Bakkerne er stejle, underlaget håbløst, og opløbsstrækningens trappetrin er urimeligt anstrengende. Alligevel er der ingen problemer med at tiltrække deltagere til Klinteløbet - Geocenter Møns Klints motionsløb i forsommeren. Den 12. juni 2011 deltog ca. 250, og Danskebjerge.dk var med.
Der er mange løbsarrangører, der hævder, at netop de kan byde på den hårdeste i Danmark, men der er ingen tvivl om, at sværhedsgraden af Klinteløbet er helt i top. Hvert et skridt er vanskeligt, fordi man sjældent ved præcist, hvordan fødderne klarer landingen. Dermed også sagt, at risikoen for akutte skader absolut er til stede. Det lyder så romantisk, når arrangørerne skriver, at "der løbes først på kanten af Møns Klint med udsigt ud over Østersøen, grønne bøgetræer og sjældne orkideer." Sandheden er, at man på ingen måde kan nyde naturen omkring én, for man skal i den grad holde øje med terrænet lige under éns næsetip. Anbefalingen må derfor være, at man tager den mere afslappede tur rundt på klinten, når løbet er overstået. Hvis man har kræfterne til det.
Herunder er en video fra Klinteløbet 2011. Længere nede på siden er Danskebjerge.dk's egen oplevelse af løbet.
Opløbsstrækningen: På optagelserne ses løbere på den allerøverste del af den berygtede trappe med de 497 trin (flere talte efter - og jo, tallet er vist rigtigt nok). Det er helt almindeligt, at løberne ikke løber, men går op ad trappen - også selvom der kun er et stenkast til målstregen. Det er ganske enkelt ekstremt svært at løbe op ad en trappe, hvis man for længst har overskredet syregrænsen! Til sidst er der billeder af vinderen på 10 kilometeren, Torben Juul Nielsen, da han når op fra trappen og løber de sidste meter ind over målstregen. Hans vindertid illustrerer, hvor hård ruten er: Torben Juul Nielsens personlige 10 km-rekord er lige under 30 minutter; han var 45 minutter om at gennemføre Klinteløbet.
(Video: Danskebjerge.dk)
Klinteløbet - grusomt på en god måde
Så fik jeg omsider prøvet det: Klinteløbet på Møns Klint. En fornøjelse? Ikke hvis man godt vil finde ind i en rytme, når man løber. For det er reelt umuligt fra start til slut. Men hvis man ser en udfordring i at kæmpe med terrænet, så er der noget at komme efter. Også selvom strækningen kun er 5 kilometer (min gps sagde faktisk kun 4,8 km).
Ruten har tre meget forskellige partier. Det første parti er op og ned og op og ned - hvor man dels mister tid på stigningerne, og dels når det går nedad igen, fordi der er så stejlt, smalt og ujævnt. Selvom terrænet samlet set falder fra 100 til 0 moh. på denne strækning, løb jeg 15-20% langsommere end på flad vej.
Næste etape foregår på stranden. Men "strand" skal her forstås som et underlag primært bestående af sten i knytnævestørrelse. Muligheden for at presse farten er meget ringe, samtidig med at risikoen for at vride om er overhængende. Her er næsten helt fladt, og alligevel sagde flere løbere bagefter, at de glædede sig trappen...
Den kom så på den sidste kilometer. 497 trin - og det vel at mærke efter at man har kæmpet sig igennem et ekstremt vanskeligt terræn. Undertegnede måtte bide i det sure æble og gå det meste af vejen op. Ja, et nederlag, men det er jo ikke en skam at tabe til en modstander af den kaliber. Her mister man virkelig tid - og den skal ikke måles i sekunder, men i minutter.
Samlet set løb jeg ca. en tredjedel langsommere, end hvad jeg ville gøre på en mere almindelig rute. Klinteløbets rute er med andre ord særdeles ualmindelig. Hatten af for dem, der tilmeldte sig 10'eren og tog rundstrækningen to gange.
Godt arrangeret i øvrigt, og vejret var strålende. :)
