UNIK SKILDRING AF 1940'ERNES SJÆLLANDSKE SKITERRÆN

Danskebjerge.dk er kommet i besiddelse af en turistbog fra 1944 om "det skønne Odsherred". Heri indgår en enestående reportage om skiløb i det sneklædte nordvestsjællandske bakketerræn. Artiklen er skrevet af Tage Christiansen, der var redaktør for udgivelsen. Hans skrevne reportage er et godt supplement til den gamle skisportsfilm, der også findes.

Den originale billedtekst lyder: "En af de Bakker det var svært at løsrive sig fra."

  "Det var i Vinteren 42, den sidste af de berømte Snevintre. En af mine Venner havde spurgt mig, hvor han skulle tage hen for at staa paa Ski i sin Vinterferie. »Tag op til Vejrhøj,« foreslog jeg. »Du kan vist bo i noget, der hedder Rødegaard«. Det røg mig ud af Munden, jeg havde aldrig selv haft et Par Ski paa i Odsherred, men ved nærmere Eftertanke syntes jeg, Ideen var saa god, at jeg ikke kunde overlade den til ham alene, og tre Dage efter overraskede jeg ham paa Rødegaard. Jeg kom paa Ski fra Hørve Station og havde Bagagen i min Rygsæk.

  Det er ikke enhver Snebyge, der giver Skiføre paa Odsherreds store Højderyg. Dertil er Blæsten for stærk og Havet for nær. Men skønnere Skiterræn end i den Vinterferie kunde vi ikke have ønsket. Uberørt, glitrende Sne med blaa Skygger fra Bakkekammene og en Udsigt, saa vi følte det, som var vi til Fjælds. Kulden bidrog til Illusionen. Det var saa koldt, at Armbaandsuret om Morgenen var frosset i Staa, hvis det havde ligget paa Natbordet. Men er man ude paa Ski og er klædt paa til det, skal man nok holde Varmen - selv om Kulden føles mere i vort Klima end højere mod Nord. Og det er sundt at komme fra Byen ud i saa ren og klar Frostluft.

  Jeg har staaet paa Ski i forrygende Nedfarter i det øde Lapland paa Linie med Narvik og Lofoten, og jeg har set Verdens bedste Skiløbere i Styrtløb ned ad Karpaterne paa den polske Side af Bjergkammen. Selvfølgelig skal Vejrhøj ikke sammenlignes med saadanne Ski-Paradiser. Men jeg har ikke herhjemme oplevet bedre 'Bjerglandskab' til Skisport, og paa Sjælland findes det i hvert Fald ikke. Man er udenfor de evindelige Skove, som man navnlig i Københavns Omegn er henvist til - ganske vist ogsaa af den praktiske Grund, at Sneen her til Lands meget ofte kommer med Fygevejr og kun i Skovene lægger sig jævnt. Og selvfølgelig danner Odsherred ikke nogen Undtagelse, hvad Fygevejr angaar. Tværtimod. Saa det er ikke givet, at selv et stærkt Snefald giver godt Skiføre paa disse Højder.

Et andet af de fotografier, der indgår i skireportagen i udgivelsen "Det skønne Odsherred".

  Man kan staa paa Ski for at træne til Konkurrencer og Rekorder, og man kan staa paa Ski af rent praktiske Grunde, ganske simpelt for at komme frem, hvor der er meget Sne. Men det egentlige i Skisporten er Glæden over at færdes gennem det hvide Landskab, overvinde Forhindringerne undervejs, nyde Farten og Spændingen - og maaske ogsaa Modet - naar det gaar nedover. Hele Tiden stilles der Krav til Skiløberens Opmærksomhed og Beslutsomhed - foruden til de fysiske Kræfter. Fri som en Fugl føler man sig, naar man kan slippe alle banede Veje og selv tegne sit Dobbeltspor hen over de hvide Marker. Og er Skiene paa Vej over en Højderyg som den mellem Høve og Vejrhøj, hvor hver nyerobret Bakketop ikke alene betyder et spændende Sus nedad, men ogsaa en ny og overraskende Udsigt over Land og Hav, saa vilde ingen Skiløber bytte en saadan Dag med den dejligste Sommerdag.

  Det skal indrømmes, at naar vi var startet ved Vejrhøjs Top og efter nogle faa spændende og ikke helt farefri Øjeblikke befandt os nede paa Nekselø-Bugtens Is, var det en møjsommelig Tur igen at komme op. Og hver Gang lovede vi os selv, at nu var det sidste Gang, vi lod os friste til »Suset«. Men hvorfor ogsaa spilde alle Kræfter paa en enkelt Bakke, naar der var nok af dem. Vi drog af Sted paa stadig nye Eventyr, maatte nu og da over et Pigtraadshegn eller trampe forsigtigt over et Stykke Pløjejord, der med smaa lumske, sorte Pletter holdt fast paa Skiene, og en Aften var det blevet saa mørkt, at vi nær aldrig havde fundet Vejrhøjs Top, hvis Fredningssten var et fortrinligt »Sømærke«. Men naar man har prøvet at flakke rundt paa Ski i en norsk Skov i syv-otte Timer uden at vide, hvor man var og uden saa meget som en Appelsin i Rygsækken, indtil endelig Lysene fra Lillehammer blinkede dybt nede i Dalen, var det her jo alligevel Smaating, selv om man ogsaa kan blive sulten paa Vejrhøj-Markerne.

