|
|
|
Man hører jævnligt Eremitageløbets rute omtalt som "hård". Men den betegnelse afhænger jo meget af øjnene, der ser - eller af benene, der løber. Så hellere kaste et blik på fakta. Danskebjerge.dk har kigget rutens højdeprofil efter i sømmene - ud fra bl.a. topografiske kort og rutedatabaser med GPS-data. Her følger et "run-through". Vejen til slottet er værst Ruten er 13,3 km lang og starter med et ganske markant fald på 24 højdemeter, allerede inden det første kilometerskilt er nået. Derefter er der næsten helt fladt frem til venstresvinget op mod Eremitageslottet. Her begynder vel nok løbets mest krævende sammenhængende stigning: ca. 24 højdemeter fordelt på ca. 600 meter, hvilket giver en stigningsprocent på 4 i snit. (Det svarer ret præcist til sværhedsgraden af Geels Bakke, der nok er Københavnsområdets mest kendte asfalterede stigning.) Så går det igen nedad.
Ved bunden af bakken er de forskellige rutedatabaser noget uenige. Både Gpsies.com og Strava.com har højdeprofiler, der hævder, at der efter venstresvinget ad Chausséen følger en ikke ubetydelig knold på ca. 14 højdemeter. Knolden er dog ikke med på Eremitageløbets eget rutekort, og Danskebjerge.dk's tjek på højdekort viste heller ikke nogen væsentlige terrænforskelle på den strækning. Så det er formentlig en "and".
Stejlt - hvis man er træt Hjortekærhus rundes umiddelbart derefter, og så starter den legendariske seje tur op mod slottet i knap 40 meters højde over havet. Denne lange, snorlige stigning er på 22 højdemeter og godt 1,4 km lang. Det giver en beskeden gennemsnitsstigning på 1,6 procent. Men på dette tidspunkt kan benene godt være rigtig trætte, så det føles nok noget stejlere. Især hvis der er modvind hen over den nøgne slette. De afsluttende par kilometer er - objektivt betragtet - ikke noget særligt. Man møder et par stigninger, hvoraf navnlig stigningen på opløbsstrækningen er frygtet. Og det er jo helt sikkert også dér, at lidelsen står mest tydeligt penslet i ansigterne på deltagerne. Men - ked af at sige det - der er altså kun tale om en højdeforskel på ca. 10 meter. Det er selv efter dansk målestok ret overkommeligt.
Efter således at have passeret målstregen kan vi vende tilbage til udgangsspørgsmålet: Er det en hård rute? Myte om hårdhed Ja, hvis sammenligningsgrundlaget er Amager eller Indre København, så er ruten i Dyrehaven afgjort mere kuperet. Og da en del af deltagerne nok kommer netop fra disse steder og er vant til løb i meget fladt terræn, kan der jo godt brede sig en myte om, at Eremitageruten er en barsk omgang. I sammenligning med ruter andre steder i landet - såvel i Vest- som i Østdanmark - er antallet af bakker og højdemeter i virkeligheden ganske gennemsnitligt, og underlaget volder næppe heller større kvaler end ved andre løb. Altså: Det er måske ikke ligefrem Eremitageløbet, man skal bruge til at slå personlige rekorder. Så hurtig er den ikke. Men omvendt skal man nok være varsom med at henvise til rutens sværhedsgrad, hvis man leder efter en grund til ikke at stille op. Det vil med nogen ret kunne betegnes som en dårlig undskyldning. Eremitageløbet finder sted hvert år den første søndag i oktober. Se også: Danmarks mest kuperede motionsløb Hovedstadsområdets hårdeste stigninger | ||||||||||||
