BJERGE I BENELUX-LANDENE

Hverken Holland, Belgien eller Luxemburg har nogle af Europas største bjerge. Når flere af stigningerne alligevel er berømte, så er det fordi de har indgået i flere cykelklassikere - og ofte har haft afgørende betydning for udfaldet af dem. Man behøver dog ikke være cykelentusiast for at kunne nyde disse landes landskaber. Men hvis man vil mere end et par hundrede meter til vejrs, skal man til den sydlige del af området.

Hvis du vil vide, hvor de afbillede bjerglandskaber ligger, er der lavet et kort med områdernes mest markante bjergtoppe.

Ardennerne er klart det største bjergområde i Benelux-landene. Omkring halvdelen af Belgien og næsten hele Luxemburg er beliggende i Ardenner-bjergene. Højeste punkt er Botrange, der ligger nær grænsen til Tyskland. Denne bjergtop rækker 694 meter op over havet. Fra dal til bjergtop er der i Ardennerne sjældent mere end 2-300 meter. Til gengæld er det et meget eroderet landskab fuldt af kløfter, som er egnede til klatring. Også klatring på to hjul - de steder, hvor infrastrukturen tillader det. Fotoet ovenfor er fra den legendariske stigning, Cote de la Redoute. La Redoute er fast element i cykelklassikeren Liège-Bastogne-Liège og derfor kendt af de fleste, der interesserer sig for cykelsport.


Herover: Danskebjerge.dk's udsendte på Cote de la Redoute, som starter i den lille bebyggelse Remouchamps ved Aywaille. Stigningen er 1,7 km lang og har en stigningsprocent på 9,5% i snit. (Nogle steder står stigningen dog angivet til at være lidt længere og dermed lidt "fladere"). Den maksimale stigningsprocent er ca. 17.
Voila: En ultrakort, hjemmmebagt video fra Danskebjerge.dk's tur til Cote de la Redoute. Hvis du selv vil prøve kræfter med denne stigning - og andre af dem, der indgår i Liège-Bastogne-Liège -, så kig f.eks. på løbets rute, og find et sted at starte (hele ruten er ca. 260 km - måske i overkanten?).

Se i øvrigt her, hvordan de professionelle bærer sig ad med at komme over Cote de la Redoute.

(Alle fotos plus video: Danskebjerge.dk.)
Alt er ikke bjergkørsel - hvad med lidt historie?

Den sydøstlige del af Belgien var centrum for nogle af de hårdeste kampe på vestfronten under Anden Verdenskrig. I december 1944 forsøgte tyskerne nemlig en sidste offensiv igennem Ardennerne. Den slog fejl, men tusindvis af soldater mistede livet. I Bastogne er der bygget et stort museumskompleks til minde om de amerikanske soldater (billedet).