  Vi oplevede paa de Dage baade Snevejret, der sletter alle Spor og alle Udsigter, Frosttaagen, der skjulte Nekseløbugten og Lammefjordslandet, saa vi færdedes ligesom paa en Ø i Taagen, og det klare Solskin, der fik os til at tænke paa Paaskesol i Fjældene. Vi kunde da sætte os paa en Sten eller et efterladt Markredskab og bare se ud over det hvide Landskabs buede Linier, over øde Marker, hvor Solen glitrede i Sneens Krystaller og blændede os, saa Himlen blev endnu mere blaa - og vi sagde ingenting, glædede os bare over at være til.

På bagsiden af "Det skønne Odsherred" er der dette kort over området. Klik her for at se det i større format (åbner i nyt vindue).

  Den samme Vinter var jeg med et Selskab unge københavnske Skiløbere en pragtfuld Tur over Højderyggen med Udgangspunkt i Asnæs og Hjemrejse fra Faarevejle. Overraskelsen og Begejstringen begyndte allerede, da vi »tog« Bakkerne i Høve, og voksede stadig undervejs. Det var en helt ny Maade at opleve Odsherred paa. Fra Esterhøj saa vi ud over det hvide Land og den mørke Bugt, som det næsten indesluttede, og saa gik det Bakke ned og Bakke op. I de dejlige Veddinge Bakker fandt vi en Ski-begejstret Ungdom. Udstyret var primitivt, men Glæden var lige stor for det. Andre Steder har jeg set Børn paa Ski af tilspidsede Brædder fra en Sildekasse og med et Stykke gammelt Automobildæk slaaet paa til at stikke Fødderne ind i - som Stave havde de blot en Kæp eller to. Det er ikke bare Udstyret, der afgør, om man faar Glæde af sin Skitur. Skisporten er ikke forbeholdt nogle faa. Har man blot fundet den let foroverbøjede Holdning med Vægten lidt fremefter og Gliddet i Skiene, naar man flytter Benene, saa kommer Sikkerheden i Balancen hurtigt, og er man ikke bange for at lægge Vægten fremefter, naar man skal nedad - Kroppen skal altid være vinkelret paa Snefladen, modsat naar man færdes til Fods og læner sig ind mod Bakketoppen - behøver man slet ikke at sætte sig saa mange Gange, før man har dejlige Glæder af et Par Ski. Lykkelige Veddinge-Drenge, der kunde tumle sig dristigt paa lokalt fabrikerede Ski og endda ikke gik af Vejen for Hop midt paa Bakken. Jeg tror ikke, jeg vidste, hvad Ski var, da jeg var Dreng.

  Det var den 1. Marts, og det var lige ved Tø, saa hist og her var Føret tungt. Vi naaede saa langt, at vi kun havde nogle Minutter til Vejrhøjs Top; men der var ingen, der følte Trang til at komme nærmere. Vi havde haft saa spændende en Tur, at ingen havde tænkt paa Træthed, før den pludselig var over os. I en saadan Situation er det heldigt at befinde sig godt et Hundrede Meter til Vejrs og se Stationen ligge dybt nede. Og da vi »med Frihjul« var naaet ned til »Gamle Faarevejle«, var vi saa særligt heldige, at der holdt en Kane og ventede paa os. Den fik Rygsækkene, selv stillede vi os paa to lange Rækker bag den og holdt fast i Reb, der var bundet til Kanen, et Reb til hver Række. Paa den Maade blev ogsaa det sidste Stykke Vej ad flad Landevej og med trætte Ben til en morsom Oplevelse. Der skal ved saadan Snørekøring passes paa, at ikke blot et eneste Par Ski kommer lidt paa tværs. Falder den forreste, falder uvægerligt hele Rækken. Men det gode Humør hører nu engang naturligt med til Skiløb, ogsaa naar man falder. Og havde vi Dagen igennem aset nok saa meget med at komme op ad Bakkerne - ingen, der ikke selv har staaet paa Ski, gør sig nogen Anelse om, hvor genstridige saadan et Par Brædder kan være, blot det gaar en lille Smule opad paa glat Sne! -, da vi sad i Toget, var vi enige om at fastslaa, at det var et pragtfuldt Skiterræn, vi havde »erobret«.

  Siden har Sneen manglet. Der skal som sagt meget Sne til og helst stille Snevejr, før disse Bakker er helt gode. Men den kolossale Stigning i Interessen for Skisport har faaet mange til at vurdere det danske Landskab ogsaa ved Sommertid udfra en rent skimæssig Betragtning. Og uden tvivl vil Odsherreds mange Bakkedrag og da navnlig »Bjergryggen« fra Vejrhøj til Høve blive søgt af mange Sklløbere, naar Forholdene igen er til det. I hvert Fald var Odsherreds første Hold af Vintersportsgæster mindst lige saa overraskede og begejstrede, som Odsherreds nye Sommergæster hvert Aar har været det."

  ("Paa Ski over Odsherreds Bjerge", i: "Det skønne Odsherred", 1944)




Usædvanlig skisportsfilm!
Der findes også levende billeder af 1940'ernes vinterlige aktiviteter i Odsherred, herunder en hel del skiløb. Optagelserne er lavet af Søren Bay, Asnæs, for over 80 år siden. Se den spændende reportage her (lyden må du gætte dig til):





I samme serie:   Her kan du stå på ski i de danske fjelde   |   Oversigt over de største danske skianlæg   |   Kort over alpine skianlæg i Danmark   |   Dengang hvor det altid sneede...   |   Skidrømme der brast