|
|
|
REGN MEDFØRER ØDELÆGGELSER - ELLER ER VI SELV SKYLD I DET? En sag fra Vejle viser, hvordan en kæde af dårlige prioriteringer kan få uheldige konsekvenser, når vejret bliver meget vådt. De fleste af de mest omtalte ødelæggelser i forbindelse med kraftig nedbør i Danmark kan knyttes til samfundstendenser i de seneste årtier.
Slutningen af september 2024 var kendetegnet af store mængder regn, og som vi før har set i de senere år, medførte det oversvømmelser og jordskred. Byer som Esbjerg og Vejle blev hårdt ramt. Men hvilken slags steder er skaderne størst, når det står ned i stænger i timevis? For oversvømmelsernes vedkommende er det ofte flade områder beliggende nær vandløb. Når en å går over sine bredder, løber vandet hurtigt hen til bygninger, hvis der ikke er nogen græsarealer, grøfter eller andet, der kan opsamle det inden. Tit ses også oversvømmelser i viadukter eller andre fordybninger, som er anlagt med transport for øje. Regnmasserne løber ned mod bunden af fordybningen fra alle sider, og hvis underlaget dernede er fast, fx asfalt, kan vandet ikke komme væk igen.
Nybyggeri på udsatte steder Generelt øgede nedbørsmængder er en væsentlig del af årsagen til det stigende antal oversvømmelser, men det spiller også kraftigt ind, at der er blevet bygget og asfalteret i områder, som før lå mere frit. Hvor tit hører man fx om middelalderkirker, der er blevet oversvømmet - praktisk talt aldrig, vel? Og hvad med historiske bymidter? Det er heller ikke dem, der er mest plaget af fænomenet. De er nemlig for århundreder sider blevet anlagt på steder, hvor folk godt vidste, at der var tørt og sikkert. Udenom lå der så fugtige enge, som ingen kunne drømme om at bebygge - indtil moderne tid, hvor tiltroen til dræning og kloakering var stor. Og altså også FOR stor, kan vi nu konkludere. De danske sommerhuse er et kapitel for sig, når det gælder oversvømmelser. Sommerhuse er der blevet langt flere af siden midten af 1900-tallet, og de ligger meget ofte på steder, hvor vandet nemt kan trænge frem og forårsage skader.
Så er der jordskreddene. De er selvfølgelig ikke så voldsomme herhjemme, som de kan være i bjergrige lande med store terrænfald. Til gengæld kan de forekomme mange steder hos os, fordi Danmarks overflade overvejende består af porøst materiale fra istiden - nogle steder endda med underliggende glatte lerlag, som istidsjorden kan "glide" på. Det kendes fra bl.a. Nordic Waste-sagen ved Randers, hvor opdyngede jordbunker begyndte at bevæge sig ukontrollabelt. Jordskred i kombination med giftig jord er selvfølgelig meget uheldigt.
Skred i forbindelse med infrastruktur er en anden trussel, man skal tage alvorligt. F.eks. er der opstået farlige situationer på jernbanedæmninger, der er blevet undermineret af regn. Der er også eksempler på vejanlæg, der er delvist skredet sammen, men så vidt vides er der endnu ingen, der er blevet dræbt i den forbindelse. Det var der til gengæld i sommeren 2024, da to børn blev begravet under en sammenstyrtende klit ved den nordvestjyske kyst. Kort forinden var en dreng faldet ned fra kanten af en lergrav på Mors, da kanten gav efter. Det moderne samfund er sårbart De nævnte eksempler er skræmmende. Men som med oversvømmelserne er der et mønster: De værste skader sker i forbindelse med noget, der især hører de seneste årtier til. Før i tiden havde vi ikke deponier med bjerge af giftig jord, vi anlagde ikke så mange kunstige jordvolde, der var ikke nær så mange (udenlandske) turister ved de danske strande og klinter osv. Ikke dermed sagt, at ødelæggelserne altid er nogens skyld. Men der er ingen tvivl om, at den moderne måde at indrette os på har gjort os mere sårbare over for klimaforandringerne.
