for det danske landskab at hamle op med eksempelvis det franske bjergterræn, i hvert fald under bestemte forudsætninger. Det vender vi tilbage til. For at undersøge sagen har Danskebjerge.dk først kigget nærmere på ruterne i årets Tour de France [2012-udgaven] og dernæst sammenlignet med mulighederne på den hjemlige asfalt. Fladt behøver ikke være fladt Tour'ens ruter er beskrevet vha. kategorier. Når der ses bort fra tidskørslerne, er der tre kategorier: "Plain" (fladt terræn), "Medium mountains" (moderat bjergterræn) og "High mountains" (krævende bjergterræn). En gennemsnitlig dansk cykelrute vil med garanti havne i kategorien "Plain". Selv 3. etape i Giro d'Italia, hvor ruten bl.a. passerede Danmarks højeste punkt Ejer Bavnehøj, er en stensikker "Plain"-etape.
Moderate bjerge med mange højdemeter Det er altså hårde odds, som det danske landskab er oppe imod. Og umiddelbart kan trinnet op til den næste kategori, "Medium mountains", synes enormt. Tag f.eks. ruten på Tour'ens 7. etape. Det er en sådan "Medium mountains"-rute. Her indgår op til flere stigninger, som må betegnes som egentlige bjerge. Heriblandt La Planche des Belles Filles. Den er med sine ca. 500 højdemeter anført som et Kategori 1-bjerg. Det er skrappe sager, og mod sådanne monstre kæmper selv de mest udfordrende danske veje forgæves. Uden diskussion. Nu er det dog ikke kun størrelsen, det kommer an på. Hvis en rute har et højt antal stigninger, kan det kompensere for manglen på store bjerge, og jo tættere på mål de er placeret, desto større betydning kan de tillægges. En sådan rutetype, der også kendes fra de internationale klassikerløb, finder man på 3. etape i årets Tour. Efter en blød start bliver ruten mere og mere kuperet, og inden for de sidste 66 km af etapen er der hele seks kategoriserede stigninger. Denne afslutning har arrangørerne vurderet som så hård, at også 3. etape har fået betegnelsen "Medium mountains".
Det er her, at det kan blive interessant at vende blikket mod hjemlige himmelstrøg: Kan der lægges en rute, der matcher denne 3. etape? Og som altså ville blive betegnet som bjergetape - omend af den moderate slags - i Tour de France? For at have en chance skal vi tage udgangspunkt i et område, hvor stigningerne er store og mange. Man kunne overveje Silkeborg-Skanderborg-området, men her mangler bakkerne noget i stejlhed. På det punkt har Vejle-egnen mere at byde på, og da der også er nogle stigninger med en del højdemeter, er det her, vi udfører vores lille eksperiment. Vi skal altså finde seks stigninger inden for en distance på 66 kilometer, og ligesom på 3. Tour-etape skal det være en rute, som ikke er en rundstrækning, og som ikke krydser sig selv undervejs. Samtidig skal vejene primært være af den brede slags. Det er faktisk sværere end som så, når man gang på gang skal fra toppen af den ene stigning til bunden af den næste. Men efter noget nørkleri ser forslaget sådan her ud: Her er et sammenlignende overblik over de stigninger, der er på hhv. ruten i Vejle og ruten på Tour'ens 3. etape:
Regnskabet for det samlede antal højdemeter på de to ruters seks stigninger siger 482 højdemeter til den franske rute og 478 til den danske. Altså meget tæt løb. Den franske rute har tre stigninger på over 90 højdemeter, og det kan Vejle ikke helt hamle op med. Til gengæld har Tour-ruten også nogle ret små stigninger på ca. 50 højdemeter, og her indhenter Vejle-ruten næsten alt det tabte. Ser man på stejlheden, må man konstatere, at de franske stigninger generelt har et højere gennemsnit, men det er i småtingsafdelingen.
Man kan i sagens natur ikke konstruere to helt sammenlignelige ruter. Fokus har her været på at få distancen og de seks stigninger til at svare nogenlunde overens, samtidig med, at ruten i Vejle skulle være realistisk i forhold til et professionelt løb, hvilket f.eks. vil sige, at den så vidt muligt er lagt på brede veje. Der er set helt bort fra sværhedsgraden af det terræn, der ligger imellem stigningerne, selvom dette i princippet også kan spille ind i kategoriseringen af en rute. Det ville føre for vidt at have alle detaljer med. Af samme grund kan analysen heller ikke inddrage forskelle i de enkelte stigningers forløb. Det skal dog bemærkes, at nogle af de seks Vejle-stigninger har maksimale stigningsprocenter, der er tocifrede, så der er ikke noget, der umiddelbart indikerer, at stigningerne på Tour'ens 3. etape skulle være betydeligt vanskeligere. Summa summarum... I Danmark er der ingen af de bjerge, der skal til for at kunne lave en ægte bjergetape, men det kan lade sig gøre at konstruere en rute, som efter alt at dømme kunne opnå betegnelsen "Medium mountains" i et etapeløb som Tour de France. Det skyldes først og fremmest, at der i det danske landskab findes stigninger, som i sværhedsgrad svarer nogenlunde til dem, der indgår i de internationale klassikerløb. Og fordi der i et område som Vejle ligger flere af den slags stigninger tæt på hinanden, kan man tegne en rute, der er meget hård. Godt nok er der et lille underskud af rigtig store stigninger (over 90 højdemeter), men den mangel kan man som sagt kompensere for ved at inddrage lidt mindre, men stejle stigninger. Det skal her bemærkes, at flere af Vejles allerstejleste veje (Kiddesvej, Gl. Kongevej mv.) ikke indgår i den konstruerede rute. Alt i alt synes sammenligningen at aflive forestillingen om, at det danske terræn udelukkende egner sig til flade etaper. Fotos fra Giro'en og Munkebjerg: Danskebjerge.dk. Brug venligst ikke de anvendte data uden at kreditere Danskebjerge.dk. Se også: Jellingvej har Tour-format Danmark overgår Alpe d'Huez Sådan kategoriseres Tour-stigninger |
