DANMARKS STØRSTE BJERG LIGGER PÅ MØN

Ny målemetode tegner et anderledes billede af det danske landskab. Aborrebjerg ved Møns Klint udpeges som det største bjerg i Danmark. Og gammelkendte bakketoppe degraderes.
Bakken til venstre ligger højest. Men bakken til højre er den mest iøjnefaldende...


Navne som Møllehøj, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj har længe domineret debatten om danske bakker. Det skyldes, at disse steder ligger højere i landskabet end alle andre. Men er den megen omtale berettiget? Eller er der i virkeligheden brug for en helt ny måde at beskue det danske landskab på?

De falske bjerge

Som beskrevet her, er en bakke ifølge definitionen en forhøjning. Altså et sted, hvor terrænet stiger op mod et punkt. Man burde derfor kunne antage, at en stor bakke har meget stigende terræn. Men et besøg ved f.eks. Møllehøj vil afsløre, at vejen op til toppunktet ikke er voldsomt stejl. Og visuelt efterlader Møllehøj heller ikke et indtryk af at være nogen gigant. Når stedet ligger godt 170 meter over havets overflade, skyldes det simpelthen, at landskabet har hævet sig støt og roligt over en længere strækning. 'Forhøjningen' er med andre ord svær at se - svær at opleve. Og man kan få det indtryk, at Møllehøj lige så meget er et stykke statistik som en stor bakke.

En ny tilgang
Derfor har Danskebjerge.dk udviklet et nyt begreb, der kan bruges til at udpege de 'rigtige' bakker i Danmark. Begrebet hedder peak-factor. Peak-factor'en er et udtryk for stejlheden af den sidste kilometer op mod en top. Man måler den ved, at man starter fra toppunktet og tæller antallet af højdemeter på den stejleste kilometer derfra. Et eksempel: En bakketop ligger 100 moh., og det laveste punkt inden for en radius af 1 kilometer ligger 30 moh.; det giver en peak-factor på 100-30=70. På den måde kan man lave en beregning af enhver bakketop og således sammenligne de forskellige danske toppe.[1] SE HITLISTEN HER.

I modsætning til begrebet 'højeste punkt' giver peak-factor'en et mere reelt billede af, hvor man finder landets største højdeforskelle - og dermed de mest betagende landskaber.
Gråvejrsudsigt fra toppen af Vejrhøj. Der er 121 højdemeter ned til kysten. Det gør Vejrhøj til det tredjestørste bjerg i Danmark.
Nogle af de gamle travere fra Søhøjlandet er stadig godt med fremme. Men den midtjyske dominans er ikke så tydelig længere. Hvor Søhøjlandet har syv toppe med i top 10 over Danmarks højeste punkter, er der kun to i top 10, når man sorterer efter peak-factor. Møllehøj, Ejer Bavnehøj og Yding Skovhøj er end ikke i nærheden af ranglistens ti førende.

Friske pust på Danmarks tinder
Blandt højdespringerne er Vejrhøj på Sjælland og Blæsbjerg på Bornholm. Begge toppe ligger tæt ved havet, og det er den stejle kystskråning, der trækker dem op på listen. De kan nu regnes for landets hhv. tredje- og fjerdestørste bjerg - med en peak-factor på 121 og 103.

I alt er der otte danske toppe, der har en peak-factor på over 100. Det er ensbetydende med, at de stiger mindst 10% i snit over den sidste kilometer. Det gør dem ret synlige i landskabet.
Møns Klint er både smuk - og høj.

Moppedrengen på Møn
Nummer 1 på listen over Danmarks største bjerge er Aborrebjerg på Møn. Aborrebjerg har en peak-factor på 143 og distancerer dermed sin nærmeste konkurrent, Himmelbjerget, med 17 højdemeter.

Aborrebjergets peak-factor er identisk med bjergets absolutte højde, altså 143 meter. Det hænger sammen med, at det laveste punkt inden for 1 kilometers radius er Østersøens overflade (0 meter). Det er i øvrigt også her - ude ved kysten -, at den klart stejleste del af strækningen op mod toppen skal findes. De første 200 meter er stigningen på 100 højdemeter, dvs. 50% i snit! Det overgås intet sted i Danmark. Men der er jo på den anden side heller ingen steder i Danmark, hvor der findes så høje klinter. Når man står nede på stranden og kigger op, vil det nok virke indlysende, at Møns Klint gemmer på det største bjerg af dem alle.

Tværprofil af Aborrebjergs stejleste side. Den starter ved kysten og går vestpå, direkte op ad Hylledals Klint. Terrænet stiger først voldsomt til knap 120 moh. Derpå følger et lille fald, og så stiger landskabet roligt op mod toppen, 143 moh. Efter toppen går det forholdsvis stejlt nedad igen på vestsiden af bjerget. (Profilen er beregnet ud fra topografiske kort. Der er for anskuelighedens skyld brugt uens intervaller på x- og y-aksen.)



[1] Beregningsmetoden fungerer umiddelbart bedst i netop Danmark, hvor højdeforskellene har den størrelse de har. Men den kan nemt konverteres til brug i andre lande med større bjerge, nemlig hvis man øger radius'en fra 1 km til f.eks. 5 km.