Men har vi da ikke kunnet se det komme? Jo, det har vi - til dels. Men vi har måske bare ikke været ydmyge nok overfor de problemer, der lurede. En sag fra Vejle, som Vejle Amts Folkeblad har fulgt tæt, er meget sigende. Langt sagsforløb kort fortalt Her skete der i februar 2024 et skred på det skrånende areal mellem Mølholm Kirke og en parcelhusgrund. Jorden væltede ned over en del af huset. Husejeren fik ikke blot en stor forskrækkelse. Han fik også udsigt til en masse oprydningsarbejde samt en stor regning. For ingen andre var interesseret i at bidrage. Her er de vigtigste nedslagspunkter i sagsforløbet, der går ca. 80 år tilbage: · Nedenfor kirken var der frem til 1948 en grusgrav. · Tilladelsen til grusgravningen hvilede på en betingelse fra 1945 om, at den efterladte skrænt skulle efterbehandles, så hældningen ikke oversteg 30 grader. · Efter et tilsyn blev ejeren af skrænten i 1952 pålagt at regulere skrænten. · Selvom anvisningerne kun delvist blev fulgt, blev der tilsyneladende ikke grebet yderligere ind fra kommunens side. · 1970'erne: Der opførtes parcelhuse i udkanten af den tidligere grusgrav. · I 1983 købtes grunden af Mølholm Kirkes menighedsråd. · Efterregulering blev stadig ikke foretaget, og hældningen var fortsat på 50 grader i stedet for de krævede 30 grader. · Påske 2020: Jordskred ramte ejendommen nedenfor skrænten - husets baghave blev begravet i jordmasser. · November 2020: Vejle Kommune slog fast, at de var "fuldt ud opmærksomme på udfordringen" med jordskred i området. · 7. februar 2024: Nyt jordskred ramte ejendommen nedenfor skrænten - denne gang gik det ud over selve huset. Se video mv. her. Mangelfuld opfølgning Sagen er interessant af mindst to årsager. Dels er den interessant, fordi den viser, at man heller ikke for knap 80 år siden var blind for risikoen ved stejle skrænter. Vejle Kommune vidste godt, at en meget stejl grusskrænt var uhensigtsmæssig. De fulgte endda op på det - dog kun til en vis grad. Sagen er også interessant på den måde, at den siger noget om ansvaret. Eller måske mangel på samme. Hvem er skyld i de to skred ved Mølholm Kirke? Er det ejeren af grusgraven (vel for længst afdød)? Eller er det kommunen, fordi den ikke fulgte tilstrækkeligt op dengang? Eller er det kirken, fordi den i mange år har ejet den grund, som skrænten befinder sig på? Eller er det den uheldige husejer selv, som måske kunne have gjort mere for at sikre sig mod ødelæggelser fra skred?
I forbindelse med den nævnte udmelding fra kommunen i november 2020 var der følgende tilføjelse, som røber lidt af svaret: "Målet er, at vi sammen med lodsejerne i området kan sætte forebyggende tiltag i gang." Hvem skal så betale Det peger jo i retning af, at der er tale om et delt ansvar. Man kunne endda få den tanke, at det er det delte ansvar, der gør, at det tager så lang tid at få gjort noget ved ikke bare skrænten ved kirken, men også andre tikkende bomber rundt omkring: Man slås om regningen i stedet for at få tingene gjort. I sagen fra Mølholm ved man godt, hvad der skal til. Der er nemlig lavet en rapport med anbefalinger. De går ifølge Vejle Amts Folkeblad ud på, at der skal laves dræn for at forhindre ophobning af vand i skrænten, og så skal man reducere skræntens størrelse ved at bortkøre 8-10.000 kubikmeter jord. Ejeren af huset skal håbe på penge via menighedsrådets forsikringsselskab. I en retssag vil han derimod ikke have de store chancer. Det har kammeradvokaten vurderet. Tak til Troels Vesterlund Nielsen for input angående sagen. Se også: Flygt op i bjergene Efter Bodil Nybyggeri oversvømmes Myten om det regnfulde Danmark (blog) Selvforskyldte jordskred (blog) Havets bjerge
|
| ||||||||||||
