RUTEN VED DM 2014: KAN GOLFBAKKEN AFGØRE SLAGET ?

Når man siger Golfbakken, så ved mange danske cykelryttere, hvilket sted der menes: en udfordrende stigning på det sydvestlige Fyn. Denne sommer får kendskabet et yderligere nøk opad. Golfbakken er nemlig en del af den menu, som venter landevejsrytterne ved årets DM.

DM-ruten er placeret på en rundstrækning med start og mål i Faaborg. Se Danskebjerge.dk's video med hele rundstrækningen her:

Video: Gennemkør hele DM-ruten ved Faaborg på to minutter!
Produceret af Danskebjerge.dk. Flere bakkevideoer her.
Golfbakken er faktisk den eneste reelle stigning på den ca. 13 kilometer lange rundstrækning. Vel er der et stykke med falsk fladt på Odensevej, hvor terrænet stiger med små 30 højdemeter over et par kilometer. Men hvis en rytter spejder efter ramper til angreb, så er Golfbakken eneste mulighed.

Den begynder 4 kilometer efter start - på en snæver vej, der hedder Bjergevej. Et vejnavn, der måske nok lover lidt rigeligt. For det er ikke Fyns allerlængste stigning, vi har med at gøre. Og heller ikke den stejleste. Den når kun lige at snuse til de 10 i maksimal stigningsprocent. Det er knap det halve af Bregnedalsvej i Svendborg, der stiger op til 18 procent.

Men Golfbakken må alligevel betegnes som den mest udfordrende og ikoniske fynske stigning - fordi den har lidt af det hele: Den er temmelig lang og temmelig stejl. Det er næsten som i golf. Du behøver ikke være verdensmester i at putte eller i at slå drives - men hvis du kan begge dele ret godt, så har du opskriften på en solid score.


GOLFBAKKEN
Svanninge ved Faaborg  
Start
(moh.)
Slut
(moh.)
Højde-
meter
Længde
(m)
Stigning
(i snit)
Stejleste
100 m
Rating
20,50 96,00 75,50 1680 4,5% 9% 117,9
Fakta om stigningen:
Bjergevej, som stigningen ligger på, udgår fra den idylliske landsby Svanninge. Hældningen begynder så småt, når man har krydset et lille vandløb inde i en lille skov. Det stejleste parti ligger ud for et boligområde på venstre hånd. Derefter flader terrænet helt ud, men stiger så igen - med ret så afvekslende procenter -, indtil man på Hammerdamvej drejer væk fra golfbanen.
Fakta om stedet:
Det er byen Svanninge, der har lagt navn til det kuperede område Svanninge Bjerge. Når man er på vej op ad Golfbakken, kan man - hvis der er kræfter til det - mod øst se over til hjertet af Svanninge Bjerge, én af Sydvestfyns absolutte hovedattraktioner. Golfbanen, som man møder på både venstre og højre side af vejen, betegnes ofte som den mest kuperede golfbane i Danmark.
Danskebjerge.dk's
Vurdering
Hårdhed Stejlhed Oplevelse Farbarhed Overall Sammenlign med
de 10 skrappeste
danske stigninger
!

Golfbakken ved Faaborg har - som man måske kan gætte - sit kælenavn efter en golfbane, der ligger ud til vejen. Når man passerer den, er den mest krævende del af bakken overstået (bl.a. et stykke på 370 meter, der stiger med 8,6% i snit). Et par hundrede meter længere fremme går det igen nedad. Og resten af turen tilbage til mål er - omend ikke lige ud af landevejen, for der er en del sving på den -, så dog uden de store overraskelser.

Dermed også sagt, at det ikke er den sværeste DM-rute, vi har med at gøre. Ruten har i snit 8 stigende højdemeter pr. kilometer. Til sammenligning havde ruten ved Hammel i 2012 hele 11,5 højdemeter pr. kilometer. Men her var der også to stigninger med på rundstrækningen. I Vordingborg i fjor var der under 5 højdemeter pr. kilometer.
Højdeprofilen for den 13 kilometer lange rundstrækning viser tydeligt, at Golfbakken, der ligger efter 4 kilometer, er den suverænt hårdeste stigning på ruten. På toppen af den finder man rutens højeste punkt, som er beliggende 96 meter over havet. I alt er der godt og vel 100 stigende højdemeter på rundstrækningen.
Så dette års DM-rute placerer sig et sted midt i mellem. Og det gør det til et åbent spørgsmål, om vi vil få et større sprinteropgør at se ved målstregen, eller om det bliver mere splittet. I Vordingborg så vi det første, og i Hammel det sidste.

Et argument for, at det ender i en massespurt som sidste år, er, at Golfbakken ligger et godt stykke fra mål. En større gruppe kan snildt nå at æde et forspring, der er opnået ved et sidste desperat angreb på Golfbakken. Til gengæld er vejene nord for Faaborg usædvanligt smalle og krogede, hvilket kan gøre jagten lidt mere besværlig for et stort felt.

Al foto, grafik og video: Danskebjerge.dk



Se også:   Rynkebjerg og DM 2013     Pøt Mølle og DM 2012    Danmarks skrappeste stigninger